★★★★☆☆ Fuck Katharsis – interessant udfordring af tragediens virkemidler

Aveny-Ts huskunstner Emil Rostrup er nået til nummer to i sin trilogi, der aktualiserer og dekonstruerer karakterer og begreber fra det klassiske, græske teater. I Fuck Katharsis gælder det tragediens evne til at vække følelser i tilskueren – og i Rostrups udgave i skuespilleren.

Tani Dibasey dasker rundt mellem os i Aveny-T’s foyer. Smalltalker lidt her, peger stolt på green screen setuppet i rummets ene ende, som Fuck Katharsis har arvet fra Skyggen, der netop har spillet på teatrets hovedscene. Den fjerde væg er med andre ord udraderet i dette andet forsøg, hvor huskunstner Emil Rostrup i en trilogi kobler nutid med antikken i et processuelt format.

Annonce

I wanna feel

Første forsøg var Ødipus Kitsch om kontrol og kontroltab og om at åbne øjnene. Nu gælder det begrebet katarsis, som ligesom Ødipus stammer fra det græske teater. Katarsis betyder renselse opnået gennem kunsten. Ved at se andre lide og begå fatale fejltrin kunne den klassiske græske tragedie fremkalde frygt og medlidenhed i publikum og dermed rense deres sjæle.

Emil Rostrups forsøg forrykker perspektivet, for det er skuespilleren Tani Dibasey, der indædt kæmper for mærke noget. ”I wanna feel,” messer han i en uendelighed, da alle er placeret i det grønne rum og et lille filmkamera går på omgang mellem os, så vi kan filme, så han ”ser sejest ud”.

Ham gad jeg godt se som Hamlet

Mediering er altså et konkret fysisk greb, hvor vi ser Tani Dibasey i tre varianter, live og på en lille og lidt større skærm. Sammensmeltningen mellem scene og sal forlænges i en sammensmeltning af fortælleniveauer. Hamlet, Macbeth og Romeo kommer forbi i Tanis jagt på følelserne indeni. Disse scener afkodes nemt som skuespil, men hvad med de andre? Er de autofiktive elementer fra Tani Dibaseys liv eller er de lige så meget skuespil? Det er ikke til at afgøre i situationen, og det er et interessant element i noget, der ellers let kunne være blevet en temmelig narcissistisk omgang egoonani.

Tani Dibasey sætter de klassiske tekster lige i skabet. Ham ville jeg gerne se som Hamlet, Romeo, Macbeth eller hvem som helst af Shakespeares tragediekarakterer. Hvorfor Shakespeare skal ind som mellemmand, forklares ikke, men kunne jo være af den lavpraktiske årsag, at skuespilleren kan disse roller fra tidligere.

Fuck gerne katarsis, men stop dog med at sige fuck

De intense klassikerscener veksler med de mere løse ”I wanna feel”-scener, der ridser et svært ungdomsliv op og hvor karakteren eller skuespilleren Tani hævder at have spillet skuespil, siden han forlod den lukkede anoreksi-afdeling som teenager. Er det sandt? Vi ved det ikke og bliver ikke hjulpet af hans afskedssalut ”Glem det hele. Nothing is real” eller af de efterfølgende rulletekster. Men scenerne er trods deres af og til lidt sjaskede struktur jo i hvert fald kunstnerisk sande og kan mærkes.

Emil Rostrups forsøgstrilogi er ikke for alle. Dertil er der også denne gang for meget pueril pseudoprovokation og pink plysmasker involveret. Intentionen om at opløse dramaets elementer i et alternativt forsøg på at bryde igennem til følelser har bestemt noget for sig, og Fuck Katharsis har både determination, porøsitet og ikke mindst en fremragende skuespiller til at gøre det.

Men ingen forestillinger nogensinde er blevet mere autentiske eller rørende af, at hvert femte ord – dog ikke i klassikersekvenserne – er det selvdøde ”Fuck”.  Det er bare slap og uopfindsom sprogbrug, der skæmmer og trækker intensiteten ud af det ellers overvejende interessante forsøg, der i øvrigt har en ligesindet formmæssig pendant, dog med et klarere deklareret autofiktivt indhold, i forestillingen Kend dig selv om internaliseret racisme og islamofobi, der netop har spillet i Koncertkirken.