★★★★☆☆ Til de lyse morgener – på bittersød udflugt med festens rus og melankoliens tomhed

Til de lyse morgener føles som lige dele teater og polterabend. Som en del af konceptet Udflugten tager Aarhus Teater publikum med på en stemningsfuld rejse i en partybus. I det glitrende mørke blandes Marie Bjørns nyskrevne monolog med dåseøl, DJ og diverse festudstyr i et rum, der dirrer mellem rusens uovervindelighed og livets skrøbelighed. 

En stor, grøn partybus kører op foran Aarhus Teaters hovedindgang. Ud af bussen stiger Bobbie, som med et stramt sølvtrikot, en overdimensioneret jakke med lilla plastikflæser og åbne ta-dah-arme byder os velkommen. Det fedtede hår og skidtet på Bobbies hvide cowboystøvler signalerer, at dette ikke er hendes første tur ud i festens rus. Og festes, det skal der!

Annonce

Partybussen er en velvalgt lokation til en forestilling, som først og fremmest vil dykke ned i det midlertidige fællesskab, som festen danner. Med øl eller cola i hånden træder publikum ind i et glitrende univers klædt i sølv og lilla festpynt, komplet med minibar og en live DJ i den ene ende. Skærmet for verden udenfor af flæsede plastikgardiner og med fornemmelsen af at være undervejs, opstår der et helt særligt rum. Et rum uden for tid og sted, hvor hverdagens roller og bekymringer forsvinder. Eller det er i hvert fald Bobbies intention.

Med Bobbie på himmelflugt

Sofia Nolsøe spiller Bobbie med en smittende charme, der rummer lige dele sårbarhed og fandenivoldskhed. Imens hun skåler, danser og smyger sig adræt rundt mellem publikum, udfolder hun en veltimet monolog. Med både humor og indlevelse tages vi med ind i festens magi. Hendes første kys, den uhæmmede intimitet, som man kun kan have med en vildt fremmed i nattens trygge mørke og det særlige ritual af selvforførelse, som det er at gøre sig klar til fest. 

Men Bobbies pagt med festen er et kompromis med hverdagen, og tristheden lurer hele tiden under overfladen. Marie Bjørns tekst bevæger sig i denne dobbelthed mellem forførelsen og fortvivlelsen. Med sommerfuglen som metafor tages publikum med på Bobbies flyvende flugtforsøg ud af tilværelsens ensomme trummerum. 

Velfungerende publikumsinddragelse

Det er ikke nogen nem opgave at skabe en oprigtig feststemning i en teaterramme. Men gennem velfungerende publikumsinddragelse, rigeligt med fællesskål og DJ’en Nanna-Karina Schleimanns smittende musikglæde lykkes det faktisk at skabe ægte indlevelse midt i bussens kunstige læder, plastik og trælinoleum. 

Øjeblikke af intimitet og fællesskab opstår, når en ung pige genert hvisker en hemmelighed i Bobbies øre. Eller når publikum dasker balloner rundt i bussen, på tur skråler med på en tilsyneladende uendelig række af hits og hopper, så bussen ryster. Man må derfor tage festhatten af for det kunstneriske holds evne til at skabe en smittende stemning, der giver publikum mulighed for at mærke festens rus på egen krop. Vi smager øllen, dufter kroppene, indånder røgmaskinens dis og misser mod de blinkende lys i pagt med mørkets dunkle slør.

En bittersød hyldest mellem det personlige og det almene

Festen brydes indimellem af korte momenter af melankolsk refleksion, som fx da publikum føres ud af bussen og stille betragter træernes susen mod himlen. Eller da DJ’en synger en trøstende udgave af Medinas Lyser i Mørke til en sårbar Bobbie. Disse momenter tilføjer en velfungerende dynamik, der inkluderer den lommefilosofiske stemning af vigtig ubetydelighed, som opstår på kanten mellem nat og dag. Men de peger også på en interessant melankoli, som dog aldrig bliver fuldt udfoldet.

Udover en almen eksistentiel melankoli serverer teksten også små glimt af Bobbies barndom. En barndom mærket af en umættelig oplevelsestrang og en far, der kæmpede med depressionens mørke. Bobbies personlige historie og de mere refleksive scener giver festens sødme en bitter bismag, som jeg dog savner en dybere forståelse af. I modsætning til fx filmen Druk har holdet valgt primært at hylde fællesskabet og blot lade bagsiden af festens eufori antydes, som den bitre note i min læskende gin og tonic. Og alene for Til de lysende morgeners berusende stemninger er partbussen bestemt et besøg værd.