★★★★☆☆ Kald på mig igen tegner et varmt portræt af skæve eksistenser

To ensomme sjæle mødes tilfældigt i Lars Dammarks Kald på mig igen, der i Rasmus Asks stærke iscenesættelse for Teater Rum tegner et ægte og uskønt portræt af menneskelig interaktion.

Det skorter ikke på akavede møder og ubehageligt kejtede samtaler i Kald på mig igen, som er den nyeste forestilling af Teater Rum. Men faktisk er det netop Lars Dammarks evne til at tegne skæve eksistenser med ord, der gør forestillingen så vellykket.

Musikalsk bagtæppe

Det sorte scenerum står bart frem i Claus Helbos scenografi, der kun består af to bænke og ni lette rumdelere med let, hvidt stof. Og så naturligvis Anders Kjems’ medfortællende lyssætning, der skaber små rum i mørket.

På den bagerste bænk, som indledningsvist kun kan skimtes mellem rækken af rumdelere, sidder de to musikere, Johannes Smed og Thit Helbo. Gennem hele iscenesættelsen leverer de et diskret, men særdeles stemningsskabende musikalsk bagtæppe til Dammarks fortælling. Johannes Smed, der står bag forestillingens kompositioner, spiller guitar, mens Thit Helbo på percussion skaber bløde rytmer og blidt klirrende naturlyde.

To ensomme sjæle

Kald på mig igen handler om Knud og Maja. To ensomme mennesker, der af vidt forskellige årsager er mere eller mindre socialt inkompetente. En dag træder Knud ind i den boghandel, hvor Maja netop er blevet ansat.

Gennem en forvirrende snak om bogpriser og Dostojevskijs Forbrydelse og straf – efterfulgt af endnu et tilfældigt møde i regnvejr – nærmer de to sig hinanden. En tid tror de – og publikum – på, at der venter en lysere, lykkeligere fremtid forude, hvor ensomheden kan erstattes af noget nyt og bedre. Men er det nu også tilfældet?

Lars Dammark spiller selv rollen som Knud, mens Ene Øster Bendtsen, der også stod ved hans side i den Reumert-vindende Sangen om Oda og Anton, indtager rollen som Maja. Dammark personificerer overbevisende den kejtede Knud, som speedsnakker, når han bliver nervøs, og som ikke er i stand til at sætte ord på følelser. Eller føle dem i det hele taget. ”Vi er ikke lige så gode til det med følelser i min familie,” som han forklarer Maja.

I hvert fald funktionsdygtig

Bendtsens Maja har også sit at kæmpe med. Hun bærer med sine egne ord på en ”temmelig tung bagage”. Alligevel er hun på samme tid et perfekt match og en diametral modsætning til Knud. Hun sitrer af indestængte følelser, der rummer alt fra menneskelig grundangst til frustration over den manglende respons, Knud giver hende.

Dammarks tekst fortæller en stor del af historien mellem linjerne, hvilket også instruktør Rasmus Ask til fulde mestrer at få frem gennem velovervejet brug af tavshed på op til flere minutter. Det mærkes også i en sigende replik, som når Maja ved sit første møde med Knud siger: ”Der er styr på mig nu. Jeg er i hvert fald funktionsdygtig”.

Dynamikken mellem de to skuespillere og musikken fungerer virkelig fint. Selvom iscenesættelsen desværre taber pusten lidt til sidst, så er der inden da mange både rørende og tankevækkende scener, som du bør unde dig selv at opleve.