Teatret Møllen har i næste uge premiere på Den fremmede, der traditionelt ses som et absurd og eksistentialistisk værk. Instruktør Nikolaj Mineka udforsker virkelighedens absurditet i sin iscenesættelse i lyset af den sideløbende folketingsvalgkamp. Vi har talt med ham og lektor Jørn Boisen om værkets aktualitet og iscenesættelsens greb.
”For hver dag i prøvelokalet bliver han mere menneskelig,” siger instruktør og teaterleder Nikolaj Mineka om karakteren Marsault i Albert Camus’ Den fremmede, som Teatret Møllen sætter op i Morten Kirkskovs bearbejdelse til scenen.
Vi taler sammen på telefonen, mens han er på vej til de sidste prøver på forestillingen, der aktualiserer den absurde klassiker med to markante greb. Marsault spilles nemlig af Durita Dahl Andreassen, mens Klaus Andersen indtager en række roller omkring Marsault, som Nikolaj Mineka beskriver som cirkusset. Den måde at anskue karakteren på er ifølge ham også det, der binder direkte an til nutiden.
Alle mennesker er skyldige
Forestillingen er blevet udskudt fra 2024, men Nikolaj Mineka mener, at den kun er blevet mere aktuel.
”Hovedtemaerne i Den fremmede, altså fremmedgørelse og dét, at vi dømmer hinanden og skaber fjendebilleder, er kun blevet større de senere år. Vi har premiere samtidig med folketingsvalget, og ser vi forestillingen i kontekst af valgkampen, er det som et cirkus uden substans. Vi har delt teksten op i dét, Marsault gør, og så alt dét, der foregår rundt omkring ham, og som ikke har så meget med hans handlinger at gøre,” forklarer Nikolaj Mineka, der har brugt lang tid på at få lov til at dele teksten op på den måde af Camus’ familie.
”Det er vores helt store greb, der bringer teksten et andet sted hen. Det giver mere dynamik, end der nogle gange er i monologformatet, men det handler især om, at vi ville synliggøre cirkusset omkring Marsault. Den motor, der drejer omkring ham, mens han selv vedbliver at være tro mod sig selv. Det kunne jeg ikke vise med én spiller, for det skulle ses fysisk,” fortæller han, der også har gjort et andet greb for at styrke fortolkningen.
Det vigtige er ikke, at han er en mand, men at han er et menneske
”Marsault spilles hos os af en kvinde. Vi talte forleden om, at det måske gør ham endnu mere fremmed, fordi vi forbinder den måde, han agerer på, med maskulinitet. Men det var nu ikke min pointe med at caste en kvindelig spiller i rollen. Det vigtige er ikke, at han er en mand, men at han er et menneske. Alle mennesker er skyldige, og alle mennesker dør. Spørgsmålet er bare hvordan, og i Den fremmede dømmer vi mennesket for at være menneske. Ikke for det, han har gjort,” slår Nikolaj Mineka atter fast.
Stil op, selvom kampen er tabt på forhånd
Lektor ved Københavns Universitet, Jørn Boisen, der blandt andet har forsket i Camus, ser som Nikolaj Mineka oplagte paralleller mellem Camus’ position og tendenser i samtiden.
”Den fornemmelse af meningsløshed, Camus redegør for, minder om den angst for fremtiden, som unge oplever, og måske ligner 30’erne også vores tid. Det, Camus prøver at finde frem til, er solidaritet, menneskelighed og værdighed – og det gør de unge også i dag, hvor der er en længsel efter faste holdepunkter,” forklarer Jørn Boisen og uddyber:
Den fornemmelse af meningsløshed, Camus redegør for, minder om den angst for fremtiden, som unge oplever
”Eksistentialisme og Camus’ absurdisme ligner hinanden på overfladen, idet eksistentialisme beskæftiger sig med livets meningsløshed. Sartre mente, at det enkelte subjekt kan give sit eget liv mening, mens Camus mente, at man skulle stille op til kampen om at skabe mening, selvom den var tabt på forhånd. Camus er mere illusionsløs end Sartre. Han ender politisk i et ideologisk ståsted med en facitliste at handle efter. Camus derimod forholder sig mere situationsbestemt og undersøgende, så han er mere på gyngende grund og skal tænke meget hver gang.”
Facitliste eller whistleblower?
Begge positioner kan identificeres i dag, men Jørn Boisen ser Sartres facitlisteposition dominere. ”Vi lever i en politisk tid, ikke partipolitisk, men alt er politiseret. Derfor får vi blokdannelser, hvor man med matematisk præcision kan forudsige, hvad aktørerne vil mene. Det er strategiske automatsvar ligesom Sartes facitliste. Vi dømmer, før vi forstår. Skulle vi re-aktualisere Camus’ position, kunne vi prøve at være mere undersøgende i stedet for at læne os op ad gruppens facitliste,” siger han og uddyber:
”Camus’ måde at gå til verden på handlede om at bevare sin integritet. At have overensstemmelse mellem hvad man siger og gør. Også når man siger noget ubehageligt, hvis man mener, at det er det rigtige at gøre. Vi har en tendens til at rette ind, for det er en ensom position at være den ener, der som Camus forsøger at sige sandheden som en eksistentiel whistleblower,” siger han og peger på, at det alligevel er mere komplekst i dag end på Camus’ tid:
Vi lever i samfund, hvor vi kan tale frit, men hvor det onde er sværere at udpege
”Dengang kunne det onde inkarneres direkte i fascismen, mens det er sværere at vælge, hvem man skal kæmpe med i dag. Vi lever i samfund, hvor vi kan tale frit, men hvor det onde er sværere at udpege, fordi vi lever i en moralsk mere kompleks tid, og fordi klassebegrebet er opløst i mange, svage tilhørsgrupper,” afrundede han sin sammenligning, da vi talte sammen tilbage i 2024, hvor forestillingen oprindeligt skulle have haft premiere.
Fjendebilleder som vilkår
Nikolaj Mineka har ikke så meget fokus på den del af Camus’ værk, der handler om at søge andre måder at leve på. Men tematikken om fjendebilleder spiller en central rolle i Møllens opsætning. ”I starten tænkte vi, at Marsault var mærkelig. Han slår et menneske ihjel, og gør andre modbydelige ting, men jeg oplever, at han tager meget få aktive valg. Han gør ting. Ikke fordi, det er det, han vil, men fordi, det er det, der sker,” forklarer Nikolaj Mineka og spørger retorisk:
Gør det ham skyldig? Ja, men han bliver ikke dømt for sine handlinger
”Gør det ham skyldig? Ja, men han bliver ikke dømt for sine handlinger, men mere for dét, han er. Det bliver mere og mere aktuelt, at vi dømmer objektet, og ikke dét, objektet gør. At vi skaber fjendebilleder, hvor fjenderne ikke er vigtige, men lige så godt kunne være nogle andre”.
Det levede livs tragik
Den fremmede opfattes som absurd, hvilket den ifølge Jørn Boisen også kan siges at være i især første del.
”Første del registrerer fænomenologisk, hvad det vil sige at være til, uden at bevidstheden blander sig, fortolker og ser sammenhænge. Alle refleksioner og rationaler er filtreret væk. Det er mesterligt gjort, og er i sig selv en af absurdismens pointer, nemlig ikke at forstå, men være i verden. Man får præsenteret levet liv i første del, mens fornuften i anden dels retssag forsøger at skabe sammenhæng i det levede liv, men misforstår og mistolker,” forklarer han.
Scenografien er rund og matcher tv’s valgdebatter, hvor alt også er koreograferet
Nikolaj Mineka er efterhånden i tvivl om begrebet absurd er dækkende for historien. ”Jo mere, jeg arbejder med den, synes jeg bare, den er tragisk. Jeg anerkender selvfølgelig tiden, den er skrevet ind i, og genremærkatet, men virkeligheden er jo også absurd. Så jeg konkluderer, at absurd ikke findes. Der findes kun virkelighed og forskellige opfattelser af det,” reflekterer han, der dog godt kan se det absurde i det, Jørn Boisen kalder den fænomenologiske registrering:
”Vi har under prøverne opdaget, at Marsault er meget lidt ond, men mere bare drives af ydre omstændigheder, der griber ind i hans liv. Sult, tørst, varme. Absurditeten ligger i teksten, og der er noget befriende ved en karakter, der bare sanser og oplever. Han siger fx: ”Han tilbød mig en kop kaffe, og jeg sagde ja, for jeg kan godt lide kaffe”. Det er befriende enkelt og ærligt med alle hans fejl og mangler,” ler han og peger atter på, at folketingsvalget også har været en gave til opsætningen.
”Vi gør meget for at understrege det absurde. Scenografien er rund og matcher tv’s valgdebatter, hvor alt også er koreograferet, og vi ved, hvordan de forskellige partiledere vil agere. I vores retssag har vi også Marsault i midten, mens retssagscirkusset foregår omkring ham, og det bliver bare så tydeligt, at det er tragisk. At cirkusset er vigtigere end substansen,” pointerer han igen, før prøverne kalder.
