”Clothes are our chosen skin” hedder det bl.a. i den billedstærke, men lige lovlig didaktiske forestilling om et moderegime på en af byens mest nysgerrige scener.
”Fashion is shallow”, lyder en af de første replikker i FÅR302s forestilling, der leger med ideen om mode som diktatur. Ikke bare i gængs forbruger-forstand, men eskaleret som en art fascistisk regime, hvor de grimme intet har at gøre, og hvor det er Alle gegen alle, som i den DAF-sang, der punket banker os ind i det lidt diffuse univers.
Det er nemt at associere fra sangens marcherende støvler til modeverdenens catwalk, hvor Birgitte Prins og Charlotte Munksgaard kommanderer: ”Walk, walk, walk, pose, walk of shame!”, når de afretter deres fire unge medspillere fra den finske teaterskole Theatre Academy of Helsinki.
Det er jo også let at genkende forbrugerismens sult, her symboliseret af blanke, røde poser, som de unge savler over, ligesom de lidt tidligere fik orgasmer af synet af sig selv i scenens blinkende spejle. Den af de fire, der ikke får en pose, rumsterer i halvmørket, i hjørnerne som den udstødte, der snerrer over sin skæbne, men mod slutningen nynnende tager rummet og den ikoniske Karl Lagerfeld-jakke.
Et lille håb om mindre skønhedsregime i fremtiden? Det er svært at sige, for FASHION er ikke rigtig en historie, men en fantasi, en række klip af mulige scenarier, hvor mode bliver metaforen på det begær, der kan være rettet mod ting, men også mod ideer – og som kan bringe os ud ad fascismens tangent. Det er jo ikke en idé uden potentiale, men trods stærke billeder og pudsige ideer bliver den meget 1:1, dvs. vi gør det, vi siger, hvilket sjældent er godt, og ærgerligt, når det visuelle kunne tale så meget selv.
Det kunstneriske hold bag er næsten identisk med holdet bag Sne, blomster, fjer og fisk (Teater FÅR302, 2016), som den til dels også deler tematik med. Dog husker jeg forestillingen i 2016 som mere åben og spørgende, mens FASHION mere fremstår som et klart politisk statement – hvilket teatret ikke skal høre et ondt ord for. Det gør måske bare i dette tilfælde forestillingen en anelse forudsigelig ved mest af alt at bekræfte fordomme om modeverdenen. Æstetiseret med helt andre greb, jovist, men uden at grave meget dybere end mainstream modefilm som The Devil Wears Prada (2006).
FASHION bygger på tekster af den såkaldte haute couture-hacktivist og modeforsker Otto von Busch, der under pseudonymet Ralf Wronsov også har udgivet mere litterære mode-manifester. Det er ikke uinteressante tekster, men fyldt med ret eksplicit artikuleret morale. Heldigvis løfter musikken af Andreas Catjar og ikke mindst Nicholas Nybros som altid sært-skønne kostumer os en smule ud af didaktikken og kaster auditive og visuelle udtryk i fjæset på os.
Til gengæld synes jeg ikke, svenske Anders Carlsson har en helt heldig hånd med instruktionen denne gang. Nogle scener og figurer står skarpt, mens andre bogstaveligt talt roder rundt. Jeg forstår fx ikke, hvad vi skal med karakteren Anna Wintour fra Vogue Magazine. Stor kjole, megen rullen rundt. Hendes claim to fame må være replikken ”One day you’re in. Next day you’re out” til den første af de to Karl Lagerfeld look-alikes, der har deres absolut bedste moment, da de på bedste og mest bøvede FÅR302-vis helt henslængt forsøger at overgå hinanden i namedropping af designere. Det er sjovt på en helt særlig, sød og gammeltræt måde, som kun Prins og Munksgaard mestrer.
Jeg ville gerne være lidt gladere for en forestilling og et kunstnerisk hold, der tør slippe tøjlen og gøre sære ting. Men måske er det bare ikke sært nok denne gang, måske er der for få vinduer til tilskuerens egen fantasi og lidt for meget forudbestemt parole? Hatten af for lysten til eksperiment og tværnordiske samarbejder – også med de helt unge. Det tjener det lille teater til ære.
Læs mere om haute couture-hacktivisten Otto von Busch hos Design Academy Eindhoven
