I den moderniserede Faust på Mungo Park skinner særligt scenografen Julian Juhlins blå månesol dragende, mens instruktionen og dramatiseringen desværre mangler flow.
“Jeg tvivler, altså er jeg” – Faust sidder foran et stort månespejl. Han har videbegærligt læst alt. Han er det intellektuelle, stræbende, vesterlandske menneske. Men han tvivler alligevel der foran spejlruden. Han vil hele tiden vide og have mere. Han kender kun til livet fra bøgerne og længes efter bare ét blåt lykkeøjeblik, der rummer evigheden.
I Mungo Park i Allerød og Alias Teaterproduktions bearbejdelse af Goethes Faust har dramatikerholdet med bl.a. Line Mørkeby valgt hovedsageligt at bevare det gamle sprog på vers, men samtidig at føre klassikeren frem til samtidens moderne menneskes uendelige tilgang og trang til information.
Den videbegærlige Faust (velspillet af Henrik Prip) hidkalder derfor på Mungo Park (som i Goethes udgave) selv djævlen, Mefisto (en småfarlig Martin Geertz), der først kommer til ham som en sniffende hund. Mefisto vil give Faust, alt det han vil have, men når Faust får det evige, lykkelige øjeblik, skal Mefisto til gengæld have hans sjæl.
Virkelig kærlighed
Gretchen, den dydige kvinde (interessante Line Bie Rosenstjerne), er selvfølgelig det første Faust ønsker; og ikke bare hendes krop, men hendes ægte kærlighed. Hun er søster til den blinde Valentin, der behøver hende. Men hun forelsker sig og lader sig forføre af Faust. Hun ender dog svigtet, fornedret og tragisk med at slå deres barn ihjel.
Og til sidst må Faust erkende overfor Mefisto, at han har oplevet det evige øjeblik, men så betaler han også, idet hans sjæl opsluges i den blå månesol.
Faust på Mungo Park blev desværre for tung i instruktionen. Mange scener trak ud og virkede stivnede. Måske var de gamle vers for svære at gøre mundrette? Og måske var fortællingen om Fausts dødens farlige pagt med djævlen forsvundet i den moderne informationsramme? I hvert fald blev Faust for denne anmelder ikke rigtig spændende, fordi aftalen med djævlen ikke for alvor løb som en drivende understrøm gennem forestillingen. Det blev Fausts længsel og forestillingens visuelle side, der blev drivkraften. Og de sanselige skyggebilleder, dobbelt-koreografien og ikke mindst Julian Juhlins længselsfulde blå månespejl var bestemt vidunderlige.
