At Silvio Berlusconi er en laber crooner, ved vi jo godt. At han som singersongwriter sikkert har fået assistance med både tekst og melodi, kan vi nemt regne ud. Men hvad vi ikke lige vidste: Hans forgænger udi det stolte italoembede som landsfader- og forfører, Benito Berlusconi, gjorde det først, ikke som sangersangskriver, men som dramatiker.
Ja, Il Duce, den italienske diktator 1922-43, skrev en lille håndfuld skuespil i samarbejde med operalibrettisten Giovacchino Forzano, der blev det fascistiske partis håndlangende mand som propagandadramatiker. Mest kendt er De 100 dage om Napoleon, Mussolinis forbillede.
Det er tilblivelsen af dette skuespil, som den svenske dramatiker Lucas Svensson skriver om i sin nye enakter på Får302, skrevet direkte til det lille trange teater i Toldbodgade, Mussolinis De 100 dage. Direkte og direkte er imidlertid så meget sagt, for Lucas Svensson har brugt samme materiale tidligere, nemlig på Café Teateret i 2014, hvor han – ganske som nu – citerede fra den tale, som chefen for Dramaten i Stockholm, Pauline Brunius, holdt da teateret i 1934 havde premiere på Mussolinis stykke.
Man kan vel kalde det svensk opportunisme, et kulturpolitisk ønske om at holde sig på god fod med Italien på daværende tidspunkt. Det skal man hertillands ikke have hellige synspunkter om. Politisk styring af nationalscenenerne i kritiske tider er ikke uset. Det Kongelige Teater drog gerne på turné i nazisternes Tyskland, og i 1950 droppede man – efter et vink med en vognstang fra det daværende politiske tilsynsråd (der eksisterede helt frem til indførelsen af en egentlig bestyrelse i 1990) – et pacifistisk skuespil af Mogens Linck, der eller var antaget, fordi man ikke ville provokere USA på et tidspunkt, hvor NATO-samarbejdet var helt nyt.
Mussolinis De 100 dage er et interessant lille stykke, der nyder godt af det elementært bizarre faktum: Mussolini skrev dramatik. Selvhævdende og megaloman hyrede han en dreven dramatiker til det praktiske arbejde, og vi følger ikke mindst Giovacchino Forzano (Ole Lemmeke) i en nervøs, vankelmodig rolle som Il Duces dramatiske forløser. Om han selv var troende fascist, får vi ikke svar på, men det var han vist ikke. Og det er nok det mest uhyggelige: Den totalitære leders evne til at tage sin vilje, understøttet af den enkelte borgers manglende mod til at sige nej.
I Egill Pállsons humoristisk-sarkastiske instruktion møder vi både Mussolini (Birgitte Prins) og Hitler (Charlotte E. Munksgaard) i en række udmærket barokke og komiske sekvenser, der bl.a. viser hvad, der kan komme ud af at holde enden af en sort plastickam op under næsen. Vupti, Hitler! Her er de to diktatorer, den ene falleret landskabsmaler, den anden forløjet dramatiker, i deres velmagtsdage. Vi kender jo godt deres skæbne, men endnu har de ikke selv mødt den. De kan kun citere Napoleon: ”Der findes ingen skæbne, der findes kun politik”.
Mussolinis De 100 dage er ikke noget stort stykke, ikke engang et stort stykke på en lille scene. Men det er logisk nutidsdramatik med bevågenhed for det politisk-populistiske. Den stærke mand går jo aldrig af mode, og alt tyder på at befolkningerne vedblivende finder foruroligende stor tryghed i de maskuline nationsbeskyttere. Som lillesceneteater er stykket tænkt simpelt og kreativt, ikke mindst med udmærket udbytte af Siggi Óli Pálmasons fine scenografi, hvor Mussolinis skrivebord bliver forvandlet til et lille dukketeater, hvor f.eks. Italiens bombardement i Abessinien bliver opført i en sandkasse med løsrevne arme og ben fra stakkels plastikdukker (men burde det ikke have været politisk ukorrekte ”negerdukker”?).
Folkeforførelsen finder hele tiden nye former. I dag sætter vi vores lid til at der er indbyggede checks and balances i demokratierne, men hvor sikre bør/tør vi være? Fake news! råber højrehøjrehøjrefløjen i USA. Lügenpresse! skråler de højrehøjrehøjreradikale i Tyskland. Og på Får302 lyder slutreplikken: ”Fascisterne vil altid sejre”. Så bliver tæppet trukket for, mens Birgitte Prins nedstirrer os med et formanende ansigtsudtryk. Vi kan roligt være bange.
