Sanne – the Musical banker årtiers hit på plads med fed musik og sangstærke performere, som ligner Sanne suverænt. Men hvem Sanne Salomonsen er forbliver uforløst i en fortælling, der roder og får udskammet en del nulevende personer.
Historien savner fokus
Sanne Salomonsen som hestepige, hundelsker og ramt af en blodprop. Jeg behøver næppe nævne efternavnet Salomonsen, før alle ved der er tale om hele Danmarks Rock-Mama. Hun har i årtier beriget os med en sangstærk stemme og imponerende star-quality – men hvad skal hun fortælle os fra scenen?
Ikke så meget kunne man fristes til at sige. For musicalen om hende liv mangler de valg, som kan begrunde, hvad vi skal have med derfra. Vi ser Sanne på turne og til fest, langt fra familien og tæt på sig selv, i pagt med musikken og ramt af en blodprop – uden vi bliver synderligt klogere på personen bag.
Tre gange Sanne Salomonsen
Fortællingen spindes over flere årtier, fortalt med tre forskellige Sanne’r i front.
Vi møder unge-Sanne med smittende karisma i skikkelse af den gudsbenådet dygtige sanger Andrea Heick Gadeberg. Mellem-Sanne (Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen) med mod på livet og stemmekraft til at trykke den max af, og den ældre-Sanne, som bliver syg og går til genoptræning i Gry Trampedachs imponerende look-a-like fortolkning med ditto stemme-volumen. De tre Sanne’r er uden sammenligning nogle af det mest vellignende Sanner og suverænt godt syngende performere i dansk musical pt. Men uagtet det høje stemmeniveau og bandet der fænger af vellyd, så flakser forestililing. Her er 50’er karikerede familieoptrin, 80’pastel, fjollede staccato-koreografier, gigantstore dukke-dyr med vrinskende heste og halsende hunde, groteske parykker og pinlige parodier på nulevende personer.
Nutidige personer som karikaturer
Det må fx være noget af en mavepuster for Morten Kærså at se sig selv som junk-desperat kæreste, der vil pande Sanne i gulvet med en ildrager. Eller hvad med den fordrukne eksmand, Mats Ronander, der banker Sanne, så blodet flyder, sønnen Victor, der ikke vil gå i gymnasiet, eller frisør-vennen Dennis Knudsen, der flagrer omkring med (parodi)løse håndled og imbecile forslag om en hår-kur, som opfrisker efter blodproppen. Selvfølgelig skal folk fra virkeligheden portrætteres i en biografimusical, men udover at udskamme nulevende personer, så er spørgsmålet, hvad det siger om Sanne Salomonsen? Er hun en stakkel, som får tæsk af skidt-valgte fyre? Stærk, fordi hun tør forlade dem? Eller en helgen der, umiddelbart upåvirket, svæver videre i lyset fra sin egen sangkarriere? Forestillinger kommer ikke med svar, og persongalleriet bliver aldrig stærkt nok til at give en forklaring. Hvem de er fortælles med ord, men aldrig forløst, så vi mærker følelser og personerne bag. Sanne er centrum og synger ufortrødent videre, mens hun klapper et lille føl til Sui Sui og vågner op efter blodproppen med Jeg i live. Der er kæmpet en del for at presse sangene ind i fortællingens logik, men det er langt fra hver gang at handling og sange understøtter hinanden, og flere optrin bliver ufrivilligt komiske.
Ærgerligt det ikke lykkes
Det er pokkers ærgerligt, at holdet ikke kommer i hus med en helstøbt forestilling, når de nu står med så meget fed musik og et så suverænt hold af musikere og sang-performere.
LÆS OGSÅ: Klummen om Sanne – The Musical
