★★★★☆☆ Aftensang er et æstetisk beroligende åndehul

Gennem ordløse bevægelser og en blød, visuel æstetik inviterer Aftensang publikum ind i et fantasifuldt åndehul. Danseforestillingen henvender sig til børn mellem 3 og 6 år, og er produceret i samarbejde mellem SVALHOLM, Nørregaards Teater og Dansehallerne.

Efter instruktion trækker vi vejret dybt og puster langsomt ud. Det gør vi et par gange, inden der tydeligt bliver fortalt, at her er der plads til børnene og deres reaktioner. Så føres vi ind i scenerummet, hvor vi mødes af et hvidt tipitelt, der er så stort, at det fylder det meste af rummet. Her skal vi ind.

Børnevenlige rammer i legende æstetik

Nønne Mai Svalholm, Anne Sofie Vermund og Camilla Suleima Janesdatters scenografi er blød, let og legende. Over indgangen til teltet hænger en enorm sløjfe, mens der på gulvet ligger et spejlfolie. Isabella Khanamidi og Ida Hørlyck møder publikum med langsomme bevægelser, blid øjenkontakt, imødekommende smil og beroligende nærvær, mens de holder hænderne bag hovedet – som vinkende kaninører.

Dansernes hænder og kinder er udsmykket med små farvede sten. Tøjet på den ene er afdæmpet i legende lyserøde og gule farver, mens der er kraftigere farver på strømper, shorts og bluse hos den anden. Kostumerne, som Camilla Suleima Janesdatter også står bag, understøtter den legende og blide fiktion.

Det er kombinationen mellem Frederik Hougs beroligende lysdesign, dansernes nærvær og Olga Szymula og Erik Christoffersens blide lydbilleder, der får Aftensang til at føles som at putte sig under en blød dyne.

Et blidt univers uden de store følelser

En lysende kugle repræsenterer med sit orange og røde lys solen – en symbolik, der bliver tydeligere, da den hænges op i et stykke stof under teltdugen. I et fint øjeblik synger danserne uden ord, med kuglen i favnen og lænet ind mod hinanden. I et andet stemningsfuldt moment spejles lommelygtens blå lys fra gulvet og op på teltets hvide vægge, mens danserne langsomt bevæger sig i cirkler.

Nønne Mai Svalholms koreografi og iscenesættelse arbejder med en tydelig følelsestone. Programteksten peger på savn, kærlighed, sorg og trøst, men især savn og sorg har jeg svært ved at genkende i det, der udspiller sig under teltdugen. Det er næsten for let kun at bruge de blå farver og langsomme bevægelser, eller ordløs sang og vuggen, når der iscenesættes følelser for 3-6årige børn. Det er ærgerligt, for med den smukt etablerede tryghed kunne Aftensang godt gå tæt på de store og svære følelser.

Danserne formår at fange børnenes opmærksomhed det meste af tiden. Dog er det kun en lille del af børneflokken, der tager imod invitationen til aktivt at interagere. Det var ikke forestillingen, men de voksne, der havde svært ved at overgive sig til rammen, hvor der tydeligt var plads til børnene. Det mest forstyrrende element var de voksnes intense tyssen på de børnestemmer, som ellers kun tilførte forestillingen en ekstra fin nuance.

Fiktionen inviterer ind, men de voksne tysser

Med mine voksenøjne oplever jeg danserne som to legende børn. Storesøster i de klare farver udstråler omsorg og invitation til fællesskab. Lillesøster er umiddelbar, nysgerrig og trækker med legende bevægelser publikum med ind i fantasien. Forskellen på de to gør deres samspil dynamisk og medrivende.

Gennem Aftensang inviteres publikum løbende til interaktion: Den lysende kugle bliver fremvist langsomt og tæt, så hver enkelt tilskuer får mulighed for at røre ved den, man bliver mødt af kaninører, der vinker, og får små beroligende bank på kroppen. Udvekslingen foregår altid med øjenkontakt og en klar aflæsning af børnenes reaktion på den mulige berøring.

Aftensang er en æstetisk vellykket danseforestilling, som i kraft af sine bløde valg i scenografi, lys og lyd skaber et trygt rum. Samtidig får den – trods flere fine forsøg – ikke konsekvent børnehavebørnene med i interaktionen i den grad, som forestillingen har potentiale til. Om det skyldes de voksnes rammesætning eller grebenes tydelighed i selve forestillingen, er svært at afgøre.

Resultatet er en stærk, visuelt båret danseforestilling for de 3-6årige, hvor nysgerrighed, fantasi og nærvær fylder mere end de stemninger og følelser, som programmet introducerer.