★★☆☆☆☆ Det er Sandt vinder på charme, men taber publikum

João Carlos Silva er en skøn og sympatisk performer i Nordisk Teaterlaboratoriums forestilling Det er Sandt, men forestillingens koncept virker flagrende og ufærdig.

Sandt er hovedpersonen i Nordisk Teaterlaboratoriums forestilling Det er Sandt. Han er styret af sine rutiner, som en stemme fra hans telefon konstant dirigerer ham igennem: morgengymnastik, morgentoilette, morgenmad.

En voice-over introducerer Sandt som én, der er meget optaget af sine ting, og ikke er vant til at være sammen med andre mennesker. Vi får altså et blik ind i Sandts verden, hvor han lever sit enspænderliv på samme måde dag efter dag. Et liv, han er glad for, må vi forstå.

En dag bliver hans rutiner forstyrret af en rød kasse fuld af sand. Det giver ingen mening for Sandt. Sandet taler til ham, men han forstår ikke, hvor stemmen kommer fra. Og hvad er det, sandet vil ham? Til sidst bruger han sandet til at tegne universets planeter og stjerner på gulvet.

Jamen så hør dog, hvad børnene råber

Forestillingen er inspireret af den legendariske bog Den lille prins af Antonie de Saint-Exupéry, kan vi læse i programteksten til forestillingen. Det er dennes slutning, der hentydes til, hvor voice-overen fra begyndelsen også vender tilbage og nu refererer til historien om den planetariske prins.

Desværre bliver dette pludselige kvantespring til Den lille prins endnu en flagrende idé i et allerede usammenhængende koncept. For hverken Sandt eller den røde kasse eller sandet – eller hvad de repræsenterer – bliver ordentligt etableret, og dermed giver forestillingen grundlæggende ingen mening for os.

Samtidigt er de enkelte scener – særligt hele sekvensen med sandet, der prøver at komme i kontakt med Sandt – så udpenslede, at de nærmest taler ned til publikum.

Sandt forstår ikke, hvor stemmen kommer fra, men børnene sidder på sidelinjen og råber, at det er sandet der taler, men uanset hvor længe de gentager sig selv, render Sandt forvildet rundt og forstår ingenting. Det bliver for enerverende selv for de mindste publikummer.

Meningsløst – og ikke på den fede måde

Man får indtryk af en forestilling, der er baseret på tre-fire løse ideer, hvor man så hverken har formået at udvælge én og følge den eller at binde dem sammen i en helhed. Derfor fremstår Det er Sandt grundlæggende som ufærdig og relativt meningsløs.

Når det er sagt, er João Carlos Silva, der spiller rollen som Sandt, en virkelig charmerende performer, der straks møver sig ind i vores hjerter i kraft af sit blotte smil og behagelige nærvær.

Hans morgenmadsrutine, som han mimer i et usynligt køkken – synkront til lyden af knive på skærebræt og en sydende stegepande – er aldeles veludført. Hans adrætte bevægelse i scenerummet i det hele taget, og hans fine fremtrylning af solsystemet i sand på gulvet, er nærmest meditativt at betragte.

Derfor er det så ærgerligt, at vi går fra forestillingen med en følelse af forvirring og undren. Ikke på den eksistentielle og selvreflekterende måde, som surrealisme og absurdisme kan mønstre, men på den opgivende og småfrustrerede måde. Forudsætningerne og inspirationen er der, men man har simpelthen ikke tænkt tanken til ende.