★★★★★☆ PAS DE DIEU – guddommeligt samarbejde flår skindet af magtens væsen

Hvad sker der, når en koreograf og en instruktør med en stærk passion for at blotlægge magtens væsen rotter sig sammen? Uppercut Danseteaters Stephanie Thomasen og fix+foxys Tue Biering kaster de gudsbenådede spillere Mark Phillip og Morten Burian ud i en kompromisløst hudflænsende magtarena.

Det er ikke gået upåagtet hen, at både Uppercut Danseteater og fix+foxy er sværvægtere, når det kommer til at sætte luppen lige i fjæset på magten, de sociale normer og sociale uligheder. Det er allerede højpotent, når de opererer hver for sig, så jeg forudser spillere med arme i gips og flossede sjæle.

Og faktisk har der været skader. Premieren på PAS DE DIEU er udskudt, og jeg anmelder en forpremiere, der trods bump på vejen, slår en proper næve og spidder os med dirrende, psykologisk stålvilje. Publikum vrider sig i sæderne og spejler smerten på scenen. Det er både beskidt, bestialsk og hudløst sårbart – men tilpas garneret i humor til, at vi kan være i det.

Magt og afmagt

Danser Mark Phillip og skuespiller Morten Burian er parret i denne alternative fortolkning af en pas de deux, der normalt er en ikonisk kærlighedsdans i det klassiske balletrepertoire. Ironien kan ikke bliver tykkere, når magten og volden danser pardans. Spillernes forskellige sceniske sprog virker som lag, der gradvist skrælles af som hud, der flænses systematisk af knogler.

Det er en pointe, at de to kunne være hvem som helst, der tørner sammen igen og igen – klædt i Maria Ipsens tidløse sorte skjorter og bukser. På Johan Kølkjærs mørke scene skifter lyset konstant vinkler i Raphael Frisenvænge Solholms nådesløse lysdesign. Der er ingen skjulte scenetricks gemt i skyggerne og ingen formildende omstændigheder. Kun virkeligt hud og hår, der tørner sammen råt og ufiltreret. Vi er selv magtesløse vidner til en grusom arena for magt og underkastelse.

Daniel Foghs fine kompositioner af guitar, strygere og blød jazz har lyd af civilisation med vingesus af tidløshed, og giver indtryk af, at mændene ikke er uhyrer. De er almindelige mennesker med almindelige jobs. Magten er et grundvilkår i en evig forhandling mellem mennesker. “Vi må have nogle regler, så vi kan føle os trygge,” forsøger Morten, men Mark svarer ikke, hans krop er som et stykke sæbe, der smutter ud af hænderne.

Platforme for ydmygelse

Med ordene som skjold forsøger Morten at beskrive de mange kampgreb, han udsættes for som en kommentator til en brydekamp. Han forsvarer volden som en måde at sætte grænser på, men ydmygelsen og magtesløsheden er brændstof til en ond cirkel, der aldrig stopper. Parret er både hinandens venner og fjender i subtile lag fra relationer mellem ligesindede til den lille mand under det store system.

Kølkjærs scenografiske elementer udfolder sig undervejs til nye kreative påfund. En stor, sort presenning beskytter gulvet mod vand, men fungerer også som kamparena, sceneskift og sindsskift. 60 sorte baljer side om side ligner et forsøg på at skabe grænser og struktur i kaos. De er til for at blive brudt og bliver undervejs både til magtfulde tinder og platforme for social udstødelse.

Mændene hopper ekvilibristisk fra den ene spand til den anden: “Så længe du ikke overskrider mine grænser,” siger Morten. I samme øjeblik lander de akavet i samme balje. Senere er det Morten, der lander nøgen i en balje i ydmygende og akavede stillinger, mens han smøres ind i lerpulver. Deres samspil er eminent uslebent og hensynsløst uden andre formildende omstændigheder end raffineret humor, som kun de to kan præstere det.

Teater på kanten af virkeligheden

Forestillingen er på én gang logisk, intellektuel og så irrationel fysisk grov og sårbar, at vi selv snapper efter vejret. Vi bevidner live, hvordan mennesker blive flået for værdighed – ned til voldens og ydmygelsens mest primitive udtryk. Selv Morten smadrer til sidst en stor balje ned over Marks ryg og mave igen og igen. “Der er to former for vold,” siger han – “den subjektive og den objektive.” Pointen er, at det er systemet, der reproducerer vold gennem vores sprog og sprogbærende systemer.

Lydene understreger det murrende, fysiske uhyre – dyret i os – der når som helst kan bryde ud, mens Foghs musik mimer den intellektuelle fornuft. Den melankolske sang The end of the World af Skeeter Davis sætter selv volden i et magtesløst, selvforstærkende lys. Bierings ord “Verden er ved at bryde sammen, og vi er nødt til at forandre os,” står som et sidste desperat råb.

PAS DE DIEU sætter spørgsmålstegn ved de systemer, vi vælger at reproducere og fremme i vores samfund. Stephanie Tomasens kompromisløse fysiske udtryk, der som altid er ladet med symboler, er dynamit i samspil med Tue Bierings virkelighedsnære stil. De to spillere besidder et ætsende nærvær i denne ekstreme tour de force, der transcenderer rummet og skaber teater på kanten af virkeligheden.