Hvor langt skal man strække sig kunstnerisk for at imødekomme publikum. Hvordan skal de inddrages i udviklingsprocessen, og hvornår skal man lancere for at sælge flest billetter? I denne artikel retter vi blikket mod det engelske dansekompagni Motionhouse, der har arbejdet med publikumsudvikling siden 90’erne, og spørger Fredericia Teaters direktør Søren Møller, hvad han gør for at sælge sine forestillinger.
“Vores publikum er absolut essentielt for vores arbejde”.
Sådan svarer Louise Richards fra danse- og performancekompagniet Motionhouse på spørgsmålet om, hvor vigtig publikumsudvikling er, når hun og hendes kolleger går i gang med en ny forestilling. Den engelske instruktør er ikke i tvivl: Hvis instruktør og skuespillere bare forsvinder ind i en prøvesal og laver det, de selv gerne vil lave uden at vise det til nogen i processen, er der stor fare for, at publikum ikke bider på.
Det britiske dansekompagni Motionhouse blev grundlagt i 1989, og Richards og hendes medstifter Kevin Finnan opdagede hurtigt, at det betalte sig at inddrage publikum i deres forestillingsarbejde. Hvad enten det er i form af åbent hus-arrangementer, workshops eller feedback-sessioner, er tilskuerne altid med inde over mindst én gang, inden en performance skal stå prøven på scenen. Man ved nemlig aldrig, om et show fungerer, før det kommer foran et publikum, siger Louise Richards på telefonlinjen London-Danmark.
“Vi har selvfølgelig selv en kunstnerisk vision for det arbejde, vi laver, men den har dybe rødder i vores kommunikation med publikum. Vi taler med dem og laver workshops omkring vores ideer. Vores kompagni har eksisteret i 30 år, så vi har en virkelig god fornemmelse for, hvad vores tilskuere kan lide, og hvad der fungerer i de forskellige formater, vi benytter. Vi får også altid feedback efter showet, så vi evaluerer konstant”, fortæller den engelske instruktør.
Det kræver ikke penge at publikumsudvikle
Motionhouses danse- og cirkusforestillinger om eksistentielle temaer som tid, frygt og fangenskab turnerer både i England og internationalt. Foruden store indendørs forestillinger, er kompagniet også garvet ud i udendørs produktioner både for privatpersoner og kooporative firmaer. “Vi er “the go to company”, når det kommer til visionære large-scale udendørs events”, siger Louise Richards, og i 2012 optrådte Motionhouse da også ved London Olympic Games med en storstilet åbningsceremoni.
Hvordan ser jeres publikumsudviklingsproces typisk ud?
”Når vi er i den kreative fase, inviterer vi typisk publikum og partnere ind et par gange for at få en fornemmelse for, hvordan de reagerer på forestillingen. Det betyder ikke, at vi tager alle deres forslag til os, for man kan ikke please alle hele tiden. Men vi får en ide om, hvad der fungerer på det dynamiske og det strukturelle plan. Vores publikum er enormt stort, så vi kan selvfølgelig heller ikke invitere alle ind. Men vi har typisk åbent hus for folk, der på en eller anden måde er i kontakt med og involveret i teatret og kan kaste et objektivt blik på showet”.
At få en fornemmelse for, hvad der virker og ikke virker i en performance, før den kommer på scenen, er meget brugbart, siger Richards. Ved at tage pulsen på materialet hele vejen gennem forestillingsprocessen finder de ofte ud af, om stykket fungerer på både det emotionelle og det strukturelle plan. Foruden blandt andet at tilbyde uddannelsesprogrammer er det også en ambition for Motionhouse, som er støttet af det engelske kunstråd, at tiltrække mennesker, der ikke nødvendigvis kender til dans i forvejen.
Kræver det mange penge i kassen at have så omfattende en publikumsudviklingsagenda?
”Jeg mener, at teatre skal lave deres arbejde med publikum for øje, og vores filosofi er at have dem med hele vejen igennem processen. Jeg tror, at alle teatre kan gøre det, og det behøver ikke koste mange penge. Det handler om attitude og mindset”, siger Louise Richards.
Ophævelse af janteloven
Vender man blikket mod det danske kongerige, er der én teaterleder, der om nogen arbejder med publikum for øje: Søren Møller, der er direktør for “hele Danmarks musicalteater”, Fredericia Teater, arbejder målrettet og kompromisløst med at engagere sit publikum. Og teatret med de farverige Disneys-produktioner er et af dem, der har mest synlighed i hele landet. Ikke overraskende har Fredericia Teater været inspireret af udlandet, hvor man i lang tid har arbejdet mod en bred synlighed. “Det er jo en ophævelse af janteloven at sige, at man vil være mere synlig end alle de andre teatre i København. Selv på Kongens Nytorv er Fredericia det mest synlige teater”, udtaler Søren Møller i interviewbogen Hvis man ikke sigter, kan man heller ikke ramme om musicalteatrets ambitiøse stil. Men ligesom Louise Richard mener Søren Møller ikke, at publikumsudvikling behøver at koste mange penge. I stedet handler det om at være taktisk og smede, mens jernet er varmt.
“Det øjeblik, du ser, at en forestilling sælger, trykker du på speederen og bruger flere penge, end der lå i budgettet. Men du får jo også en markant større indtjening. Det er interessant. Ikke kun i kroner og ører, men også fordi du får en masse mennesker i teatret. Det er en ting, som man i forhold til sin bestyrelse og sine overordnede skal være i snorlige dialog omkring”, udtaler Søren Møller i interviewbogen.
På Fredericia Teater bruger man således midler på at markedsføre en forestilling helt fra lanceringen, fordi den er én af de tre perioder, hvor der er mulighed for at sælge flest billetter. De to andre tidspunkter er lige op til premieren og umiddelbart efter premieren. Ud fra data på, hvordan forestillingen sælger, og hvem der køber billetter, tilrettelægger man markedsføringen. For at være en succesfuld teaterchef er det afgørende, at man foruden at have blik for kunstneriske processer også forstår at håndtere et Excel-ark og de økonomiske mekanismer, der ligger bag billetsalg, mener Søren Møller.
Læs også: “Publikum skal altid forlade salen rigere, end de kommer ind”
“Samspillet mellem højre og venstre hjernehalvdel er sindssygt vigtigt for en teaterchef. Hvis ikke den kompetencepalet er samlet, så tror jeg, det er vanskeligt at begå sig som teaterchef”.
Går aldrig på kunstnerisk kompromis
Teatersamtaler, performances i det offentlige rum og undervisningsmateriale – initiativerne til at engagere folk i teatret – og i sidste ende sælge flere billetter – er mange og alsidige på de danske teatre. Efter rækken af samtaler med blandt andre Det Kongelige Teater, Bornholms Teater, TeaterGrad og Opgang2 kan Applaus’ publikumsudviklingsprojekt slå fast, at hvis man gerne vil nå sin målgruppe, er det alfa omega at gøre tilskuerne til udgangspunkt for nye forestillinger. I den sammenhæng overrasker det måske ikke, at netop de teatre, der arbejder med de klarest definerede målgrupper, har lettest ved at finde ud af, hvor de skal sætte ind i forhold til deres publikum.
Et eksempel er børneteatret Det Lille Teater, som præsenterer forestillinger for børn fra 2 til 10 år og med succes har stillet skarpt på netop dem. Med mottoet “børnenes teater” møder de publikum der, hvor de er, i forståelsen af verden – og det på et ganske lavpraktisk plan. På Det Lille Teater er sæderne tilpasset børn, og i foyeren hænger der illustrationer, som tematiserer forestillingerne. På den måde “lægger de spor ud” til børnene og sørger for at åbne teateroplevelsen op for netop det publikum, de henvender sig til. Desuden tilbyder Det Lille Teater undervisningsforløb og workshops for daginstitutioner, og i forbindelse med alle forestillinger stiller de oplevelses- og aktivitetsmateriale til rådighed. En strategi, som blandt andre også børneteatret Teater Hund & Co har haft held med.
Men er effektiv publikumsudvikling kun muligt, hvis målgruppen er så skarpt defineret, som det er tilfældet med børneteatrene? Eller er det snarere en fordel at være et stort teater med et bredt publikum sådan som Motionhouse og Fredericia Teater? Selvom de sidstnævnte er eksempler på scenekunsthuse, hvor publikumsudvikling går hånd i hånd med en snorlige markedsføring, er det vigtigste, at man som teater har føling med sit publikum, mener Søren Møller. Og en af de vigtigste salgsfaktorer er publikums begejstring. “Vi kunne ikke være blevet en af landets førende kulturinstitutioner, hvis ikke også vi var det i befolkningens bevidsthed. Det handler om at være til stede”, udtaler han i Hvis man ikke sigter, kan man heller ikke ramme.
På spørgsmålet, om Motionhouse, som et i nogen grad kommercielt orienteret kompagni, nogensinde har været nødt til at gå på kunstnerisk kompromis for at møde publikums forventninger, svarer Louise Richards prompte “nej”. Søren Møller medgiver dog, at de teatre, der har et meget snævert eller nichepræget segment, ikke vil have meget gavn af storstilede markedsføringskampagner:
“Man kan ikke kommercialisere et produkt via markedsføring. Hvis du har et produkt, som folk er interesserede i, så kan markedsføringen eksponentielt hjælpe. Men hvis du modsat har et produkt, som folk ikke er interesserede i, så kan du markedsføre det herfra til dommedag, og det vil stort set ingenting hjælpe”.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklingsprojektet
Applaus.
