ISCENE har mødt teaterchef og skuespiller Mille Maria Dalsgaard til en snak om etableringen af Sydhavn Teater, der fordrer til handling frem for indføling.
Der er stille i gaderne, da jeg ankommer til Sydhavn Teaters nye performancerum P44. Og mørket er så småt ved at falde på, mens Mille Marie Dalsgaard og den svenske scenograf, Svante Back, stadig arbejder på indretningen af rummet til den kommende performance på Borgbjergsvej 44.
Vi sætter os i det lille lokale med lyserøde vægge og drikker æblemost. Mille Marie Dalsgaard er ildsjælen bag og initiativtager til Sydhavn Teater. Teatret har nu status som lille storbyteater og har gennem tiden eksperimenteret med næsten alle dele af teatermaskinen. Det har fx produceret et mobilt camping-Dukkehjem, midnatsforestillingen Ashes to Ashes i et forladt kapel, en dramaturgisk cirkulær nyfortolkning af Jeanne D’arc-myten og en feministisk kældernedstigning med forestillingen SKYGGE (Eurydike siger). Mille fortæller engageret, smilende og sikkert om hvorfor:
”Sydhavn Teater opstod, da jeg mærkede forskellene på teaterkulturer, da jeg kom tilbage til Danmark fra Tyskland i 2011. Spillestil, dramaturgi, stofligt materiale og forholdet mellem værk og publikum var radikalt anderledes, Der er sket meget i løbet af de sidste otte år. Og jeg havde lyst til at bidrage i Danmark med det, jeg havde arbejdet med i Tyskland i mange år Jeg havde arbejdet med koryfæer, der var i andet led til Heiner Müller, Einar Schleef og Jerzy Grotowski. Jeg ville gerne blande den tyske tilgang til teatervirksomhed, hvor kunsten er en absolut nødvendighed, og det gode, danske arbejdsmiljø”.
Den lokale forankring
Derudover er Mille Marie Dalsgaard opvokset i Sydhavnen og kom så ved et tilfælde til at bo her igen. Hun var på det tidspunkt lige blevet mor og gik rundt med barnevognen i området.
”Dengang var der ingen urban feeling. Det er blevet meget bedre. I en storby kan du normalt i gåafstand finde tilbud, hvor du kan mødes med andre, få oplevelser og blive stimuleret. Det var der ikke i Sydhavnen på det tidspunkt. Det fede ved Sydhavnen var derfor også, at der ikke var noget ’scenekunstnerisk plejer’. Der var ingen tradition for teater i kvarteret, så vi kunne starte helt fra bunden. Vi kunne skabe vores eget nye udtryk og tænke teater på en helt ny måde uden at skulle rive gamle mure ned. Det stemte godt med mine ambitioner”.
Hvad gjorde I med hensyn til lokaler på det tidspunkt?
”Der var ikke noget”, griner Mille højt: ”Vi sad hjemme og skrev. Den første forestilling var i campingvognen og den næste i et forsamlingshus lige herovre”, siger hun og peger ud ad vinduet.
Derefter har Sydhavn Teater produceret forestillinger i en bunker, i Bavnehøj skoles kælder og forskellige steder i byrummet. I 2016 fik Sydhavn Teater så mulighed for kontinuerligt at producere forestillinger i Østre Kapel på Vestre Kirkegård og deres administration hører nu til i Karens Minde Kulturhus. Udover teaterleder og skuespiller Mille Marie Dalsgaard er Marie Egetoft ansat som producent og Maria Carmen Lindegaard som skuespiller og forankringsmedarbejder.
For den lokale forankring er en af de hovedsøjler, der bærer Sydhavn Teater.
”Et af vores hovedformål er at være en aktiv medspiller i vores bydel. Den lokale forankring for Sydhavn Teater er vidtforgrenet. En del er bare at være tilstede og have en masse uformelle snakke. Vi er med i forskellige arbejdsgrupper på byudviklingsplan, fx sidder jeg i styregruppen for områdefornyelsen Sydhavn. Vi har også haft et Sydhavn unge-hold, workshops i skolerne, og vi faciliterer netværk kultur-skaberne i mellem og laver mange arrangementer, som rækker udover teateroplevelsen, hvor det er muligt at møde os”.
Friktion og varme
Men Sydhavn Teater vil ikke kun i dialog med det lokale miljø, det vil også være en del af den nationale teater-pallette og være i dialog med og debattere samfundet generelt.
”Jeg vil hellere høre folk sige, at vores forestillinger bragte dem ud af deres comfort zone; at det var vildt ulækkert eller provokerende end at høre, at de havde en standard god teateraften”.
En anden vigtig målsætning for Sydhavn Teater er nemlig at eksperimentere med scenekunsten. Sydhavn Teater er som nævnt rundet af Mille Marie Dalsgaards erfaringer med tysk teatertradition, som vil debattere samfundet og opfordre publikum til handling frem for indlevelse i et helstøbt psykologisk portræt.
”Teatret repræsenterer det ultimative frirum. Vi har den ultimative ytringsfrihed. Teater er en måde at præsentere en diskurs. Vi kan opstille scenarier i al sin gru, i al sin politiske ukorrekthed og på alle mulige måder udfordre verden og de vaner, vi er vant til at se på verden med. Det synes jeg, vi har en pligt til”.
Mille sætter sine to hænder op og gnider knoerne mod hinanden: ”Hvis vi arbejder bevidst på den her måde, så er vi i kontakt. Vi kæmper, og der opstår friktion og varme. Vi skal som kunstnere ville forhandle noget med vores publikum og i spillestil, formater osv. eksperimentere med, hvordan vi kan forstyrre folk og få dem til at reflektere over deres egen eksistens og givetvis handle anerledes modsat at forføre til indlevelse”.
Internationalt udsyn
Sydhavn Teater arbejder også for mangfoldighed og ser forskellighed som en styrke. Samarbejder og udveksling med internationale scenekunstnere og særligt instruktører er dermed en vigtig tredje bærende søjle for teatret.
”Jeg ser en kæmpekvalitet i at have en national splittelse i sig. Det er en stor kvalitet, at man hverken er ude eller hjemme nogen steder. Der sker noget andet, idet man har fået vendt sin egen kultur på hovedet. Har fået et andet blik på sig selv, og hvor man er. Så næsten alle de instruktører, vi har arbejdet med, har boet i udlandet og har været fremmede en periode af deres liv. Det giver en samklang, at de også har været revet fuldstændig ud af deres kontekst og har skullet definere sig selv i ukendt terræn”.
Ens ophav kan give indgroede mekanismer og en smag, som man højst sandsynlig ikke kan blive fri af.
”Ashes to Ashes var aldrig blevet den samme end lige med Marc Wortal som instruktør. Med sin erfaring med biomekanik, det absurde teater og Grotowski-metoden og som hollænder, der har studeret i Tyskland, er han en smeltedigel af indtryk, som han har destilleret til sit fuldstændig eget udtryk”.
Kan det ikke give udfordringer, når man skal spille på dansk?
”Det er et godt spørgsmål. I virkelig god kunst behøver man ikke forstå hinandens sprog. Nej, vi skuespillere kan ikke snyde instruktøren ”, griner Mille igen højt og smittende.
”Det fungerer selvfølgelig sådan, at vi arbejder med teksterne på modersmålet og så med den danske udgave ved siden af. Jeg har ikke oplevet, det har været en uovervindelig barriere, tværtimod”.
Performancespace 44
Sydhavn Teater kan altså nu tilføje P44 som spillested.
”Det har været en lille butik. Det er meget intenst i det her lille rum. Vi har lavet Skyd Snehvide herinde med kunstgræs på gulvet og et kæmpe kostume, der fyldte hele scenen. Jonas Lithauen var Snehvide, og moderen var placeret oppe på en piedestal. Teknikken og musikeren, Brian Larsen, blev nødt til at sidde derinde og kigge ind gennem hullet”, forklarer Mille og peger mod en åbning i væggen ind til et lillebitte baglokale.
P44 har heldigt front mod Sydhavnens hovedstrøg, Borgbergsvej.
”Ideen er, at folk løbende skal kunne komme og opleve højkvalitativ scenekunst lige fra gaden. Det bliver ikke kun mig, der sidder her og holder en monolog, for det primære er æstetisk at transformere hele rummet. Man skal som tilskuer træde ind og opleve en parallelverden, og man skal gerne kunne se reminiscenser fra tidligere produktioner, så man også får indblik i den kunstneriske proces. Vi vil gerne tænke rundt om den rumlige oplevelse for vores gæster. Til næste vinter laver vi fx en fem måneder lang maraton-performance”.
Sydhavn Teater er nået langt på en vis portion risikovillighed, højt kunstnerisk niveau og sund økonomisk fornuft. Man kan kun håbe på, at teatret vil nå bare nogle af de mange fremtidsplaner Mille Marie Dalsgaard har:
”Det har selvfølgelig betydet helt utrolig meget økonomisk, at Sydhavn Teater er blevet lille storbyteater. Nu søger vi en kommunikationsmedarbejder. Og om fem år håber jeg, vi har et flot istandsat Østre Kapel med en vidunderlig white box til forestillinger, performance, koreografi og andre kulturaktiviteter. Gerne med bade- og omklædningsfaciliteter plus lækkert publikumsområde. Jeg håber også, vi har et lille ensemble plus teknikere, så vi både kan være ude på turne og hjemme. Vi vil selvfølgelig stadig være opsøgende og inkludere de udtryk, der presser sig på fra Sydhavnen. Og her i rummet har vi et on-going performancespace”.
