Populært lige nu

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i perioden 2025-2028. To andre teatre får støttemidler fra en anden pulje, et teater tages helt...

Teatergrad – Hvad så nu? Hvad gør I uden bevilling?

I denne uge mistede Teatergrad status og den medfølgende støtte som lille storbyteater i København. Teatrets to ledere, Pelle Nordhøj Kann og Christine Worre...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Sweeney Todd – Bloody British Bravour

Stephen Sondheims Sweeney Todd er af lidt ældre dato, men overbeviser med sin gennemførte musikalske score, sin blodige tongue-in-cheek humor og et fremragende ensemble. 

Stephen Sondheims prisbelønnede horror-musical fra 1979 om dæmonbarberen fra Fleet Street trækker dygtigt på de victorianske koder, som vi kender dem fra armoden i Charles Dickens romaner, gruen i myten om Jack the Ripper og tonerne fra den engelske music hall, men kombinerer dem med et ensemble af londonborgere, der agerer som et græsk kor og en musikalsk score, hvor næsten alt synges eller tales henover musikken. Sondheim er amerikansk, men Sweeney Todd er en very british musical i familie med andre klassikere som Les Miserables.  

Den hævntørstige barber har ramt Den Kongelige Opera, og det er der kommet en virkelig gedigen musical ud af. En musical, som har småt med benspjæt, men som til gengæld byder på en sammenhængende historie – og en musikalsk side, der trods langt mellem ørehængerne gnaver sig ind i en med sine gentagne motiver og elegante kombinationer af sange. 

Allerede i foyeren mødes vi af den victorianske underklasse, der tilbyder skopudsning og barbering, og ja, tilmed en lille kødpie. De af os, der kender historien, takker naturligvis nej. Vi ved, at kødet i disse pies er af menneskelig oprindelse – eller det er de i hvert fald i musicalen. 

Sweeney Todd, Operaen, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Barberen Sweeney Todd vender efter mange år som uretmæssigt landsforvist retur til London, hvor han vil hævne sig på den modbydelige dommer, der voldtog hans elskede Lucy, landsforviste ham og tog hans datter Johanne som sin myndling. Todd indgår hurtigt kompagniskab med Fru Nellie Lovett, en munter, men noget dubiøs værthusholder, der specialiserer sig i pies og gebærder sig som en sand music hall-star. Kød er der mangel på og tiderne er hårde, men da først Sweeney Todd får gang i sin ragekniv, tænder Fru Lovett op for ovnen og bager velsmagende pies, mens hun samtidig bager på Sweeney med al en kvindes smægtende længsel. Hendes favn er dyb og hendes omsorg stor, men ve den, der står mellem hende og Sweeney.  Den svenske mezzosopran Susanne Resmark er ubetalelig som den brutalt-kokette Lovett, der aser og maser, smutter med øjne, stemme og barm i det makabres tjeneste. Over for hende står den danske baryton Palle Knudsen martret og skarp som sin ragekniv. Åh, anede han blot, at Lovett var den virkeligt onde. De er simpelthen sjove sammen i al deres gru. Resmark er aftenens stjerne. Så fuld af saft, kraft, svajende hofter og sort, sort humor. 

Sweeney Todd
Sweeney Todd, Operaen, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Anthony Hope og Cassandra Lemoine giver aftenens smukkeste harmonier som det unge par sømanden Anthony og Johanna, Todds fortabte datter. De klinger godt sammen, og gør lige præcis det, de skal: får os til at tro på den uselviske, lysende kærlighed midt i dette onde univers, hvor uretfærdighed, selvhad og hævn sætter dagsordenen. Gert Henning Jensen gør god fyldest som den slikkede barber-rival Pirelli og Frederik Rolin er hjerteskærende som den svagtbegavede hjælper, håbløst forelsket i Fru Lovett. Der synges fornemt på alle pladser, også korets, om end der var lidt roderi med lydniveauerne på premiereaftenen.  

Sweeney Todd, Operaen, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Scenografi og kostumer signalerer 1970-80’erne på en lidt rodet-brun-orange måde, men vinklingen bruges ikke til noget, og er også irrelevant for en fortælling, der er forankret i sin victorianske horror-kontekst. Lidt mere blod havde vi også gerne set, men det er nok, fordi vi husker Tim Burtons morbide filmudgave med Johnny Depp og Helena Bonham Carter. 

Det sagt, er det bare at give sig hen til et fremragende ensemble og en musical, der nok er traditionel og af lidt ældre dato, men som stadig formår både at skabe gru, vække latter og røre hjertet med sine fine skæbneskildringer. 

Se trailer for forestillingen og Lyt til musikken her:

https://open.spotify.com/playlist/0D0y07BLGgcqKkaKnkJvDt

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Nikolaj Mineka: Applaus bidrager til at flytte fokus væk fra mediernes ansvar

"Kun ved at stå sammen og holde fokus kan vi skabe den forandring, der er nødvendig for at vende denne uheldige udvikling". Sådan skriver...