Populært lige nu

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i perioden 2025-2028. To andre teatre får støttemidler fra en anden pulje, et teater tages helt...

Teatergrad – Hvad så nu? Hvad gør I uden bevilling?

I denne uge mistede Teatergrad status og den medfølgende støtte som lille storbyteater i København. Teatrets to ledere, Pelle Nordhøj Kann og Christine Worre...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Drengen der ville være vægtløs – er flot skuespil i en simpel fortælling

Den unge trekløver af talentfulde skuespillere forløser deres roller flot i Drengen der ville være vægtløs, der som fortælling dog aldrig bliver rigtig fængende.

Drengen der ville være vægtløs er en fortælling fra et drømmeløst Provinsdanmark anno 1980, hvor den halvvoksne René forsøger at finde en vej frem i tilværelsen.
Da vi møder René, er hans far lige død, mens mor er et pillemisbrugende monster, der manipulerende får sin søn til at proppe migrænehæmmende stikpiller op i hendes anus.
Den bamse-store René holder ikke ligefrem af livet som hjemmeboende hushjælp, men modet til at flytte svigter.

Drengen der ville være vægtløs på Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

Han vil ikke være smed, og vægrer sig ved at møde op til den elevplads, som faren fik skaffet – men hvad skal han så? René snakker løs om stjerner, galakser og vægtløse astronauter, men vennerne har svært ved at følge de flyvske drømme. For Theis ryger hash og haster ud af en kriminel løbebane, mens veninden Winnie drømmer om et liv som sanger og performer overbevisende med Madonna som backtrack, mens virkelighedens stemme klinger knap så rent og fremtidsmulighederne synes at være den elevplads, hun får i den lokale frisørsalon.

Drengen der ville være vægtløs på Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

Sammen forsøger den vingeskudte trekløver at finde en vej frem i tilværelsen, og de er både charmerende, rørende og overbevisende i deres forgæves kamp. Men manuskriptet svigter dem, for vi forstår jo straks, hvad konflikten er, og der sniger sig lidt fortællemæssig tomgang ind, mens teksten alt for ofte siger det, vi selv skal tænke på stolerækkerne, og en noget tempotung instruktion har svært ved at give forestillingen en dynamisk fremdrift.

Det er skuespillerne som bærer forestillingen i hus. Nicolai Jørgensen er den bamse-store René, som overbevisende kæmper med overvægt og selvværd, mens man bag hans mutte ydre fornemmer de mange indre kampe og konflikter, man sådan håber på, kan bringe ham videre i livet. Mads Reuther er vennen med det flakkende blik, desperate ydre og indre følelsesmæssige kaos, han lader skinne igennem i en helstøbt fortolkning af den frustrerede Theis, mens Mette Klakstein Wiberg skaber et flot portræt af veninden Winnie, der fortabt stiller sin krop til rådighed i forsøget på at finde nærvær, men som resten af de tre ender som taber i Provinsdanmarks drømmeløse virkelighed. Imens svæver de voksne i skikkelse af Lars Boms smed og Mette Horns monster-moderen lidt tragikomisk omkring, og det er svært at få hånd om de skal være komiske karikaturer eller psykologiske karakterer.

Der er flere fine og gribende scener i Drengen der ville være vægtløs og som sagt gør skuespillerne det godt, men som helstøbt forestilling er tempoet for tungt og teksten for banal til rigtig at fænge.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.

Nikolaj Mineka: Applaus bidrager til at flytte fokus væk fra mediernes ansvar

"Kun ved at stå sammen og holde fokus kan vi skabe den forandring, der er nødvendig for at vende denne uheldige udvikling". Sådan skriver...