København Danser 2025 – Energien vibrerer endnu efter Sutra og Sonoma

København Danser 2025 er kommet flyvende fra start. På Østre Gasværk kunne vi opleve to markante, internationalt turnerende værker. Sutra danses af et ensemble bestående af mænd og Sonoma af et ensemble bestående af kvinder. Begge med virtuos teknik, der leger med virkelighedsopfattelsen og rokker ved kulturelle fundamenter.

Sutra har spillet verden rundt siden 2008, hvor den blev skabt på Sadler’s Wells af den belgiske stjernekoreograf Sidi Larbi Cherkaoui, visuel kunstner Antony Gormley og komponist Szymon Brzóska sammen med munke fra Shaolin Temple i Kina. Værket er inspireret af buddhismens styrke, spiritualitet og Shaolin munkenes Kung fu tradition, har turneret over hele verden og er vist for over 250.000 mennesker.

Sonoma fra 2022 udføres af det Barcelonabaserede kompagni La Veronal med ni markante kvindelige dansere i en koreografi af et andet prisvindende koreograftalent, kompagniets leder, Marcos Morau. Her forundres vi over billedstærke, surrealistiske fortællinger i stramme grafiske formationer. Danserne udfolder værket med åndeløs intensitet og virtuos teknik i traditionelle dragter mellem lysende skærme.

Et verdensværk

Sidi Larbi Cherkaoui ønskede at skabe et værk, der var åbent for så mange kulturer som muligt, hvor han kunne åbne for eksistentielle spørgsmål og svar. Fra barnsben var han dybt fascineret af munkenes præcision, økonomisering med bevægelser og fornemmelse for rum og krop. Deres træning af ro i sindet gennem meditation og ro i kroppen gennem martial arts – Kung fu og Tai Chi går i arv.

De 17 optrædende Kung fu-munke mestrer disciplineringen af krop og sind, uanset hvad de møder af livskapitler gennem forestillingen. Gormleys scenografi består af minimalistiske, modulære, aflange kasser, der kan bygges op og brydes ned som mure, templer, broer og gravsteder gennem tider og steder. De kan også spejle menneskets indre tilstande som ensomhed, fællesskab, plads, indesluttethed, kamp og ro.

På den måde er Sutra som værk universelt, alment menneskeligt – lagt åbent frem til fortolkning for alle kulturer. Og frem for alt er det en sublim opvisning i kroppens formåen, styrke og kontrol. Den lille novice-munk og hans voksne guru, outsideren, har hovedrollerne, der også udgør en form for rammefortælling.

Symbolske kasser

Novicen sidder med outsideren på en kasse med modeller af scenografien. Han bliver gradvist draget ind i et universelt tidsspor og tryllebinder os med sit talent. Et lille ensemble spiller blændende Szymon Brzóskas kompositioner. Musikerne tager os i hånden på rejsen gennem tider, steder og sindbilleder fra det lyrisk klassiske til kraftfuld klezmer og tilføjer dermed følelser og stemninger til de stramme scener.

En munk balancerer som en linedanser på kanten af en af de mange kasser, mens den lille munk kravler adræt mellem sprækkerne, forsvinder og dukker op igen – livets legende start. Kasserne forvandles til landskaber, klostre, våben og altre alt imens de gi-klædte munke bevæger sig som akrobatiske springgymnaster. Dramatisk koreograferede kampscener i eksplosive og præcise bevægelser udkæmpes med og uden stave og lanser.

Kasserne skifter konstant – og højlydt – form. Der ligger munke på hylder, der er horisontale, enkeltstående podier, vertikale sammenstillede podier. Og dominoeffekten, hvor én kasse vælter og sætter gang i en rytmisk kædereaktion, så munkene slås omkuld i hver deres kasse. På et tidspunkt åbner kasserne sig fra midten – som en blomstrende lotus – med den lille novicemunk i centrum som et åndeligt pusterum.

Det bløde bag det hårde

Trods det kontrollerede ydre er der også plads til glimt af selvironi. Fx når outsideren forsvinder ned i en kasse, som om han går nedad en usynlig trappe – publikum ler med en snert af forundring. Munkene kender teknikkerne omkring kasserne, fx hvordan de kan spænde kroppen ud mellem væggene eller slappe af, mens de flyttes som brikker i et skakspil. Sutra er teknisk blændende, men har også poetiske glimt.

Små historier udfolder sig, som en flugt sammen med andre i en kasse, måske et skib. Eller da alle forcerer kasserne på højkant iført sorte jakkesæt. Tradition blandes med fornyelse, og kulturer smelter sammen. Styrken ligger i spændingen mellem det fysisk eksplosive Kung Fu overfor det bløde Tai Chi. I spillet mellem novicen og outsideren og mellem det stringente og det legende. Som en analogi for sindets træning.

Sutra slutter med en smuk, langsom march – kasserne lagt på række som kister, og musikken, der føler den uafvendelige menneskelige præmis. Selvom forestillingen er lidt glatsleben, kan vi opleve den som “livets arena” mellem struktur og forandring. En simpel kasse repræsenterer fint et menneskes krop og sind i evig søgen efter ligevægt i relation til tid og sted.

Surrealistiske drømmebilleder

København Dansers anden forestilling på Østre Gasværk, Sonoma, har samme stramme, kontrollerede udtryk og et sublimt højt, teknisk niveau, der overgår forestillingsevnen. “Sonoma” kommer af soma, der betyder krop på græsk og af sonus, der betyder lyd på latin. Kroppens larm – eller trang til at ytre sig – vedrører i dette tilfælde kvinder fra forskellige traditioner og folkefærd. Kvinder der har haft stort ansvar, men ikke en stemme.

“Sonoma” betyder også månens dal – med månen som symbol på det feminine, og vi ser runde, lysende lamper, der bæres ind på scenen. La Veronals dansere bevæger sig surrealistisk drømmende. Marcos Morau er dybt inspireret af Luís Buñuel. En berømt, spansk filmskaber fra forrige århundrede, der fx brugte sin surrealistiske stil til at kritisere borgerskabets hykleri, den katolske kirke og de sociale normer.

Silvia Delagneaus uhyrligt fine kostumer er fx traditionsrige sorte, grå og hvide kraftige skørter i striber. Hertil hvide skjorter og blonde-kyser. Lyden rumler mens de lader deres stemmer gjalde i kraftfuld sang. Danserne samles rituelt om et kors på gulvet, forbundne med reb. Poesi blander sig i form af bønner på fransk – en bearbejdning fra værket Le Surréalisme au service de la Révolution.

Kropsliggjorte dogmer

Sonoma åbner eksplosivt, da en procession af kvinder glider ind over scenen som på rulleskøjter. Magien er godt hjulpet af Bernat Jansàs hvide lysskærme, der udsender månelys på begge sider af scenen sammen med en stor lysende skærm i loftet. Bevægelserne er hurtige og præcise med arme, der løftes over hovedet og ud til siderne og virtuost hurtigt snurrende piruetter.

Klokker slår dybe slag til mere kraftfuld sang. Scenerne skifter som filmiske drømmebilleder. Som ildfluer bevæges arme, hænder og fingre i grafiske mønstre og vinkler i rykvise bevægelser. Marcos Moraus visuelle universer er herligt absurde, og de ni dansere er tilsvarende groteske i deres sceniske udtryk:

To overdrevent store hoveder – ældre kvinder – entrerer nysgerrigt, men bliver hurtigt uskadeliggjorte på bunden af en flightcase. Fine damer i bredskyggede hatte kommer til syne som lyslevende kropsliggjorte dogmer og moraler foran de hvide skærme med silhuetter som papirkip. Koreografier i stramme mønstre, exceptionelt hurtige drejninger, og hoveder der hælder i stram timing hvirvler over scenen. Musikkens kraftfulde trommer indvarsler det endelige oprør.

Stemmer fra fortiden

Mod slutningen høres ulvehyl, som en refleksion af kvindernes indestængte skrig for at blive hørt, mens natten falder på til vindens susen. Kvinderne bærer lamper og ler skingert med ordstrømme som: ”Thou shall not run while holding a baby. Thou shall not regret what you have not done.” Hvide skørter syet med læg tager form som lagkager, når de snurrer overjordisk fra den ene ende af scenen til den anden.

Efter en begravelseslignende scene i et overdådigt blomsterhav, entrerer danserne med calanda-trommer på maverne som under påsketraditionen i Bajo Aragón – regionen. Det sted Morau havde sin katolske opvækst. De slår hårdt i trommerne: ”We who make the earth with our dreams!” Kvinders sammenhold er i fokus – og som munkene får de mulighed for at give krop og sind et udtryk for deres styrke.

Energien og billederne summer stadig efter sidste forestilling på Sutra og Sonoma. København Danser 2025 viser to værker på stærke, kulturelle fundamenter. De er ikke mindst et velkomment sus af virtuositet fra kunstnere, der ikke er bange for at frigøre sig fra fortiden og sætte nye dagsordener for scenekunsten.

Den tredje og sidste forestilling under København Danser 2025 er Kontakthof med Tanztheater Wuppertal, Pina Bausch den 20. – 21. juni i Musikhuset Aarhus og 26. – 29. juni på Det Kongelige Teater, Gl. Scene.