Populært lige nu

Annonce

★★★★☆☆ ’Arternes oprindelse’ som masketeater er et fint indblik i historien

»Hvornår begynder historien?« Spørgsmålet indleder Teaterhuset Filuren og Thalias Tjeneres nye maskeforestilling Arternes oprindelse, der på stumfilmslignende vis fortæller, hvordan vores historie blev ændret af et enkelt fossilfund.

Annonce

Arternes oprindelse bygger på fortællingen om den britiske palæontolog Mary Anning, der gjorde de første fund af dinosaurknogler fra et icthyosaurus-skelet. Men i stedet for en historisk korrekt gengivelse, har Linda Fallentin og Stephan Vernier i deres tekst fokuseret på de vigtigste detaljer og derudover givet fantasien frit løb. Det er der kommet en virkelig fin lille forestilling ud af. En fortælling, der giver sig god tid og fremføres nærmest som en stumfilm.

Fossile fund i en klint ved kysten

Midt på scenen står en stor klint med tydelige lag af aflejret kalk og sten. De tre skuespillere kan klatre på den, gemme sig bag den og bevæge sig foran den. Scenografien er skabt af Linda Fallentin og Stephan Vernier i samarbejde med Uffe Blaabjerg, og den fungerer ganske enkelt virkelig fint. Både som kulisse og som et magisk sted, hvorfra historiens hemmeligheder dukker frem. Og med Loz Kayes lydunivers, hvor bølgeskvulp og mågeskrig toner frem i baggrunden, er der ingen tvivl om, at dette er en klint tæt ved kysten.

Arternes oprindelse
Arternes oprindelse på Teaterhuset Filuren. Pressefoto

En pigestemme fortæller. Hun fortæller om sin veninde Mary, der ikke var et helt almindeligt barn. Da Mary var spæd, blev hun ramt af lynet. Det gav hende en særlig evne til at se historien levendegjort i sten. I de fossiler, hun hakker frem fra klinten.

Der er noget altmodisch over fortællingen. Måske er det langsomheden. Måske sproget. »Mary elskede at tage med sin far ud og finde kuriositeter«. Ikke desto mindre, så holdes opmærksomheden fanget. Børnene på tilskuerrækkerne stirrer fascinerede på Mary, på hendes lille geologhammer og på de fine fossilfund, der dukker frem fra klippestykkerne under hende.

Annonce

Og så er der stumfilmsstemningen. For de tre medvirkende skuespillere (Tone Haldrup Lorenzen, Linda Fallentin og Stephan Vernier) siger ikke et ord. De fortæller historien udelukkende med kropssprog, mens munter klavermusik spiller i baggrunden. Naturligvis suppleret af små sekvenser, hvor fortællerstemmen føjer detaljer og navne til historien, som teksterne i en stumfilm. Men alligevel er det imponerende, hvor meget udtryk kroppen kan have.

Som store, levende dukker

Filuren og Thalias Tjenere kalder selv Arternes oprindelse for masketeater. Men de i forestillingen anvendte masker, der er skabt af Stephan Vernier, er langt mere end blot masker. De er hele hoveder sat på skuespillernes kroppe. Store og runde med tydelig personlighed afspejlet i de enkelte ansigtstræk. Sammen med Linda Fallentins kostumer, kommer skuespillerne næsten til at ligne kæmpestore marionetdukker.

Landsbypræsten Samuel har et bistert udtryk med dybe furer langs sine nedadvendte mundvige og en skeptisk rynke mellem øjenbrynene. Og han er så afgjort skeptisk over for de fossilfund, der på ingen måde passer ind i den Bibelhistorie, han prædiker i kirken. Pigen Mary derimod har røde fletninger, et nysgerrigt blik i øjnene og et lille finurligt smil på læberne. Det passer til hendes umiddelbare nysgerrighed og hendes umættelige tørst efter svar på spørgsmålet, »Hvornår begynder historien?«

Arternes oprindelse
Arternes oprindelse på Teaterhuset Filuren. Pressefoto

Vi får ikke et svar. Men alle børn i salen forstår hurtigt, at historien begynder længe før den fortælling, som Biblen byder på. Det er faktisk essensen af fortællingen i Arternes oprindelse, at børn (og voksne) skal forstå, at alle dyre- og menneskearter er startet som noget andet. »Hver ny sten føjer mere til historien. Historien om arternes oprindelse«. Måske finder vi aldrig svar på alle vores spørgsmål, men vi må fortsætte med at lede.

LÆS OGSÅ: Kommunikation i børnehøjde

Som bonus til selve forestillingen har teatret i det tilstødende lokale opstillet en otte meter lang sandkasse. Her har alle børn efter forestillingen mulighed for at grave efter dinosaurknogler. Fint udskårne, todimensionelle knogler, der som puslespilsbrikker passer ind på et af tre store dinosaurmotiver på væggene. Det er en virkelig fin udvidelse af teatersalens fortælling, som giver børnene en ekstra dimension og en yderligere forståelse af, hvad det var, Mary Anning foretog sig.

Læs mere her

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Freelance kulturjournalist, teaterkritiker for Jyllands-Posten og medlem af Årets Reumert-juryen. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...