Christian Tafdrup står bag den prisbelønnede film En frygtelig kvinde, og så er han aktuel med den samfundsrevsende komedie Biedermann og brandstifterne på Aarhus Teater. Læs Christian Tafdrups tanker bag en forestilling om det moderne vestlige menneskes møde med det onde, og om alle os hyklere, der har de korrekte meninger, men kun efterlever dem, så længe det ikke koster noget.
Hvad er det for en historie du vil fortælle med forestillingen?
“Jeg går altid i totalt blackout, når nogen spørger mig, hvad det er for en historie, man vil fortælle. Nok fordi en tekst gerne vil fortælle os mange ting. Men centralt for Biedermann og brandstifterne er det fortællingen om det moderne menneske, der ikke ser de farer, der ligger for næsen af ham, men i stedet stikker hovedet i busken for at undgå at tage stilling.”
“Stykket er fra 1958 og er oprindeligt skrevet som en politisk satire til de fascistiske kræfter, der var på spil, da kommunismen indtog Østeuropa. Særligt er det nok om nazismens magtovertagelse, og en advarsel til borgerne om ikke at lukke øjnene for det, man frygter, men i stedet tage stilling til det. Jeg kan forestille mig, at publikum i 1958 kun kunne være enige om, at man skulle have forhindret nazismen, nu hvor man kendte alt til dens ødelæggelse. Derfor synes jeg, det er anderledes kontroversielt at spille det i dag, hvor alle slags fascistiske kræfter igen er på spil i verden, uden at vi reelt gør noget ved det.”
Christian Tafdrup. Foto: Kavian Borhani
Hvem er Biedermann – den godtroende mand?
“Den godtroende mand, ja det kan man godt kalde Biedermann – eller kan man? Han er slet ikke så sympatisk som det umiddelbart fremstår. Han vil gerne have at andre opfatter ham som god, og derfor påtager han sig politisk korrekte holdninger, men han behandler ikke sine nærmeste særligt godt. Han er en satan overfor sine ansatte, og ikke specielt sød ved sin kone, alligevel vil han tro på det bedste i mennesket.”
“Jeg tror ikke Biedermann kender sig selv og kan mærke, hvem han er – han er ikke trådt i karakter. Han ved kun, hvordan han vil opfattes, og det er jo en anden ting. Derfor er Biedermann et perfekt eksempel på det velmenende, blødsødne middelmådige menneske, der aldrig vælger side eller tager stilling til noget som helst. Stykket store pointe til sidst er jo også, at Biedermann ender i intetheden, hverken i himlen eller i helvedet. Fordi han er ingenting. Jeg tror vi skal spejle os selv i Biedermann, så vi kan tage stilling til hvem vi er.”
Hvad skal vi med ham i dag?
“Biedermann er os alle sammen Jeg tror publikum kan genkende sig selv i personen Biedermann. Hvis man tør grave lidt i sig selv og stille spørgsmålet, om der er overensstemmelse mellem det menneske, man gerne vil være og det menneske, man er. Har man en indre hykler? Os der gerne vil have de rigtige meninger, så længe det ikke lige kommer ind i vores eget hus. Jeg er fx selv et meget venstreorienteret menneske, der mener, vi dæmoniserer indvandrere i helt ekstremt grad, men jeg vil jo ikke selv bo i Mjølnerparken, og jeg gik 10 år på Ingrid Jespersens privatskole, og når jeg ser en indvandre-bande smiler jeg til dem i håb om at de smiler igen, så jeg ikke skal være bange for dem. Vi vil alle gerne fremstå som gode mennesker, men det kan være svært at efterleve sine egne holdninger.”
Christian Tafdrup. Foto: Kavian Borhani
Biedermann er evigt aktuel
“Jeg læste at dramatikeren Max Frisch ønskede, at Biedermann skulle være relatérbar for sit publikum til alle tider. En af gaverne ved at spille stykket i dag, er derfor at det peger spot on på det velmenende, blødsødne menneske i de vestlige demokratier. Folk er opdraget til, at der altid er to sider af en sag, og at alle mennesker har et motiv bag deres handlinger, og at vi på en måde skal kunne rumme alle. Det gode og det onde findes ikke som sådan. Vi skal kunne række ud og forstå hinanden. I stykket findes det onde, i sin reneste form, da brandstifterne til sidst viser sig at være djævle. Og hvad sker der, når det moderne vestlige menneske møder det onde? Han kan ikke stille noget op, andet end at benægte det onde. Og deraf ender han som den gæstfrie naive vært, der lukker det onde ind i sit hus. Han har lært, at man skal møde andre med en forventning om det gode, en forventning om tillid. Som Biedermann selv siger: ”jeg kan jo ikke gå og være bange hele tiden.” Nej, netop. Vi vil tro på det gode, men hvad nu hvis det onde findes?”
Nicolaj Kopernikus spiller hovedrollen i Biedermann og brandstifterne. Foto: Isak Hoffmeyer
Hvad stiller vi så op?
“En anden central replik for mig er, at Biedermann ur-råber: ”Det er heldigvis ikke hos os, som ildebrandene rykker tættere og tættere på. Det minder mig om terrorangrebene, som vi i Europa først forholdt os til som noget, der sker langt væk, i Mellemøsten. Indtil det rykkede til Europa, og selv da det gik løs i Frankrig, tænkte jeg ”Nå men, de har også så mange problemer, det sker aldrig i Skandinavien, godt det ikke er hos os. Senere kom de til Tyskland, Sverige, Norge, og jeg tænker stadig “godt det ikke er hos os!” og det er også meget moderne, at lukke øjnene for verdens brutale realiteter for at beskytte sit eget hus.”
Hvem er brandstifterne?
“Jeg brugte mange måneder på at vælge, hvem personerne bag brandstifterne skulle være i min opsætning. Islamister, terrorister? Dansk Folkeparti? Trump, Alt-right? INDTIL Jeg fandt ud af, at stykkets enorme kvalitet er, at det er en symbolsk historie, en metafor, en parabel som Brecht ville kalde det. Brandstifterne, de er jo bogstaveligt talt Satan selv – der gør det hele for morskabens skyld. De har altså ikke en politisk ideologi, men gør det for sjov – de er inkarneret ondskab.
Brandstifterene repræsenterer alt det, vi til enhver tid frygter, men forsøger at gøre os venner med for at undgå at frygte det.”
