★★★★☆☆ I Knæfald rummer troen både kærlighed og vrede

Foldede hænder, gudsfrygtige bønner, personlige traumer og orgastiske detaljer. Rebekka Boydings iscenesættelse af sin egen Knæfald for Exit Stage rummer lidt af hvert. Heldigvis står Benedikte Hansen som en stærk, samlende kerne midt i fortællingen.

Teater i kirken er ikke et nyt koncept. Tværtimod. I middelalderen var det reglen. Men i vores tid spiller forestillinger ikke så ofte i kirkerne. Det sker selvfølgelig i ny og næ, når det giver mening, som i Teater Jævns N.F.S. Min mund og mit indre eller I al evighed af det tidligere egnsteater i Viborg, Carte Blanche.

Derfor er det også i sig selv interessant, at Exit Stage lige nu spiller forestillingen Knæfald i en kirke. En fortælling om en præst, et liv fyldt med glæde og sorger, tro og tvivl.

Højstemte omgivelser

Før vi træder ind i det smukke kirkerum i Asmild Kirke i Viborg, er vi hver især blevet iført en sort kåbe, en hvid krave og et par store hovedtelefoner, hvorigennem forestillingens binurale lydside afspilles. Tre og tre sidder vi andægtigt og venter på kirkebænkene. Alle ens klædte, som er vi novicer, der afventer nærmere anvisninger fra den erfarne præst.

Højt over vores hoveder ses et smukt grå-grønt træloft, der er bemalet med mørke skyer. Forrest i kirken er koret og altertavlen adskilt fra resten af kirkerummet af en rumdeler, der på samme tid minder om tremmer i et fængsel og et højt hegn, som skal beskytte kirkens helligste afdeling – og måske præsten – fra kirkegængerne.

På alle kirkens salmetavler står det samme nummer to gange: Engletallet 333. Måske som et tegn på den guddommelige støtte, de kirkelige omgivelser bringer løfte om. Eller som et forvarsel om den fortælling, vi om lidt skal høre.

En gudsbenådet fortæller

I vores hovedtelefoner høres puslen, rumsteren. Små lyde, som af låger, der åbnes og lukkes. Døren til våbenhuset bagerst i kirken åbnes og ind træder skuespiller Benedikte Hansen i sort præstekjole og hvid pibekrave. Hendes blide, men alligevel kraftfulde stemme lyder i vores ører, som stod hun helt nær ved.

Fortællingen starter med angst. Med vold. Med et skræmt barn, der søger tilflugt med foldede hænder og beder til Gud. Et barn, der tænker på en sønderjyde, som overlevede en kugle fra en tysk soldat og besluttede sig for at blive præst. Rebekka Boyding står bag såvel instruktion som tekst, der dog også indeholder tekststykker fra Kristian Ditlev Jensen.

Således blandes Kristian Ditlev Jensens overgrebshistorier med Boydings fortælling, som måske, hvis man skal dømme efter hendes tekst i programmet, inddrager nogle af hendes egne erfaringer med tro og tvivl. Benedikte Hansen er en gudsbenådet fortæller. Hendes varme stemme smyger sig ind i vores ører, hvor den skiftevis er som honning, når livet og troen arter sig, og som sylespidse nåle, når der berettes om vold og afsagn, og tvivlen sætter ind.

Fra harmoni til rædsler

I det hele taget veksler stemningen i Knæfald gentagne gange. Vi lulles ind i trygheden. I troen på, at alt er godt, når blot hænderne foldes og en stemme i vores ører hvisker “Kære Gud”. Når livet i fortællerens verden er lutter medgang og harmoni, er det lige før, vi tror på hende, når hun siger: “Guds rige er midt iblandt os. Åbn jeres øjne for lyset, og lyset vil blive jeres”.

Men hver gang roen sænker sig, kommer rædslerne tilbage. Der er øjne, som stirrer op gennem risten på badeværelset. Der er fars rødvinsånde, når han kravler ned under dynen. Der er nådesløs sex og tomhed, der hvor den næste prædiken skulle være dukket op.

Sammenhængen mellem fortællingens forskellige dele er lidt løs – næsten som om vi får serveret tilfældige brudstykker af minder fra et liv. Benedikte Hansens stemme suppleres med lydeffekter som kirkeklokker, forsigtigt hviskede bønner og orgelmusik. Den binurale lyd fungerer fint til at skabe et større nærvær i det store, åbne kirkerum. Og da vi senere inviteres frem i det allerhelligste til fællesbøn og afbrænding af salvie, tages hovedtelefonerne af og nærværet er reelt.

Noget på spil

De kirkelige elementer synes at være gennemgående hos Viborgs egnsteater Exit Stage, hvis erklærede mål er at bringe teater “ud over scenekanten”. Det forrige værk, The Church of Very Rich Angels, der kunne opleves i Viborg Kunsthal, havde form som en altertavle med bænkerækker foran. Godt nok en virtuel altertavle med AI-genererede udgaver af nogle af de mægtigste mænd inden for computerteknologi og sociale medier, men stadigvæk.

Når Exit Stage som her bringer forestillingen helt ind i kirkerummet og samtidig lader fortællingen kredse om tro og tvivl, så tenderer det – i hvert fald for mig, der har spiret mine rødder i det vestjyske – indimellem til det blasfemiske. Men netop de ambivalente følelser, der vækkes indeni, gør bare oplevelsen mere interessant. Mere tankevækkende. Der er noget på spil. Uanset om vi kan lide det eller ej.