★★★★☆☆ Rod og hjerteblod

Rod på Teatret Zeppelin er en sær blanding af voldsparat socialrealisme og drømmende lykketro om teenagere, der har rod i livet. Håbet og venskabet vinder smukt. Men det er en rodet forestilling

Teatret Zeppelins nye forestilling ROD handler ikke om at rydde op. Den handler heller ikke om træer. Den handler om en dreng, der hedder Rod – og som også faktisk er en værre rod. Han kommer i hvert fald let til at blive uvenner med de andre i klassen. Og så slår han. Igen og igen. Hårdt. Han går til boksning, og han har vænnet sig til at træne boksning med et par stykker, der er lidt ældre end ham selv. For ham gælder det om at kunne klare at få deres tæsk. For så får han også deres respekt. Tror han da.

Det er det barske afsæt for forestillingen, som åbenbart er skabt i en auteurproces af alle de involverede kunstnere på Teatret Zeppelin. Replikkerne og scenerne er digtet af holdet i fællesskab, og i stedet for instruktør har Zeppelins garvede teaterleder Mie Brandt her fået betegnelsen auteur.

Flot visuel ramme om den flaksende dramaturgi

Scenografen Johanne Eggert har skabt forestillingens flotte visuelle ramme, der emmer af hemmeligheder og farlighed: En gammel, udrangeret togvogn på et glemt spor et sted. Det er en godsvogn, som man som tilskuer ville sværge på var lavet af jern. I hvert fald lige indtil godsvognens skydedøre gennemlyses af Jim Falks stemningsfyldte lysdesign – og godsvognen viser sig at være skabt af malet stof. Samtidig gennemskæres luften af skærende lyde fra godstog, der hamrer forbi på skinnerne ganske få meter væk i Rasmus C. Månssons heftige lyddesign. Det er teaterillusion, der virker!

Om den dramatiske fortælling også virker, det er så spørgsmålet. For ROD handler om teenagedrengen Rod, der er løbet hjemmefra. Både fra sin far og fra skolen. Og her på det dødsensfarlige jernbaneterræn møder han teenagepigen Billie, der også er stukket af fra sin mor og det hele.

Parallelt med de to unges godsbaneeventyr opstår en drømmehistorie om en magisk insektnørd, der samler på sommerfugle i et insekthotelhospital – og som har en forkærlighed for dødningehovednatsværmere. Måske er han endda også selv er en slags sommerfugl. Den del af fortællingen har dog svært ved at integrere sig i resten af plottet. Den virker nærmest som en slags formildelsespoesi, som forestillingen forsøger at sprede ud over sig selv som blomsterstøv. Uden at det helt er forståeligt, hvad der foregår. Dramaturgisk set flakser forestillingen i hvert fald temmelig usammenhængende afsted.

Barske kvælertag

Samtidig er forestillingen også en gammeldags fortælling. Når Billie vil have styr på togtiderne, tager hun sin dagbog og noterer togenes afgange. Her er ingen mobiltelefoner. Derfor er der heller ikke nogen, der sms’er, at de to unge skal komme hjem. De er virkelig løbet væk. Flere scener kunne næsten være taget ud af en Olsenbanden-film. Med nostalgisk respekt og en stædig tro på det gode.

Løbe-væk-trangen er godt og energisk skildret. Allerede fra første scene dukker Rods figur op med størknet blod i ansigtet og store blodplamager på benene – og ømmer sig. Og når Rod og Billie møder hinanden, så truer de hinanden – og slås. Ikke bare sådan lidt symbolsk teaterslåskamp i slowmotion eller silhuet. Nej, i ROD er der tale om fysisk slåskamp med rul og spark og overvågning – og med kvælertag, der varer evigheder. Velkommen til de voksnes verden!

Men målgruppen til forestillingen er sat helt ned til 7 år, hvilket virker malplaceret. Udtrykket for så voldsom en historie kan næppe være lige så velegnet for børn i 1. klasse som for børn i 9. klasse.

Sårbare sjæle

Men bortset fra målgruppeforbistringen, så er skuespillerne dedikerede og tændte af en energi, så de nærmest ikke kan stå stille. Simon Hilmoine har en overbevisende indre kamp i rollen som teenagedrengen, der aldrig har fået kærlighed derhjemme hos sin far med de alt for stærke hænder. Hans ensomhed sidder i hans vagtsomme øjne. Hans hænder ryger hele tiden op i boksepositurer, mens han kniber øjnene sammen og gør klar til angreb. Hans Rod er virkelig en sårbar sjæl, der har brug for at blive grebet af nogen. Lige til at knuselske.

Det formår Billie, sådan som Maria la Cour giver hende evnen til at udvise omsorg, selv om hun også selv lever med barske overlevertricks som en fast betingelse. Hendes teenagepige er båret af en fantasi om en forsvunden far, som garanteret går rundt og savner hende – tænker hun. Og så er hun praktisk. Når hun slænger rundt med rygsækken og poserne med mad, som hun har skraldet, eller hun indretter sin togvognshule med hængekøje og kridtopdelinger, så er det med en autoritet, som om hun sagtens ville kunne organisere et helt børnehjem. Samtidig griner hun direkte op i ansigtet på Rod med sådan en legeglad latter. For selvfølgelig vil hun i virkeligheden helst være barn og have lov til at lege – og blive passet på.

Sommerfuglenørd

Johan Damgaard-Lauritsen spiller den voksne sommerfuglenørd, der egentlig slet ikke ser Rods problemer. Han mærker kun det gode og er ikke bange for noget. Hans stemme er blød, og hans bevægelser er nænsomme. Han er den tillidsvækkende voksne. Det er svært at finde ud af, om han egentlig findes, eller om han bare er en del af en drøm, ikke mindst når hans arme bliver til vinger, der bevæger sig med smukke, blafrende bevægelser mod horisonten. Men Johan Damgaard-Lauritsen holder figuren fast i blidheden og overbærenheden – og hans ro gør de andre trygge.

Rod er en sær blanding af voldsparat socialrealisme og drømmende lykketro. Det er en flot og energisk, men også virkelig rodet forestilling. Alligevel ender den med en lykkelig slutning. Eller i hvert fald med en tro på, at man altid kan nå at skifte spor i livet. Og i hvert fald at man kan lære sig selv at holde op med at slå på de andre. Det er et budskab, der overtrumfer både rodet og usandsynlighederne i forestillingen. Med hjerteblod.