Hummeren er god hos Lis og Ole på Jægersborg Allé. Eftersmagen er sværere at fordøje. FAMILIEN er atter på banen med didaktisk involveringsteater om Danmark som klassesamfund.
Ole og Lis byder hjerteligt indenfor i patriciervillaen til 16.480.000 på Jægersborg Allé. Vi får tilbudt sutsko og velkomstdrink, før spillet for alvor går i gang. Hvor alvorligt spillet er, og hvor fatale vores valg undervejs viser sig at være, ved vi endnu ikke – velfærdsdemokrater, som vi jo er flest.
Men FAMILIEN vil det anderledes. Kunstkollektivet satte først en LANDSBY PÅ HØJKANT på Amager, og nu er turen kommet til anden del af kollektivets socialpolitiske trilogi. Vi er på Første parket og livet tegner lyst og let i Lis og Oles smagfulde stuer. Vi burde nok have anet uråd, da kun et par enkelte får udleveret en guldmønt under introduktionen, men vi smiler og lader os inddele i hold. Mit hold går til Quiz med Lis i spisestuen og trods hendes perfekte værtsrutine lister farligheden sig ind på os. Her spiller vi for at vinde, som Lis pointerer, og det i alle forhold. Man får guldmønt for at score flest point i quizzen, men også for at melde sig som holdkaptajn først. Så kan vi lære det, vi tilbageholdende proletartyper.
3 x Lis og 2 x Ole guider os nu rundt i husets mange rum, hvor vi stilles på direkte og mere indirekte prøver på vores risikovillighed og vilje til at handle på bekostning af hinanden. Det er opfindsomt tænkt og ikke mindst udført, men projektet låser sig hurtigt fast i klicheer. Nok får Lis sin monolog om ”at være helt normal”, hvilket her er lig med at handle hummerdip til discountpriser i Netto og have kedelige samtaler med sin ensomme mor en gang om ugen. Og nok får Ole lov at filosofere over haveløvers korrekthed i forhold til nye og gamle penge, men underteksten, der også får frit løb som direkte tale på gæstetoilettet, giver ikke Ole og Lis et øjebliks chance for at undvige klicheen om de onde kapitalister, for hvem penge er alt, og som måler alle relationer ud fra det parameter. En lille sprække eller to havde styrket fortællingen.
Men hvad pokker, didaktik virker også, og effektfuldt var det at stå som taber i haven, mens ”The Winner Takes It All”. Pænt sur var i hvert fald jeg, der i kraft af min partner fik næstflest point. Men nærved og næsten slår som bekendt ingen af hesten, og døren til luksusvillaen var atter lukket for mig og de andre tabere. Vi fandt dog varmen igen på fortovet, hvor vi genoplevede højdepunkterne, der selvfølgelig var forskellige fra hold til hold.
At være med til teater i andres hjem kan noget helt specielt. Lidt voyeur er man jo altid, og intimiteten giver en umiddelbar åbenhed og refleksion, som ikke altid aktiveres i plyssæderne. FAMILIEN kræver noget af en som tilskuer, du kan ikke gemme dig, du er nødt til at byde ind. Hvilket i netop dette setup giver rigtig god mening. Tør du satse, tør du træde på andre? Det er spørgsmålet, vi bliver stillet. De mere blaserte af os undviger, mens andre får et ændret syn på egen konkurrenceevne. Forestillingen mangler (måske) nuancer, men den kan ikke undgå at berøre os og få os til at reflektere over Danmark som klassesamfund, hvilket vel er trilogiens ærinde. Det er civiliseret, sjovt og temmelig råt, når man lige har sundet sig. Jeg ser frem til trilogiens tredje del.
