Samtidscirkus er sin egen unikke kunstform 

“Lad os slå fast én gang for alle: Samtidscirkus er sin egen unikke kunstform,” skriver lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Michael Eigtved, og koordinator for Dansk Samtidscirkus, Anne Mette Nørskov, i denne kommentar.

Samtidscirkus har for længst bevist sin berettigelse og egenart som kunstform, men mest uden for Danmark. Men samtidscirkus er sin egen unikke kunstform, der derfor fortjener at blive behandlet på lige vilkår med øvrige scenekunstformer. 

En mangfoldighed af genrer

Samtidscirkus dækker som betegnelse over den mangfoldighed af nyere cirkusgenrer, som de seneste år er vokset frem og som nu tegner feltet. Et felt hvor vi ser musikalske forestillinger, tematiske forestillinger, koreografiske værker, hybrider, forestillinger, som udvisker grænserne mellem kunst og cirkus, og forestillinger med kroppen som absolutte udgangs- og omdrejningspunkt. I mange år har vi kaldt denne mangfoldighed af fremtrædelsesformer for ”nycirkus”, men som årtierne går, bliver det mindre meningsfuldt at fastholde ”ny-”.

Samtidscirkus har for længst (be)vist sin berettigelse og egenart som kunstform – i hvert fald i mange andre lande. Og selv om Danjel Andersson for noget tid siden her i ISCENE udnævnte samtidsdansen til at være “den mest ekspansive, modige og interessante form for livekunst,” så lad os først udfordre denne konklusion (vi troede et kort øjeblik, at han talte om cirkus!) og dernæst hylde mangfoldigheden og diversiteten inden for den fysiske scenekunst.

Men det skal også igen og én gang for alle slås fast, at samtidscirkus er sin egen unikke kunstform med et væld af udtryksformer, der derfor fortjener at blive behandlet, forstået, fortolket og beskrevet på sin egne præmisser og på lige vilkår med øvrige scenekunstformer som dans, teater, musical osv. 

LÆS OGSÅ: Cirkusartister oplever, at efterspørgslen stiger på de store scener

Det forunderlige er…

• At selvom cirkusartister i denne tid indgår i både større og mindre opsætninger som fx Ragnarok på Det Kongelige Teater eller i de aktuelle The Wall (Østerbro Teater), Snedronningen (Vendsyssel Teater) og det koreografiske værk Axial Figures (Wired Studio og Bora Bora).
• At selvom veletablerede, populære og eksperimenterende festivaler som Passage festivalen, Metropolis og Waves festivalen i høj grad lader cirkus blande sig smukt med andre kunstneriske genrer i deres forskelligartede programmer.
• At selvom cirkusfestivalerne Dynamo Circus Festival (Odense) og C!CAF (Copenhagen Circus Arts Festival) siden 2017 og 2019 har præsenteret international cirkuskunst på højt niveau
• At selvom statistikkerne viser, at cirkus tiltrækker et særdeles bredt publikum – og i særdeleshed de unge progressive blandt dem.
• At selvom der var en forsøgsuddannelse i moderne cirkus med fremragende resultater i 2014-2018, der viste både relevans, kvalitet og internationalt renommé. 
• At selvom der er kommet et lille storbyteater i København med cirkus og fysisk scenekunst som særligt fokus (Glimt Amager).

Ja… så er det stadig nødvendigt, at kunstformen kæmper for sin berettigelse, anerkendelse og støtte i Danmark både når det gælder produktionsmuligheder, produktionsstøtte, turnémuligheder, træningsfaciliteter og ikke mindst uddannelse. Altså alt det, som skal til for at en branche får reelle muligheder for at udvikle og udfolde sit potentiale.

LÆS OGSÅ: DYNAMO Circus Festival 2023 – skarpt kurateret i laid back-rytme

Samtidscirkus taler direkte til sit publikum

Vi behøver ikke kigge længere end over Øresund for at få øje på den støtte og anerkendelse, som er helt nødvendig, hvis vi for alvor skal se kunstformen udvikle og udfolde sit potentiale i hele landet. Eller lad os tage turen til Frankrig, Belgien, Holland eller Canada.

I samtidscirkus arbejdes der med kropslige udtryk og kunstneriske strategier i bred forstand. Med udgangspunkt kroppen, i nuet, samtiden og ofte med et globalt udsyn. Samtidscirkus er nyskabende, populært og på trods af kompleksitet og ofte ordløse referencer så taler det direkte til publikum. 

Samtidscirkus er på dén måde en kunstart på linje med andre progressive scenekunstformer, der også lever af at være live foran sit publikum. Men samtidscirkus er åbenbart stadig ikke i mål alle steder med at vise, hvorfor det er sådan en vigtig udvikling af det klassiske cirkus, og derfor må ses i samme kategorier som den førnævnte progressive dans eller de mange andre nye teaterformer ikke mindst dem, der lever af publikumsinddragelse.

Flow snarere end hep!

I sin essens handler cirkus om, hvad der er menneskeligt muligt, præstationen om man vil, men i samtidscirkus er det gennem kollektivet, at eneren stråler. Dét kunne præstationssamfundet måske godt bruge som model for udviklingen af en mere bæredygtig indretning – ikke mindst af uddannelsesinstitutionerne, hvor mistrivsel og ensomhed er de to mest udbredte tilstande hos unge.

LÆS OGSÅ: DynAfuk Circus Days: Mini-festival for nycirkus under CPH Stage

I samtidscirkus er det nemlig ”flow” snarere end det traditionelle ”hep!”, man kan pege på. Det handler om at finde fælles støttepunkter de steder, hvor det er ”det menneskelige”, der er i centrum. I samtidscirkus kombineres det konceptuelle, der hvor en idé binder en forestilling sammen, med den individuelt opnåede kompetence. Og hvor skarp træning stadig er forudsætningen for den fri udfoldelse.

Det er ikke fordi, der ikke er bud efter artister. Der er, som det fremgår ovenfor, mange eksempler på, at det exceptionelle efterspørges. Udfordringen er at vise, hvordan netop cirkus gennem tematisering og fokus, kan tilbyde et særligt blik på vores nutid – vores samtid – og samtidig trække linjer tilbage til noget næsten urmenneskeligt. Kampen med og mod tyngdekraften, kroppens begrænsninger eller publikums basale følelser af angst, glæde, forventning og forløsning.

Udvekslingen er det bærende

Der er også et aspekt, der handler om det eksperimenterende. Samtidscirkus er – som følge af de definitionerne ovenfor – altid i en art udforskende modus. Så når man sagtens kan kalde en samtidscirkusforestilling for kunst og opfatte den som en kulturbegivenhed på linje med mange andre, så betinges det af dét konstituerende element, at den jo helt parallelt med andre former udvikler sig omkring et æstetisk udsagn. Det vil sige, at der er et kunstnerisk produkt eller en kunstnerisk proces som det centrale i forestillingen.

Den æstetiske dimension i en samtidscirkusforestilling ér selve den udvekslingsform mellem deltagerne, der er det bærende i den. Det kunstneriske kommer til syne i selve den måde, vi interagerer på, når det er cirkuskunst og cirkusartister, der er på scenen; den type af kontrakt, der indgås mellem dem, der optræder, og dem, der er tilskuere. Der er en helt særlig, aflæselig, kunstnerisk intention med udvekslingen: Man skal helt enkelt have noget kunstnerisk på hjerte. Og altså endda noget, som kun kan udtrykkes gennem cirkuskunsten.

Denne kommentar er udtryk for skribenternes egen holdning.