Silas Holst og Carsten Svendsen serverer skarpskåren makkerkomik som de to mormoner på missionær-rejse i Uganda, men det, som var frækt at sige for 7 år siden, da The Book of Mormon havde urpremiere, fremstår mere som grovkornet nedgørelse i dag – og er det sjovt?
”Fuck dig Gud, i røvhul og fisse” synger de festglade afrikanere, mens de lystigt danser rundt med fuck-fingeren i front – og så er stilen ligesom lagt for satiren i The Book of Mormon. Det er fyrene bag tv-serien South Park, der har skrevet musicalen og i tråd med deres 90’er syrede tegnefilmssatire, er der ingen grænser for, hvad der kan gøres grin med – men er det morsomt i dag? Ikke helt.
For historien om de to mormoner, der udstationeres til at missionere i Uganda, holder hårdt fast i at sige ”alt det man ikke må” uden at have synderligt meget andet på hjertet, end netop det. Og hvor morsomt er det lige at nedgøre etniske folkeslag, religiøse minoriteter og homoseksuelle? Måske ikke ligefrem lårklaskende morsomt, hvis man ikke vil mere end at vise, man tør – og så hedder det vist mobning!
Men tilbage til fortællingen, der udspilles i Uganda. Her har alle afrikanere AIDS, bor i barakker og knepper babyer, hvis de da ikke lige løber rundt med sakse og klipper klitoris af kvinder, eller skyder hovedet af de mænd, som er imod. Mormonerne er en flok skabsbøsser med personlige lig i lasten, og de mange missionærmænd forstår ikke at omvende afrikanerne. Det vil sige, lige indtil makkerparret Ældste Price (Silas Holst med komisk tæft og fed sangstemme) og hans filmnørdede ven Cunningham (Carsten Svendsen med Dirck Passer komisk talent) dukker op. For Cunningham har et meget luftigt forhold til sandhed og får hurtigt omvendt afrikanerne, med sine opdigtede fortællinger fra Mormonernes bog, og så ”knepper de ikke længere babyer, men frøer”.
Det er en absurd fortælling, som bare ikke bliver rigtig morsom, fordi den ikke har andre ambitioner end at provokere, men hvorfor ikke? Tænk bare på, hvordan forestillingen Pang på Det Kongelige Teater gik grænseløst amok, da den med grovkornet satire smadrede alle usagte grænser for ”god retorik og opførsel”, og ønskede at få publikum til at reflektere lidt over verdens aktuelle tilstand.
Her er det musik, fis og underholdning, der i centrum, og holdet på scenen gør det godt. Kasper Holten har iscenesat og der er både billed-flotte scener og fart på underholdningen, hvor makkerparret Silas Holst og Carsten Svendsen står komisk stærkt og driver historien med god energi. Musikken er tempofyldt og en kende forceret fremført, men sangerne på scenen formår at holde fast i energien og fylde numrene ud med gode stemmer og som musical-show fungerer forestillingen ganske flot.