Populært lige nu

DANISH+ – kurateret showcase er en del af dansk scenekunsts eksportsucces

Den internationale, kuraterede showcase DANISH+ løber af stablen 6. - 8. maj. Her stimler indkøbere fra 16 forskellige nationer sammen i Aarhus for at...

De nominerede til Årets Reumert 2024 – få overblikket her

De nominerede til Årets Reumert 2024 er i dag blevet offentliggjort med et bredt felt af genrer og produktioner fra hele landet repræsenteret. Som...

Lad sæson 25/26 blive en sæson med fokus på fairness for scenekunstnere

Produktionsselskabet prfrm opfordrer alle institutionsledere til at arbejde for, at sæson 25/26 bliver en sæson med fairness i højsædet med denne venlige påmindelse om...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Verden er væltet – teater om identitetskrise

Verden er væltet kunne i denne uge opleves i en streamet udgave, da de fysiske forestillinger på Teatret Zeppelin måtte aflyses. Performanceteatret Liminal kalder det for en ungdomsforestilling, men humoren rammer nok mere de voksne.

Da streamingen starter ses et sort scenerum på skærmen. Ved et skrivebord i bedste gamer-setup sidder skuespiller Tobias Shaw Petersen i en stor stol med lysende detaljer foran en computer. “Hej, jeg hedder Tobias. Velkommen til min kanal”, siger han og propper chips i munden fra en pose.

Annonce

Han har en lettere dvask attitude, som sikkert skal mime livstræt teenager. Men uagtet attituden, og selvom han er iført T-shirt og sneakers og hans hår er kækt stylet, så ligner han ikke den 15-årige dreng, som programteksten fortæller mig, at forestillingen handler om.

Store drømme men ingen ambitioner

Ved siden af skrivebordet står et keyboard, som han indimellem spiller på musik på. For Tobias drømmer om at blive en berømt musiker. “Jeg skriver et hit. Fuck, hvor bli’r det fedt,” synger han lettere falsk – formodentligt som en kommentar til en hel generation, der er vokset op med X-factor og lignende tv-programmer, og tror, at det bare handler om at blive opdaget og ikke så meget om reelt talent.

Verden er væltet Liminal ungdomsteater
Verden er væltet, Liminal på Teatret Zeppelin. Skærmbillede

Men Tobias har mange dagdrømme, der fjerner hans fokus fra lektierne. Han drømmer også om at være en berømt youtuber. Én med tusindvis af følgere, som ser med på hans livestreams, hvor han fortæller om de nyeste computerspil, eller hvor han gavmildt deler ud af sine bedste modetips til de helt rigtige sneakers.

På en storskærm bagerst på scenen ses vekslende billeder. Når Tobias sidder foran sin computer og forsøger at løse sin opgave, hvor han skal beskrive, hvem han selv er, deles hans tomme Word-dokument på storskærmen. Det er også på denne skærm, at publikum kan se hans Youtube-forsøg, der er spækket med gakkede tegnefilmseffekter.

LÆS OGSÅ: Time Travel Tour – en underholdende og satirisk busperformance ind i fremtiden

Håbløse voksne

“Mor og far lytter. Og så bagefter, så dømmer vi dig,” siger Tobias’ far på et tidspunkt til ham. Forældrene dukker op i små videooptagelser på storskærmen i tide og utide. Som irriterende Facetime-opkald, der popper frem hver gang Tobias drømmer sig væk fra lektierne. “Vi vil så gerne have, at du bliver til noget,” siger moren. Boligejer, student eller klimaaktivist. Hvadsomhelst åbenbart, hvilket ikke virker som en hjælp på en identitetskrise i fuldt flor.

Verden er væltet Liminal ungdomsteater
Verden er væltet, Liminal på Teatret Zeppelin. Skærmbillede

Begge forældre spilles ligeledes af Tobias Shaw Petersen i udklædninger, der mest af alt ligner noget fra Ramasjang Mysteriet på DR. Og det samme gælder hans to klassekammerater og til dels hans lærer. For i første sekvens, hvor læreren dukker op og stiller Tobias den skriftlige opgave, spilles han af Erik Pold. Men det er uklart, om der ligger et budskab i dette skifte eller om det blot skyldes en lavpraktisk nødvendighed.

Tomas Lagermand Lundme står bag teksten til Verden er væltet. Han plejer ellers nok at være i stand til at skildre ungdommens følelser i sine tekster uden for megen onkelhumor. Men i forestillingen her bliver det hele lidt for karikeret.

Er der styr på målgruppen?

Der er fere sjove ideer i Adelaide Bentzons iscenesættelse, hvor budskabet dog drukner i de mange effekter. For hvem er det egentlig, forestillingen henvender sig til? Er det til teenagere eller i virkeligheden mere til deres forældre?

Verden er væltet Liminal ungdomsteater
Verden er væltet, Liminal på Teatret Zeppelin. Skærmbillede

Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at 15-årige vil kunne genkende sig selv i en skuespiller midt i 30’erne. Det undrer mig, hvorfor man har valgt at fortælle en 15-årigs historie. Den samme identitetskrise kunne vel også have været formidlet gennem et voksent menneske – den slags går jo ikke nødvendigvis over, fordi teenageårene er overstået. Det kunne have været en oplagt måde at vise unge på, at også voksne kan tumle med udfordringer, der måske – måske ikke – minder om noget i de unges liv.

Læs mere her.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce