Premieren på teaterudgaven af Lars von Triers populære tv-serie Riget er lige på trapperne. ISCENE har mødt tonemester, Jonas Vest, til en samtale om lyd-universet i forestillingen.
Tonemester Jonas Vest har gennem flere år lavet lyddesign til en mængde teaterforestillinger bl.a. på Det Kongelige Teater. Han har lige nu travlt med sidste del af prøveopløbet inden premieren på teaterudgaven af Lars von Triers tv-serie Riget. Vi er derfor mødtes i skuespilhusets kantine med flot udsigt over Københavns havn for at tale om arbejdet med lydsiden til forestillingen.
Riget, der foregår på Rigshospitalet, er en makaber og dyster fortælling om tro versus videnskab. Men hvordan laver man egentlig ’uhyggelig lyd’?
”Det er et godt spørgsmål. Hørelsen er en fantastisk sans – og lyd kan være en direkte kanal til vores følelser – men hørelsen er også et fantastisk alarmsystem, der hele tiden er på vagt – over for ukendte lyde, farlige lyde. Hørelsen forhindrer, at vi ikke bliver kørt over i trafikken. Hørelsen guider øjnene – vi hører et brag – og efterfølgende vender vi os, så vi kan se, hvad der er los. Så der ligger altså nogle mekanismer på rygmarvsniveau, hvor hørelsen styrer vores handlinger. Det kan vi udnytte i lydsiden til en teaterforestilling. Lyden kan skabe en utryghed ved at arbejde med dybe droner (langstrakte lydflader, der fylder rummet med en stemning), eller være pulserende energi, der giver fremdrift, lyden kan lægge op til en begivenhed, forvarsle hændelser, binde sammen eller fungere kontrapunktisk – altså som modpol til det, vi ser og derved give et spændingsfelt, der kan være… hmmm, grotesk – eller måske… uhyggeligt”, forklarer Jonas Vest.
Er der en gennemgående lyd i forestillingen ‘Riget’?
”Lyd er også med til at skabe rum, og i forestillingen er der hele tiden en tone i rummet, en susen, en fjern vind, støj, eller en stor pulserende ventilator. Det er lyde, som man stort set ikke lægger mærke til, men de er med til at skabe brudflader mellem scenerne, eller man kan give en scene et ’stilheds-vacuum’ ved pludselig at fjerne baggrundslydfladen. Vi kommer til at bruge en del ’rum-toner’, der pulserer i rummet , som hospitalets store organiske lunge, der trækker vejret”, siger Jonas Vest og hiver sig i håret.
”Vi har fået mulighed for at bruge Joachim Holbeks oprindelige titelmusik fra tv-serien, og da musikken er så ikonisk og velkendt, så har det givet en afsmittende effekt på hele forestillingens lydside. Droner og toner har fx samme toneart som den oprindelige musik, og tempoet i musikken går igen i flere andre lydelementer”.
Ud over at producere al lydmaterialet, har tonemesteren et meget stort arbejde med at strukturere og time lydsiden, og her er det vigtigt at zoome ud, og se på de længere spændingsbuer i forestillingens fortælling.
”Lyden er en usynlig medfortæller, der kan forvarsle ting, eller binde ting sammen, så forståelsen skærpes – og dét arbejde ligger ofte i prøveforløbets allersidste fase, hvor forestillingens mange parametre samles. Lydsiden er et af de sidste parametre man kan stille på, hvor forestillingens energi, intention og fremdrift kan påvirkes helt enormt. Blot ved at ændre en smule på timing. Eller skifte en lydflade ud til én med en anden karakter. Alt påvirker alt. Ændrer du noget i slutningen, kan det være nødvendigt at justere på andre ting tidligere i forestilling, for at den lydmæssige opbygning/struktur fungerer. Der er i øvrigt en stor forbindelse til det visuelle, for det vi ser giver en forventning om, hvad vi hører og omvendt”.
Lars von Trier
Hvordan har det været at arbejde med Lars von Triers tv-serie?
”Lars von Trier definerede vistnok i en eller anden bog et begreb, han kalder at noget kan være ’røvmytologisk’. Det er, når et fortællende element er helt ude i en ekstrem, når vi er tæt på klichéen, med et mættet udtryk. Det svarer måske til at bruge kraftige signalfarver for at give en visuel parallel. Det er effektivt og måske lidt heftigt, men hvis vi kan strukturere de lydmæssige elementer rigtigt, så giver det scenisk energi, og det er vel i bund og grund det, som det hele forhåbentlig går ud på. Så mit arbejde handler meget om at tage stilling til: ’Hvad kan lyden gøre for, at vi forstår scenen? Hvad kan lyden gøre for, at vi bliver sendt videre til den næste scene?’ Heldigvis er fravalget af lyd lige så vigtigt som tilvalget af lyd, men i vores version af Riget er der nu smurt ret meget lyd på”.
Karakterernes lyd i Riget
Har karaktererne i ‘Riget’ på Det Kongelige Teater deres egen lyd?
”Flere af karaktererne har deres egen signaturlyd. Spøgelset Mary, pigen der er fanget i hospitalets gange og korridorer, har en lille klokke, der med en spinkel lille klang er i kontrast til hospitalets kælder, der er fyldt med tunge og dystre lyde”. Så er der Fru Drusse, hun er synsk og ikke bange for noget. Hun driver handlingen frem, samler spor, og leder efter sammenhænge. Hun har et pendul, der har en pulserende puls”, forklarer Jonas Vest og siger en tikkende lyd. ”Overlæge Helmer har nogle heftige vredesudbrud, der ofte er ledsaget af fjerne tunge trommer. Når de lydmæssige elementer på den måde er hægtet op på karaktererne i stykket, er lyden på meget konkret vis et direkte medfortællende lag af forestillingen”.
Arbejdsprocessen
Før ‘Riget’ på Det Kongelige Teater har premiere ligger en lang proces. Vil du fortælle om din arbejdsproces?
”Det reelle startskud for mit arbejde med lyden er ved ’modelafleveringen’, hvor scenograf og instruktør præsenterer universet, og deler de tanker, der har været afsæt for dem. Så kan jeg gå i gang med at producere materialet, lave optagelser, og danne mig et overblik over teksten. Når der så senere er prøvestart (7-8 uger før premieren), så kan jeg begynde at prøve mine lyde af, og indsnævre paletten. Her længere fremme i forløbet, hvor vi er nu, er der drøn på – alle parametre (lys, lyd, scene, kostumer, sminke osv. skal smelte sammen. Det er det hårdeste; de dage hvor forestillingen endnu ikke ligner en forestilling, og tiden tikker. Alt snerper til, og der opstår ofte en følelse af tidspres – men så pludselig – forhåbentlig, så samler tingene sig, og det bliver en polyfonisk kollektivt kontrolleret-kaos proces, hvor alle må stole på, at vi arbejder i samme retning, så forestillingen kan kulminere omkring premieren”, afslutter Vest.
