Nekrofili eller morbid kærlighed? Fortællinger fra virkeligheden får liv på scenen – men hvad må man vise?

Interview med skuespiller og dramatiker Sune Abel

<strong>Nekrofili eller morbid kærlighed?</strong> Fortællinger fra virkeligheden får liv på scenen – men hvad må man vise?

Fra Doktor von Cosels Hemmelige Liv Foto: Lars Horn.

Johanne Engel Aaen:

Johanne Engel Aaen er bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet og uddannet fra Forfatterskolen i København

Billedserie

Doktor von Cosels Hemmelige Liv
26.-27. okt 2018
Limfjordsteatret

Billedserie

Doktor von Cosels Hemmelige Liv
26.-27. okt 2018
Limfjordsteatret

Røntgenlægen Dr. von Cosel har en grum hemmelighed. Hjemme i hans seng ligger hans livs store kærlighed; den unge, smukke Elena. Men Elena er død, bukket under for tuberkulose, og lagt i de bløde dyner af von Cosel, der har gravet hende op af graven. Det lyder bizart, men historien er taget direkte fra virkelighedens verden. På Limfjordsteatret genfortælles den bizarre historie i den musikalske forestilling Doktor Carl von Cosels Hemmelige Liv, men hvad kan den makabre historie sige os i dag? Hvordan arbejder man med virkeligt stof i et kunstnerisk værk og er der noget virkelighed, der ikke kan iscenesættes? ISCENE talte med skuespiller og dramatiker Sune Abel.

Og lad os starte med sidste spørgsmål først. Er der noget virkelighed, der ikke kan iscenesættes?

”Da jeg fortalte historien om von Cosel til folk, var der mange, der syntes, den mindede om Peter Madsen og ubådssagen. Men for mig er der kæmpe forskel på de to. Efter min mening kan Peter Madsen ikke iscenesættes; den historie er på mange måder bare frastødende, og jeg kan ikke rigtig se, hvordan vi kan lære noget af den,” siger Sune.

Hvad kan vi lære af historien om von Cosel?

”I forhold til denne her historie, har vi været interesseret i at stille spørgsmål, og få publikum til at stille spørgsmål til deres opfattelse af ting. Kærlighed er jo noget af det smukkeste, der findes, det kan vi alle vist blive enige om. Men hvad kan vi godtage i kærlighedens navn, og er kærlighed altid en legitim grund at handle ud fra? Det var noget af det, historien om von Cosel kunne belyse.”

En grotesk fascination

Det var Sune selv, der stødte på historien om den mystiske læge, da han for et par år siden zappede rundt på TV:

”Meget tilfældigt faldt jeg over en dokumentar om den her mand, der havde boet sammen med en død kvinde i 7-8 år, og jeg kunne ikke løsrive mig fra historien,” fortæller han.

Fra Doktor von Cosels Hemmelige Liv Foto: Lars Horn.

”Der var noget smukt i beskrivelserne; hun lå i brudekjole, med blomster i håret. Det blev beskrevet, hvordan hun ligefrem var velduftende, fordi han havde taget sig så godt af hende. Det var noget i, hvordan noget så grotesk også kunne være smukt.”

Siden glemte han den makabre fortælling, lige indtil den dag, der dukkede en artikel op i hans Facebook-feed om von Cosel:

”Jeg så artiklen og historien stod lysende klart for mig igen, og jeg vidste, at der var noget her, noget jeg måtte fortælle.”

Hvad var det, der fascinerede dig særligt ved historien om von Cosel?

”Først var det den dobbelte følelse af afsky og fascination; var det romantisk eller bare ubehageligt, det han havde gjort? Hun var meget yngre end ham, hun var en af hans patienter, og hun havde afvist ham flere gange, mens hun var i live. Samtidig kan man vel ikke betvivle, at han elskede hende. Efter hendes død byggede han et mausoleum til hende, hvor han kom hver dag i halvandet år, indtil han så røg ud over kanten, og valgte at grave hende op.”

”Langsomt udviklede det sig til en fascination af manden bag overskrifterne: Hvad var han for en? Hvad var der sket inde i hans hoved? Hvad er bevæggrundene for sådan en handling; var han fuldstændig sindssyg eller er der en forklaring bag, man kan forstå?”

Bl.a. disse spørgsmål blev afsæt for arbejdet med forestillingen. Som forlæg til stykket har holdet bag researchet sig frem til forskelligt materiale, bl.a. artikler fra dengang, bøger, og endda også historien fortalt af von Cosel selv.

Fra Doktor von Cosels Hemmelige Liv Foto: Lars Horn.

”Der findes bøger om historien, bl.a. en udgave af von Cosels egen dagbog (The Lost Diary of Count von Cosel, red.). I dagbogen er han helt ærlig om hele situationen; både hvordan Elena afviste ham, og hvordan han lever sammen med liget, fx helt lavpraktisk om hvordan han holder hende ”i live” med kemikalier.”

”Dagbogen bliver også en slags retfærdiggørelse af hans handlinger. Han skriver, at under hans besøg i mausoleet plagede hun ham om at blive taget med hjem. Så ifølge ham, er det hendes ønske, han opfylder – han gør det for hendes skyld.”

Hvad lærte du om von Cosel gennem researchen?

”At han var skør. Det bliver jeg nødt til at sige. Han påstår fx, at hun begynder at menstruere igen på et tidspunkt… Men samtidig er der også noget enormt genkendeligt i hans længsel efter samhørighed med et andet menneske.”

Lærte du at forstå ham og hans handlinger bedre?

”Jeg kan sagtens sætte mig ind i det at miste en man elsker, og savnet der følger med. Og det svære ved at give slip på noget eller nogen, der står en nært. Men måden han håndterer det på… Det kan jeg ikke på nogen måde identificere mig med.”

”Monsterets” menneskelighed

De fleste ville nok have svært ved at identificere sig med von Cosel og hans morbide handlinger, og det kan være svært at sætte sådan en person på scenen, uden publikum afskriver ham med det samme som ond og ulækker. For Sune og resten af holdet var det i von Cosels intentioner, de fandt hans menneskelighed frem.

”Det var vigtigt for os, at publikum skulle have sympati for ham. Vi er selvfølgelig nødt til at vise, at han var skør, men samtidig også menneskelig,” fortæller Sune.

”Vi er gået til det med udgangspunktet, at han jo vil hende det godt. Han har ingen onde intentioner, han mener han gør det rigtige. For mig virker det til, at han nærmest har en barnlig uskyld i sig. Hele vejen igennem er han overbevist om, at han gør det for hendes skyld, og det er der jo noget sympatisk i.”

Generelt var den største udfordring ved lige netop denne historie, om publikum ville gå med på præmissen, om de ville tro på historien, eller om de ville tænke, at det her, det er for langt ude.

”Men da jeg researchede til forestillingen, opdagede jeg, at det ikke er unormalt, at folk bor med afdøde. Eller jo, det er det selvfølgelig, men det er ikke så usædvanligt igen. De her historier forekommer oftere end man tror.”

Sune Abel. Foto: Ole Geerthsen

”Men vi har svært ved at tro på virkeligheden nogle gange. I hvert fald den virkelighed, der peger på, at der ikke altid er en logisk årsag til alt.”

Historiens sensation og kunstens etik

Udover at få publikum til at gå med på historien og mennesket von Cosel, er der selvfølgelig også et kunstnerisk udtryk og et forestillingsunivers, der skulle skabes. Om den proces siger Sune Abel:

”Vi var som sagt interesserede i at undersøge von Cosel. Og det har ført nogle valg med sig. Fx ser man ikke Elena på scenen; for hun er som sådan ikke en del af historien. Det handler om ham og hans virkelighed. Så vi har skabt en forestilling, der foregår inde i hovedet på ham, hvilket også afspejler sig i scenografien. Von Cosel er videnskabsmand, og scenen er et slags laboratorium, en opfinderverden; der er bl. a. en tromme, der kan spille af sig selv.”

Fra Doktor von Cosels Hemmelige Liv Foto: Lars Horn.

Musik er også en stor del af forestillingens udtryk. Hvordan det passer ind i en forestilling, der er inspireret af virkelige hændelser, er der flere forklaringer på.

”Musikken bliver i forestillingen brugt både som stemningsskaber og som en slags anden karakter; nemlig Elena. Musikken har fungeret som hendes ”stemme” og som udtryk for hende; den er forførende, dragende og fascinerende, ligesom hun er det for von Cosel.”

”Og så skriver han i dagbogen, at han elsker, når hun synger for ham. På den måde er det musikalske element også inspireret af virkeligheden.”

Kan du pege på noget, der er anderledes i måden, man arbejder med en forestilling på, når man har med virkeligt stof at gøre? Er der ting man skal være særligt opmærksom på?

”Der er helt klart nogle andre overvejelser, man skal gøre sig og valg man skal træffe. Hvor tro skal man være mod de virkelige hændelser fx?”

”Det er nemmere at lægge afstand eller justere ved ting, der sker i en dramatikers værk, fordi det er fiktion. Men det kan man ikke gøre på samme måde med virkeligt stof; der er nogle helt konkrete ting, der er sket, og som man ikke kan ændre på.”

”Og så er der altid et etisk perspektiv. Man bruger noget stof, der er kød og blod, men man skal også iscenesætte det; balancen mellem at være tro mod historien, og samtidig skabe et kunstnerisk udtryk.”

Hvad har I diskuteret af etiske problemstillinger ift. denne her forestilling?

”Vi diskuterede meget det nekrofile aspekt i historien. Tidligere i processen fyldte det mere i forestillingen, men vi valgte at nedtone det. For det første kan folk nok godt tænke sig til det selv; han taler jo fx om at de bliver gift, og for det andet var det ikke det, der var interessant ved historien eller vedkommende for publikum,” fortæller Sune.

”Der var vi mere ovre i sensationalisme, og ikke noget det gjorde historien mere mærkbar eller relevant.”

Meta og McDonald’s

Og så er vi tilbage, hvor vi startede; tilbage til spørgsmålet, om der er virkelighed, man ikke kan iscenesætte eller bør iscenesætte, ting der er for usmagelige i deres sensationalisme eller på andre måder ikke egner sig til scenen.

”Der er i hvert fald ting man bliver nødt til at forholde sig til. Hvis man iscenesætter noget nutidigt, er der fx hele det etiske spørgsmål om hvem man støder, som man må overveje,” forklarer Sune Abel.

”Og så er al virkelighed jo ikke interessant: hvis man går på McDonald’s, er der masser af virkelighed, men det gør det ikke spændende. Historien må have et eller andet ”meta-plan”, noget, der potentielt kan lære os noget, eller få os til at stille spørgsmålstegn ved ting, og åbne nogle perspektiver på vores virkelighed.”

Doktor von Cosels Hemmelige Liv spiller på Limfjordsteatret d. 26.-27. oktober, og drager herefter på turné.

Læs mere om forestillingen her

Del artiklen

'Nekrofili eller morbid kærlighed? Fortællinger fra virkeligheden får liv på scenen - men hvad må man vise?'

Facebook