Nobelprismodtager Elfriede Jelinek: “Jeg har ikke mere at sige”

<strong>Nobelprismodtager Elfriede Jelinek:</strong> “Jeg har ikke mere at sige”

Am Königsweg
af Elfriede Jelinek med instruktør Falk Richter. Schauspielhaus Hamburg, 2017. Foto: Tat Arno Declair

Nina Branner:

er uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og Zetland.

Billedserie

Hvad stiller sproget op, når virkeligheden er blevet så absurd, at den er umulig at sætte ord på? Det er hovedspørgsmålet i tidens mest omtalte stykke på den tysksprogede teaterscene, skrevet af den østrigske nobelprismodtager Elfriede Jelinek. ISCENE mødte forfatterens mangeårige oversætter Gitta Honegger og instruktøren Falk Richter, som har iscenesat Am Königsweg, til en samtale om kunstens tilsyneladende utilstrækkelighed i en uforklarlig verden.

Hun forlader kun sjældent sit hjem. Elfriede Jelinek, den prisbelønnede østrigske forfatter og dramatiker (1946), som er berømt og berygtet for at være den tysksprogede verdens kunstnerisk-moralske overjeg. For år tilbage er hun holdt op med at give interviews, og hun møder ikke længere op til premierer på sine kritikerroste stykker. Hun er ked af, hun ikke kan hjælpe, skriver hun i en mail i forbindelse med denne artikel, men hun har det ganske enkelt ikke godt. I årevis har hun lidt af social angst og har ikke kunnet få bugt med sygdommen.

Så den feministiske forfatter, som siden sin debut med digtsamlingen Lisas Schatten (Lisas skygger) i 1967 utrætteligt har stillet det moderne europæiske samfund til ansvar for dets skjulte magtstrukturer, kapitalistiske overforbrug og racistiske mønstre, har trukket sig tilbage. Og dog. Gennem sit seneste stykke Am Königsweg (på engelsk The Royal Road) har Jelinek sendt en dubleant ud i verden for at give sit budskab skikkelse.

Am Königsweg
af Elfriede Jelinek med instruktør Falk Richter. Schauspielhaus Hamburg, 2017. Foto: Tat Arno Declair

Skikkelsen er skuespiller og hedder Ilse Richter, og siden vinteren 2017 har hun stået på scenen i den tre timer lange rablende forestilling Am Königsweg, som Jelinek begyndte at skrive den nat, Donald Trump blev valgt som USA’s præsident. Ud over Richter medvirker fem andre skuespillere, en stand up-komiker og en danser i, hvad der kunne være Jelineks sidste kunstneriske udbrud, i hvert fald hvis man skal tro forestillingens slutmonolog:

”Kom tilbage, kære ord, eller skal jeg først kalde efter en engel? Ordet har været ude for en ulykke, det kan ikke komme nogle vegne, det bliver her, og det er også væk igen. Væk med det, væk med ordet, vi vælger et andet ord, så vi kan miste det også, vi mistede alting, nu løber vi også tør for ord, de løber væk til det sted, hvor der stadig er plads til lidt konversation. Vær ikke vred på mig og lyt ikke til mig! Jeg har talt ud”.

”Vi stolede ikke på sproget”

Mange kender måske til Elfriede Jelinek gennem filmatiseringen af hendes roman Die Klavierspielerin fra 2001 (film Pianisten, inst. Michael Haneke, 2001 red.). Men den produktive forfatter og klassisk-uddannede organist har skrevet både dramatik, romaner, noveller, essays, musikstykker og filmmanuskripter, hvoraf blandt andre Schatten (Eurydike sagt), der på dansk fik titlen Skygge (Eurydike siger) (Sydhavn Teater, 2017 og Aalborg Teater, 2018) har været opført i Danmark.

Siden Am Königsweg fik tysk premiere på Deutsches Schauspielhaus i Hamburg i september 2017, har den været spillet på scener landet over og blev i maj udvalgt som én af årets vigtigste forestillinger af den prominente, tyske teaterfestival Theatertreffen. Stykket er foruden at være en skarp kritik af vor tids proportionsløse medieforbrug og grænseløse kapitalisme med USA’s præsident som et tegneserieagtigt og absurd symbol på virkelighedens vanvid, Jelineks mest selvbiografiske til dato.

”Hvad gør man, når sproget ikke længere rækker som et værn mod virkeligheden?”, spørger alteregoet Ilse Richter og ser i langstrakte monologer tilbage på sin opvækst i postkrigs-Østrig, som var præget af stilhed og fortielse. En fornemmelse af, at der var visse ting, man ikke talte om.

”Vi stolede ikke på sproget. Vi blev opdraget til at lade som om, intet var sket. Det er den erfaring, mange mennesker i min generation har, fordi ingen talte om 2. verdenskrig og de forbrydelser, der havde fundet sted”, fortæller Gitta Honegger, Jelineks mangeårige oversætter og ”siamesiske tvilling”, som er i Berlin i forbindelse med Theatertreffen. De to mødte hinanden gennem en fælles bekendt på en teatertur i Wien i slutningen af 1970’erne, og Honegger er i dag en af de eneste, der har regelmæssig kontakt til den isolerede forfatter.

Gitta Honegger
Oversætter Gitta Honegger. Privatfoto

“Hun var meget intimiderende for en ung person som mig, fordi hun var så elegant – hun var meget stille, for hun er en genert person – men hun så henrivende ud”, husker Honegger, som foruden Jelineks værker har oversat en lang række tyske og østrigske forfatterskaber til engelsk. Ligesom Jelinek er hun vokset op i Wien og deler den kritiske attitude til postkrigs-Østrig.

”Da jeg stadig boede i Østrig, ville jeg ikke bruge det tyske sprog – jeg var så flov over at tale tysk. Det var først, da jeg begyndte at oversætte drama, at jeg kunne bruge det igen, fordi det inkluderede en kritik af sproget”, siger Honegger, som i 1963 immigrerede til USA.

Meningen bliver udtrykt i nonsens

I 2004 vandt Jelinek Nobelprisen i litteratur. Begrundelsen for hædringen af Jelinek med verdens mest prestigefyldte litterære pris gik på hendes ”musikalske strøm af stemmer og modstemmer som med ekstraordinær lingvistisk ildhu blotlægger absurditeten i samfundets klichéer og deres undertrykkende kraft”. For Jelinek har sproget altid været et værn mod virkeligheden og en metode til at modsætte sig den, fortæller Honegger. Hun begyndte for alvor at skrive, da hun som 21-årig isolerede sig i et år hos sine forældre på grund af sin allerede dengang fremskredne sociale angst. Selv har Jelinek sagt om sin skrivepraksis, at den er som at ”stikke sin finger ind i en stikkontakt”.

”Siden jeg altid er alene derhjemme, mangler mit liv stimulans, det er derfor, jeg skriver teaterstykker ustandseligt. Jeg taster meget hurtigt, jeg er drevet af en indre rastløshed og er nødt til konstant at scanne ting”, har hun udtalt i et sjældent interview, som Honegger udførte med hende til Duke University Press. Og Jelineks tekster er da heller ikke altid lige til at gå til, fortæller oversætteren.

”Hendes tekster fungerer ikke på den positivistiske, angelsaksiske måde, hvor én sætning fører til den næste og naturligt leder hen til en pointe. I stedet brækker hun sætningerne op og forbinder ordstammer på nye måder. Pludselig er en ordstamme for eksempel væk, og så opdager man, at den figurerede tidligere i teksten”, siger hun.

Jelinek tager ofte faste vendinger og drejer dem i en anden retning. Et greb, der passer særligt godt til det tyske sprog, hvor ordene i høj grad har mange forskellige meninger. Jelinek opererer med alle meningerne på samme tid og væver dem sammen gennem teksten.

”Ordstammen leder hende til et andet ord end det, hun startede sætningen med, men alligevel reflekterer det nye ord altid temaet. Man kan sige, at tekstens mening kommer til udtryk i en slags nonsens. Jelineks skrivestil er en slags blanding af James Joyce, Gertrude Stein og Thomas Pynchon. Men hun associerer ikke bare – ligesom for eksempel Joyce – men forbinder i stedet de temaer, der er indlejret i ordene”, fortæller Honegger.

Som en billehugger, der forsøger at hugge et stykke ud af et enormt materialebjerg

Am Königsweg er et pragteksempel på den form for ”associerende tekstflader”, som Jelineks dramatik er berømt for. Oprindeligt var stykket 90 sider langt, et typisk Jelinek-stykke uden regibemærkninger om tid, sted endsige roller. For instruktøren Falk Richter, som instruerede og iscenesatte ”Am Königsweg”, var det lidt af en opgave at omsætte ordstrømmen til et spilbart materiale.

Falk Richter
Instruktør Falk Richter. Foto: Esra Rotthoff

”Udfordringen var for mig at bygge scener ud af denne tekstflade. Den form for tekst tvinger en til at være kreativ”, fortæller Richter, da jeg møder ham i Haus der Berliner Festspieles grønne gårdhave inden stykkets premiere på Theatertreffen.

”Teksten er som en stor sten, og man er som instruktør som en billehugger, der forsøger at hugge et stykke ud af dette enorme materialebjerg. Det var en meget fascinerende tekst, men også meget svært tilgængelig”, fortæller Richter, som én gang tidligere har arbejdet med et stykke af Jelinek – en bearbejdning, hun havde foretaget af et Oscar Wild-stykke. I arbejdet med Am Königsweg skar han først halvdelen af teksten fra og koncentrerede sig om at finde ud af, hvilke temaer i stykket, han fandt interessante.

Elfriede Jelinek
Am Königsweg
af Elfriede Jelinek med instruktør Falk Richter. Schauspielhaus Hamburg, 2017. Foto: Tat Arno Declair

”For det første er det jo interessant at læse en ny tekst fra Jelinek. Jeg vidste, at teksten handlede om Trump og det overordnede spørgsmål om, hvordan en som ham kan blive præsident og hvilke ændringer, der finder sted i Europas og Amerikas politiske landskab. Jeg følte et slægtskab med teksten, fordi den indeholdt temaer, som i forvejen optager mig: Den europæiske identitet, kampen mellem mennesker, som ønsker et demokratisk og åbent samfund, og folk som hellere vil have et autoritært og lukket”, siger Richter, som selv er kendt som en samfundsrevsende og provokerende instruktør og dramatiker, senest med forestillingen Verräter. Die letzten Tage (Forædder. De sidste dage) som også analyserer, hvordan det kunstneriske sprog er påvirket af virkelighedens voldsomme omvæltninger.

En pointe i Am Königsweg er, at kunsten faktisk ikke kan stille noget op over for en virkelighed, der er mere vanvittig end fiktionen selv…

”Ja, det siger Jelinek faktisk. Hun skriver: “Vi har talt ud. Vi har ikke mere at sige, vi kan ikke længere forsvare os”. Men der er en slags modsatrettet bevægelse på spil her: Hun siger på scenen, at hendes ord ikke længere rækker – men hun prøver jo alligevel. For når man siger sådan noget på scenen, kan det jo netop måske få tilskuerne til at tænke og forholde sig kritisk og sige deres mening. Hele stykket er jo én lang værgen sig mod de politiske omstændigheder, vi oplever for tiden”.

Hvordan gik du til arbejdet med at omsætte det politiske ”vanvid” æstetisk på scenen?

”Jeg har grebet det sådan an, at jeg mimer virkeligheden på scenen med en masse overkill blandet med nogle helt stille momenter. Men på en måde er jeg enig med Jelinek: Vi har at gøre med førende politikere, som hele tiden laver spektakel og skaber forvirring og på sin vis iscenesætter et vanvid med fake news. Trump forholder sig jo delvist selv som en popstjerne med en horde af mennesker, som tiljubler ham ligegyldigt, hvad han siger – det er ingen rationel måde at være politiker på. Og det er en udfordring at forholde sig til som kunstner”.

Har Jelinek talt ud?

Am Königsweg er en lang forestilling. I tre en halv time bombarderes publikum med visuelle og auditive sanseindtryk og et scenisk vanvid, som bevæger sig fra Ødipus-myten og henvisninger til Nero, Mussolini og Hitler til rap og stand up og den karismatiske tyske skuespiller Benny Claessens i rollen som en storskrydende baby-Trump i bare lår og kongekrone. Med årene har Jelinek givet Honegger større og større frihed i oversættelsen af hendes tekster, og hun er kommet til at fungere som en slags medforfatter, som udvikler teksten i oversættelsen.

”Nogle gange siger jeg til hende: Nu kører jeg ud af et helt andet spor, og så siger hun: ”ja, bare gør det”. Vi morer os ofte, når jeg bruger typiske, amerikanske vendinger – bandeord fungerer normalt godt”, siger Honegger.

Elfriede Jelinek
Elfriede Jelinek, Munich, 2004. Foto: G. Huengsberg

”Til Am Königsweg havde jeg brug for sparring med hende, fordi stykket handler om amerikansk kultur og slang. Jelineks sprog er simpelt og let at forstå, men det hun gør med det, er ikke simpelt. Så er jeg nødt til at spørge hende, fordi skuespillerne ikke kan spille noget abstrakt”.

Men selvom Am Königsweg er politisk teater, løber Jelineks refleksion over sig selv som kunstner og skribent hele tiden gennem replikkerne som en stille, forstummende røst. Kan litteratur overhovedet bevirke noget politisk, spørger hun og syntes i Richters slutmonolog at komme til kort. Er Am Königsweg Jelinkes sidste krampetræk? Et desperat forsøg på at skabe verbal mening i en verden, hvis mægtigste nation er styret af en mand, for hvem sandheden er bøjelig, og hvor falske nyheder florerer non stop i en form for uvirkelighedsmaskine ude af proportioner?

“Jelinek har sagt i årevis, at hun ikke har flere ord tilbage. Inden sine sidste fire stykker sagde hun det, og hun er alligevel vendt stærkt tilbage. Jeg kan ikke svare på, om der kommer flere tekster fra hende, men der er stadig enorm efterspørgsel på hende fra teatrene”, fortæller Honegger, som mener, at Am Königsweg er et af Jelineks bedste.

“Hun begyndte at skrive det den aften, Trump blev valgt og så med det samme lige igennem ham. Nu, over et år efter, er det, hun skrev om ham, stadig relevant. Det eneste, hun selv siger, hun ikke forudså, var, at han ville holde så længe som præsident – så mon ikke vi kan forvente flere skriverier fra hendes hånd”.

Del artiklen

'Nobelprismodtager Elfriede Jelinek: “Jeg har ikke mere at sige”'

Facebook