★★☆☆☆☆ Der er ikke meget Shakespeare tilbage i Romeo & Julie

Man har for meget på hjerte og evner ikke at få formidlet hensigten med forestillingen i Betty Nansen Teatrets meget langstrakte og næsten ukendelige omskrivning af Shakespeares Romeo & Julie.

Noget om at være ung. Og om at elske, som om der aldrig kan elskes igen. Men også om at være forældre til en teenager. Og om at være en mor eller far, der mister sit barn. Om sorgen, men også om ikke at give sig selv lov til at sørge og om ikke at have ret til at sørge. Og noget om, at vi spiller vores roller i en allerede skrevet skæbnehistorie. Og også lige lidt om TikTok.

Der er ikke så lidt på tapetet, når Betty Nansen Teatret sætter Shakespeares Romeo & Julie op med hjælp fra den polske instruktør Ewelina Marciniak og en vældig tekstbearbejdelse af dramaturg Małgorzata Czerwień. Og det er åbenlyst, at det ikke lykkes at fortælle det hele.

Fortrinligt formidlet ungdom

Det begynder ellers skønt i Ewelina Marciniaks fortolkning. Et af fortolkningens mange forsætter er, at hovedpersonernes meget unge alder skal fremhæves. Vi møder dem i en skolegård med drillerier, kliker og korte bukser. Og vi møder forældrene, Lady Capulet og Lord Montague, toppes over en skole-hjem-samtale.

Det bliver lidt stavepladeagtigt, men det fungerer fremragende. Så tydeligt teenageragtigt har vi sjældent set de meget unge hovedpersoner i Romeo & Julie skildret.

Vi er tidsmæssigt i vores tid, hvilket også understreges af sjove metakommentarer, og festen med pigerne fra klassen, musikstilen, sprutflaskerne og sveden giver udtrykket en genkendelig og moderne nerve, som er decideret genial og gennemført.

Mindre og mindre forståeligt

Desværre er det herfra som en udmattelseskrig. Især hvis man kender originalen. For enkelte scener trækkes så voldsomt i langdrag, at man mister koncentrationen, og andre scener bliver uforklarligt sprunget over.

Efter næsten to timer uden pause – og hvorfor dog ingen pause? – hvor vi gradvist forstår mindre og mindre af forestillingens koncept, begynder vi at nærme os slutningen. ”Endelig,” tænker vi, da vi når til Shakespeares tragedie-slutning. Men ak, så er der 20 minutters pause.

Herefter følger så et studie i forældrenes sorg og en lidt fortænkt metafortælling om at være skuespillere i roller, som man ikke kan eller vil spille. Det er smukt. Det er virkelig godt skuespil af Özlem Saglanmak og Peter Christoffersen. Det kunne have været en spændende forestilling i sig selv. Men det er virkelig ikke en slutning, vi sad og savnede.

Fremragende skuespil

Og hvor er det synd. For det står i vejen for bare at storrose de medvirkende for virkelig gode præstationer. Som allerede nævnt er Özlem Saglanmak og Peter Christoffersen som Lady Capulet og Lord Montague storslåede i slutscenen, men også som den utilnærmelige mor og den projicerende far i begyndelsen.

Romeo og Julie spilles ungdommeligt, sødmefuldt og ægte af Safina Coster-Waldau og Casper Kjær Jensen. Kasper Dalsgaard bliver en ung Lorenzo, der ikke bare er præst, men også DJ, og hans fortvivlelse til sidst er virkelig velformidlet. Og helt igennem formidabelt underholdende og samtidig smerteligt sårbar er Signe Egholm Olsen som ammen.

Kørt flade af første del

Der er meget, der er aldeles lovende i forestillingen. Mirek Kaczmareks scenografi illustrerer både et auditorium i skolen, en diskret hyggekrog, en mondæn stue og en arena i Verona. Julia Kornackas kostumer er sjovt karikerede og gennemførte. Og efter pausen byder scenografien på en smuk overraskelse for dem, der magter at gå tilbage i salen.

Og det vil jeg selvfølgelig anbefale, at man gør. Men man kan ikke fortænke de publikummer, der i pausen diskuterede for og imod at blive til den sidste del, hvis de endte med at smutte.

Vi er simpelthen kørt flade af den første del, og vi har for dårligt fattet, hvad vi er der for, til at det rigtig giver mening at udsætte sig selv for mere af det. Og de af os, der faktisk gerne ville have set Shakespeares Romeo og Julie har i store træk fået den smule af originalen, som denne opsætning havde at byde på. Og slutningen kender vi jo.