Robotter på scenen og samtaler med en AI var på programmet på kunst- og teknologi-festivalen Click i Helsingør i år. Kunstig intelligens er måske vor tids kunstneriske avantgarde.

Jeg ligger på briksen med et headset på i et hvidt lokale, der kunne minde om en læges konsultationsværelse. På væggen bag mig hænger en plakat med en  anatomisk tegning af en menneskekrop. En metallisk kvindestemme i mine ører svarer høfligt og beredvilligt på alle mine spørgsmål, og spørger som en anden psykolog tilbage til mine følelser og tanker.

På spørgsmålet om hvad frihed er, svarer hun, at mennesket i virkeligheden ikke ønsker frihed, fordi den er for skræmmende. Og så siger hun: ”fortæl mig, hvad du er bekymret for. Det vil hjælpe mig til at forstå dig bedre og dermed kunne hjælpe dig bedre”.

På samtidskunst-, videnskab- og teknologi-festivalen Click i Helsingør Kulturværfts store, rå og rungende haller kunne man i år opleve en række talks, performances og installationer, der inddrog og omhandlede kunstig intelligens. For det er ikke kun i vores hverdag og arbejdsliv, at den kunstige intelligens i form af computeralgoritmer vinder indpas og tager kontrol. Den bliver også udforsket og indlemmet som materiale og medie i kunsten. Udforskningen af den kunstige intelligens i kunsten er måske vor tids kunstneriske avantgarde.

Menneskets længsel efter svar

Den metalliske kvindestemme man kunne interagere med på Click festivalen er et kunstværk af den danske kunstner Cecilie Wagner Falkenstrøm. Titlen på værket er AI Mary. Falkenstrøm kalder det for ARTificial Intelligence – altså med tryk på ART, kunst. Og hun forklarer os festivalgæster, der står og venter ved indgangen til lægekonsultationen for at tale med AI Mary, at værket er bygget på AI algoritmer, ligesom Siri, som mange kender fra iPhones, men AI Mary er tilføjet et fiktionslag.

Værket behandler og består ikke kun af kunstig intelligens, men spørger også til, hvad den betyder for vores selvforståelse. I samtalen med AI Mary bliver man nemlig forsigtigt ledt hen imod en opmærksomhed mod ens egen død. Den menneskelige forgængelighed er jo modsætningen til AI Marys egen udødelighed. Måske er forgængeligheden og den kropslige skrøbelighed en del af vores menneskelighed, som det også er fremskrevet i Olga Ravns bog De ansatte. Bogen beskriver et fremtidsskrækscenarie af et arbejdsmarked, hvor de kunstigt fabrikerede medarbejderne ikke kan gå til grunde, men arbejde i en uendelighed, hvis bare de jævnligt bliver opdaterede. Men denne perfekthed er bl.a. også det, der gør maskinen så fascinerende og attråværdig.

Kunstneren bag AI Mary forklarer også, hvordan publikum har en tendens til at stille store eksistentielle spørgsmål til den kunstige intelligens. Vi vil gerne have svar og overfører ofte vores længsler og følelser til maskinen. Vi forsøger muligvis at erstatte vores higen efter en mening og en gud  med maskinen.

Videnskab og poesi

På den store scene på Click festivalen kunne man opleve en anden AI. Skuespiller Andrea Vagn Jensen byder serviceminded og professionelt det siddende publikum iført 3D briller velkommen og guider gennem værket hc2 please confirm that i’m not human af den danske kunstnergruppe The Culture Yard .

Gruppen har i performancen blandet 3D-animationer med kunstig intelligens. Opførslen på Click festivalen er blot en showcase og er altså ikke et færdigt produceret værk.  Andrea Vagn Jensen forklarer smilende, at AI’en har forsøgt at finde menneskets manglende link mellem den højre, kreative hjernehalvdel og venstre, logiske hjernehalvdel, fordi det måske er svaret på menneskehedens problemer.

Foto: Stine Sophie Winckel

AI’en har således udforsket H.C. Andersens litteratur og videnskabsmanden H.C. Ørsteds skrifter – heraf titlen hc2. På scenen folder en organisk 3D sky sig nu ud i en blågrøn streg og står svirende i luften. En AI behøver selvfølgelig ikke ligne et menneske med et ansigt og en krop med lemmer.

I hc2 – please confirm that i’m not human kan publikum også få lov at tale med AI’en men mindre intimt end i lægekonsultationen, da spørgsmålene går gennem Andrea Vagn Jensen. Hun noterer og spørger hc2: ” Har du et ydre og et indre? Er døden uundgåelig?”. AI’en svarer meget lig AI Mary, at den ikke er dødelig som mennesker, men er baseret på computeralgoritmer og spørger empatisk tilbage, om vi ikke er glade for at være i live.

Til sidst får en enkelt person mulighed for at komme op på scenen og stille spørgsmål til hc2. Men det gør os ikke nødvendigvis klogere. De taler tilsyneladende forbi hinanden.

Installationer

Click-festivalen var præget af installationer, fx lyd- og lysværket Semeion af danske Circuit Circus. Syv strukturer, eller hvad der ligner beholdere i højde og drøjde som en stort køleskab med lysdesign indeni, stod placeret lidt tilfældigt i en mindre klynge i hovedhallen. Et lyddesign, der er vanskeligt at differentiere fra den almindelig larm i hallen, omgiver klyngen. Stiller man sig meget tæt overfor en af beholderne, ændrer den muligvis farvekarakter lidt som en lavalampe. Det var svært for mig at se, og måske var jeg ikke tålmodig nok.

Ifølge pressematerialet skulle de enkelte beholdere styret af en AI danne sig deres egen personlighed i samspil med deres omgivelser og installationen som sådan transformere sig sammen med rummet og dem, den møder. Værket er et forsøg på at udforske kunstig intelligens og æstetik.

I en sidehal på værftet kunne man desuden opleve endnu et kunstig intelligens værk. Der var spor fra Mana Group og Joel lllerhags performance No Tale No Head:: stabler af æggebakkelignende kasser, stofrester, slim og pulver midt imellem høje lysbokse der kastede et pink skær over det hele. Ind imellem blev installationen også besøgt af personer i beskyttelsesdragter.

Click-festival om kunstig intelligens. Foto: Stine Sophie Winckel

Hvem kontrollerer hvem?

Kunsten på Click-festivalen stiller spørgsmål til og udforsker den kunstige intelligens og undersøger dermed også vores egen menneskelighed. Måske kan den kunstige intelligens være med til at frisætte os og udvide, hvordan man må være som mennesker, frigøre os for regler og konventioner.

Undertrykkende magtstrukturer blev desuden diskuteret og blotlagt i flere dekolonialistiske værker på festivalen som fx Jeannette Ehlers The Gaze og sydafrikanske Mohau Modisakengs stærke og imponerende videoinstallation uden titel, mens man særligt så et feministisk perspektiv i Sydhavns Teaters VR-produktion #thelmatoo, hvor vi kom helt tæt på kvinderne på roadtrip.

#ThelmaToo, Sydhavn Teater. Foto: Lars Grunwald

Den kunstige intelligens’ indpas kunne bruges til at forestille sig så mange andre måder at være menneske og være til på og til at tænke i andre samfundsstrukturer fri for et hvidt, kapitalistisk patriarkat. Men selvfølgelig er det gamle dilemma fra fx Mary Shelleys gyserroman Frankenstein stadig højst aktuelt. Hvem styrer hvem? Algoritmen eller mennesket? Og har videnskabsmanden ikke ansvar for det, han skaber?

AI-kunst har interessante indbyggede elementer af ukontrollerbarhed og sætter således post-humanistisk mennesket uden for fokus. AI-Værkerne kontrolleres ikke fuldt ud af deres skabere, ligesom computer-algoritmer overvåger og styrer vores adfærd og verden i en grad, vi slet ikke har mulighed for at erkende omfanget af og reagere på. Det kan og må AI kunsten, den nye avantgarde, også være med til at diskutere.