Populært lige nu

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i perioden 2025-2028. To andre teatre får støttemidler fra en anden pulje, et teater tages helt...

Teatergrad – Hvad så nu? Hvad gør I uden bevilling?

I denne uge mistede Teatergrad status og den medfølgende støtte som lille storbyteater i København. Teatrets to ledere, Pelle Nordhøj Kann og Christine Worre...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Jeg løber: En unik fortælling om at holde fast i livet

Kan man lave livsbekræftende teater om noget så frygteligt som at miste et barn til sygdom?

Der er ikke fligen af ‘feel good’ over Det Kongelige Teaters nye dokumentariske drama Jeg løber. Faktisk er det nærmere en af den slags historier, du på forhånd ikke har lyst til at høre. Alligevel er det svært ikke at ville have været oplevelsen foruden, for Jeg løber er en unik fortælling om at holde fast i livsviljen, efter døden har taget et barn fra dig.
Stykket er en monolog, der åbner med faren, som fortæller om at stå på Rigshospitalet og se den hospitalsseng, hvor hans døde datter er gemt under et hvidt lagen, køre væk. En portør låser elevatoren, så den kører direkte i kælderen for at skåne forbipasserende på barselsvisit for det triste syn af et lille lig. Som samfund gemmer vi døden væk, men Jeg løber har det modsatte ærinde, og uddyber i faktuelle detaljer og bevægende poesi alt den sorg, smerte og afmagt, der følger med tabet.
Dramatiker Line Mørkeby har skrevet stykket med udgangspunkt i Politiken-journalist Anders Legarth Schmidts blog Jeg løber fra 2015. Bloggen handler om Anders Legarth Schmidts tab af datteren Ellen, der dør af leukæmi kun seks år gammel, og om, hvordan han begynder at løbe i timerne efter det sidste farvel.

Skuespiller på løbebånd

Det er ikke kun løbeturen, der begynder i timerne efter Ellens død. Her begynder også en ny tidsregning. Der er før. Og efter. En lystavle på scenens bagvæg skærer det ud i røde signaler. DAG 0. TIME 1. Intet er mere det samme og bliver det aldrig igen. Hverdagslivets ligegyldigheder er en torn i øjet – hvem er de mennesker, der kan holde ud at tale om vejret eller tilbud i Netto?

Foto: Camilla Winther

På scenen står skuespiller Anders Juul på et løbebånd, som mere eller mindre ruller gennem hele forestillingen. Af og til så hurtigt, at de hvide såler under løbeskoene synes at svæve i forsøget på at nå samme vægtløse tilstand som den forsvundne Ellen. Det handler om at genvinde kontrollen over livet ved at behandle kroppen som en maskine. Der bliver målt og talt. Vi hører, at hjertet slår nær ved 200 slag i minuttet; vi forstår, at det er et hjerte under pres. Men kan det holde til det?
Det er fascinerende nok i sig selv, at Anders Juul kan fremføre en intens 90 minutters monolog i løb. Det skaber også en sjælden grad af troværdighed og indlevelse. Sveden hagler af ham, musklerne vibrerer, åndedrættet pruster replikkerne frem. Følelser og fysik følges ad. En atletisk og skuespillermæssig kraftpræstation i ét.

Tilpas poetisk

Line Mørkeby lykkes meget fint med at omskrive Anders Legarth Schmidts personlige tekster til dramatik. Sproget er poetisk uden at kamme over i stil og blive for pyntet, og det er vigtigt, for den oprindelige tekst er også et sandhedsvidne. Fortællingen om det syge barns smerter og forældrenes sorg er hård og grum, og man ville gøre den uret med for smukt et sprog. Tekstens sproglige gentagelser og visuelle leg med ordene, giver rytme, fremdrift og billeder på den mentale tilstand; En skade flyver imod den løbende mand på kirkegården, en skade i hans ben truer med at sætte en stopper for det maraton, som er det eneste mål, han kan navigere efter i sit kaos.

Foto: Camilla Winther

Jeg løber er åbenlyst barsk, men hensætter ikke publikum i en tilstand af letkøbt forløsning. Det er manden på scenen, der ejer sorgen, og han er alene med den. Der er ingen trøst. Ikke for ham, ikke for publikum, ikke for nogen, og dét er pointen. Det handler om at finde balancen, hvor livet fyldes med nærvær og mening, og hvor døden er et vilkår, uden at blive altoverskyggende.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Maj Juni
Maj Juni
Maj Juni er kulturjournalist og har blandt andet skrevet artikler for Cover og Eurowoman

Nikolaj Mineka: Applaus bidrager til at flytte fokus væk fra mediernes ansvar

"Kun ved at stå sammen og holde fokus kan vi skabe den forandring, der er nødvendig for at vende denne uheldige udvikling". Sådan skriver...