Sigurds Danmarkshistorie er et fejlslagent forsøg på at lave familieteater med amatører og tamme tekster.
Sæderne skal fyldes i de danske teatersale og krisen kradser – men er det nok til at slække på alle kunstneriske krav?
Det Kongelige Teater forsøger at få børnefamilierne i teatret med Sigurd Barretts Danmarkshistorie, men den vante professionalisme er veget til fordel for tamme tekster og amatører på scenen og kvaliteten bliver derefter – ganske skidt.
Sigurds Danmarkshistorie,
Skuespilhuset. Foto: Camilla Winther
Idéen er ellers sympatisk nok. Lad Sigurd Barrett fylde scenen med sit levende klaverspil og Danmarks krønike, så får små poder indsigt i såvel teatrets som Danmarkshistoriens forunderlige verden. Men noget må være gået galt.
Rammehistorien er banal og handler om den småsure teenager Sofie, der savner nærvær fra sin fraværende far, som er optaget af sit job. Sofie rejser afsted i hans tidsmaskine, og undervejs ramler hun ind i de mange tidsaldre og deres (mandlige) beboere. Her er vikingen Rune, der ikke kan læse runer, stenalder-bandet, der slår rytmer med sten, H.C Andersen, Ørsted, Grundtvig, et væld af krige og en kluntet Christian d. 4, der fumlende finder vej til scenen i de forkerte tidsaldre.
Sigurds Danmarkshistorie,
Skuespilhuset. Foto: Camilla Winther
Teksterne har Barrett selv skrevet, men de mangler flair for dramatiske spænding. Grebet om den historiske del er vag og fyldt med usigelige mængder flyvske fakta om dit og dat fra hine tider uden at forankre indholdet dybere end til dets konkrete udsagn om, at begivenheden har fundet sted.
Læringsdelen er ligeledes hurtigt overstået, for det faktiske indhold afmonteres konstant med komik a la ”Gravballemanden var en mand, der gravede i jorden med sine baller! Mens munkene messer om: ”tusch, omni-bus, HT-bus, skrubtus” så man undervejs gentagende gange må spørge sig selv, hvad i alverden det er, vi skal have med derfra?
To stive timer varer teaterkoncerten. Det er alt for langt tid, og mere end de fleste børn orker. Bedre bliver det ikke af holdet på scenen – udover Barrett og bandet – en flok glade amatører, der forgæves forsøger at ramme tonen, finde en grimasse, der kan passe og kluntet kæmper for at få de banale koreografier til at fænge, mens en vejrmølle skal udgøre showets akrobatiske højdepunkt.
Hvad har de forestillet sig? Et minimumskrav må da være professionelle folk på scenen, er det virkelig den kunstneriske scenekunst-kvalitet, de mener,fremtidens brugere skal introduceres for på nationalscenen, og som de satser på trækker de unge tilbage i sæderne? Næppe!
Sigurds Danmarkshistorie,
Skuespilhuset. Foto: Camilla Winther
Heldigvis er der også et band på scenen, og de tilføjer forestillingen lidt kunstnerisk substans – så længe de bliver på deres instrumenter. Som musikere er de suveræne og får fyret groovy op for Barretts kompositioner med god lyd, fyldige guitarsoli og fede trommerytmer. Her er smæk for skillingerne – resten er ren amatørisme.
