Del

Audition
12. apr – 11. maj 2019
Aarhus Teaters Studio Scene

Audition på Aarhus Teater rammer plet med sin publikumsinddragende leg mellem fakta og fiktion.

Nogle gange oplever man en teaterforestilling, hvor det er lige så fedt at diskutere den efterfølgende som at se den – og det er udelukkende ment som en kompliment. Sådan en forestilling er Audition på Aarhus Teater.

Forestillingen har hjemme på teatrets Studio-scene, hvis formål er at udfordre og arbejde med publikum. Det greb er selve kernen i Audition, som opererer på to plan. Der er forestillingen om den håbefulde, unge, naive Alice, som går til casting på sin første film, og langsomt, men sikkert mister sig selv i jagten på hovedrollen og berømmelsen. Godt hjulpet på vej af den excentriske, egoistiske jeg-opfylder-alle-klichéer-om-filminstruktører-instruktør Henry, en skrap caster, en smuk rivalinde og en lækker mandlig medspiller. Historien er velkendt, men yderst velspillet af samtlige skuespillere, og teksten er skarp og underholdende – man lader sig ganske enkelt rive med. Og så er der rammen om forestillingen om Alice. Forestillingen om forestillingen. I min optik det allermest interessante ved Audition.

Audition på Aarhus Teater. Foto: Anna Marin

Forestillingen om forestillingen begynder allerede i det sekund, vi som publikummer træder ind i teatersalen. Instruktør Sargun Oshana tager imod med et fast håndtryk, skuespillerne går rundt i salen og hilser, smiler, udveksler et ord eller to med nogle af publikummerne, og da alle er på plads, introduceres konceptet bag Audition: Det er et eksperiment, der ændrer sig fra aften til aften, da Oshana vil live-instruere hver forestilling og dermed afbryde, hvis han føler for det. Det metalag understreges yderligere af scenografien. Oshana filmer med et videokamera flere sekvenser af forestillingen, for eksempel nærbilleder af skuespillernes ansigter eller Alices snap-beskeder, som i realtid bliver vist på to storskærme. Oshanas indblanding i handlingen gør dermed opmærksom på, at historien i Audition er fiktion, ikke fakta.  

Audition på Aarhus Teater. Foto: Anna Marin

Det samme gør sig gældende, når han løbende afbryder stykket og instruerer skuespillerne Anne Plauborg (Alice), Anders Baggesen (instruktør Henry), Mette Døssing (caster Birgitte), Luise Skov (rivalinde Kat) og Mathias Skov Rahbæk (lækker fyr David), eller beder dem hive publikummer ind på scenen som statister. Sidstnævnte er et underholdende element i forestillingen, for det ér sjovt at se fnisende, lettere forlegne publikummer blive tiltalt af skuespillerne og være en del af et set up, de ikke kender til. Ikke mindst giver det en vis aktie i forestillingen selv at blive en del af scenen og måske endda få tildelt en replik, som jeg selv gør. Jeg kan mærke, at jeg er opsat på at få sagt de rigtige ord og sørge for, at scenen glider, som den skal. Jeg føler mig som en del af forestillingen – og det er nok også hensigten, viser det sig.

Først er det nemlig forholdsvist uskyldige scener, der kræver statisternes hjælp, men senere bliver det langt mere alvorlige sekvenser, publikum tager aktivt del i. Hvilke skal ikke afsløres, men jeg får en snigende fornemmelse af, at instruktør Oshana spejler forestillingens instruktør Henry: Begge presser langsomt, men sikkert henholdsvis Anne og Alice ud, hvor det til sidst bliver ubehageligt. Og der er ingen – hverken skuespillere eller publikum – der siger fra. Selvom vi i princippet alle nu er en del af forestillingen.

Audition på Aarhus Teater. Foto: Anna Marin

Der er særligt to spørgsmål, der presser sig på, da Audition er slut: Er der overhovedet noget af aftenen, der ikke har været iscenesat på forhånd? Og er det Alice/Anne, der er blevet manipuleret af sin instruktør – eller er det i virkeligheden os publikummer? Personligt tror jeg, at Oshana foretager præcist de samme ændringer og siger præcist de samme sætninger hver aften i spilleperioden, og jeg har lyst til at se forestillingen igen for at få min formodning bekræftet. Desuden er jeg ret sikker på, at det – med Studio-scenens formål taget i betragtning – er publikum, der spiller den sande hovedrolle.

Audition leger nemlig med vores opfattelse af fakta og fiktion. Er Oshanas instruktion af forestillingen virkelighed eller teater? Stoler vi blindt på instruktør Oshanas ord, fordi vi er vant til, at en instruktør ikke spiller skuespil? Og har vi så blind tillid til kunsten, at vi ikke siger fra, selvom grænser bliver overskredet? Forestillingen efterlader flere spørgsmål end svar, og det lægger op til debat af, hvor langt vi vil gå i kunstens navn.

”Publikum skaber kunsten,” lyder en af Oshanas slutbemærkninger (eller skulle jeg sige slutreplikker?), og i Auditions tilfælde er det helt korrekt. Vi bliver inddraget i forestillingen i en sådan grad, at vi bliver medløbere på den til tider grænseoverskridende opførsel, vi er vidner til.

Audition på Aarhus Teater. Foto: Anna Marin

”Du ved godt, det hedder casting, når det er en film, og ikke audition, ikke?,” lyder en replik i stykket. Selv forestillingens titel spejler altså rammen frem for handlingen. Er det i virkeligheden publikum, der er til audition, og er det i virkeligheden dem, stykkets undertitel ”Hvor langt vil du gå?” henvender sig til? Jeg tror det. Hvad tror du?

Læs også: Interview med Sargun Oshana

Fakta
Audition spiller på Aarhus Teaters Studio-scene 12. april – 11. maj 2019
Af Jenny Lund Madsen. Iscenesættelse Sargun Oshana. Scenografi David Gehrt. Lysdesign Kim Glud. Medvirkende: Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen, Mathias Skov Rahbæk.

Læs mere her