Der er godt nok fart på meninger i disse dage, hvor krænkelses-problematikker stjæler fokus som aldrig før, og alle har en mening om det meste. Og det er bestemt ikke for at negligere de mange rasende indspark, der til tider er med til at styrke den mellemmenneskelige respekt og måske også få sat en stopper for de værste kønsdiskriminerende udfald.
Men måske er vi nået til et mætningspunkt, hvor dele af debatten begynder at overdøve værkerne og de kunstneriske visioner, mens man savner lidt faglig substans til at fortælle om, hvad kunsten egentlig kan, og hvordan den fungerer.
Det skorter fx ikke på holdninger til, om Sofie Gråbøl må iklæde sig en fat-suite-dragt i en dansk film eller ej, men det er også rimeligt begrænsende at forestille sig, hun ikke må. Hvis skuespillere kun kan udstille, hvad de er privat, af krop, køn, alder eller seksualitet kan vi jo ligeså godt lukke hele butikken – for så er der vel næppe tale om skuespil længere, men om ren dokumentarisme.
Kunst og kultur er for alle og derfor skal dialogen selvfølgelig også favne mangfoldigheden i ytringer – men der er alligevel grund til at råbe vagt i gevær, når samtalen gang på gang stagnerer i en personlig smagssag om ydre fremtoning, mens den fagkritiske dialog, som kan åbne og reflektere værkerne i forhold til omverdenen hastigt forstummer.
For når kunst og kultur er så hamrende vigtigt at få foldet ud og belyst med faglighed, er det fordi den kan være med til at åbne op for nye veje i samfundsdebatten og styrke sammenhængskraften i et samfund, som det fremgår af en rapport (udarbejdet af tænketanken Mandag Morgen, 2019). Rapporten viser danskernes holdning til kultur med hovedkonklusionen, at: ”Kultur binder os også sammen som nation, fremmer den offentlige debat, giver større indsigt i samfundet og os selv og større forståelse for andre medborgere.”
Danskerne er altså ikke i tvivl om kulturens essentielle betydning som samfunds-kit, men den landsdækkende presse følger ikke trop. Kulturpolitisk og samfundsrelevant indhold nedskalerer i stadigt stigende grad.
Men hvem skal bryde cirklen og debattere kunsten med faglig ekspertise? For der er få klik i fagkritik – så fremtidens fagkompetente kritikere og formidlere er en truet art, og det er fatalt, både for bruger og branche.
Som Kulturmonitor bekendtgjorde forleden i en artikel om den professionelle fagkritik:
”Det går fra slemt til værre – og vi er alle tabere. (…) Når den fagligt funderede og uvildige kunstkritik forsvinder fra de statsstøttede omnibusmedier er det ikke kun skidt for de professionelle skribenter, hvis muligheder for arbejde forringes eller fuldstændig forsvinder. Det er også skidt for kunstnerne og for kulturinstitutionerne, når deres arbejde og deres produktioner ikke bliver diskuteret. (Kulturmonitor d. 4. dec. 2019).
Hvor Louisianas direktør Poul Erik Tøjner i en kommentar til Kulturmonitor, støtter op og tilføjer:
“Louisiana, landets øvrige kunstmuseer, kunstnerne og publikum har en naturlig interesse i, at dygtige kritikere kommer til orde i de danske medier. Det er åbenlyst vigtigt, at der er en kvalificeret kritisk vurdering af og debat omkring udstillingerne og aktiviteterne – ligesom gode tekster om billeder i det hele taget udvider horisonten og skærper vores sans, hvilket er nødvendigt i det bombardement af visualitet, som vi færdes i, overalt.” (Kulturmonitor 18.dec. 2019).
I Norge har de så meget fokus på problematikken, at de i kampen for at styrke den faglige kunstkritik årligt på Festspillene i Bergen, uddeler en kritikerpris, som ikke blot hædrer det bedste tekstarbejde om den aktuelle udøvende kunst, men også lader otte arbejdsstipendier af en samlet værdi på to millioner norske kroner følge med – vel at mærke finansieret af statsbudgettet.
Men hvad med herhjemme – hvor skal den faglige kulturkritik folde sig ud i fremtiden? Der er ingen tvivl om, at mediebilledet ændres hastigt i disse år, hvor mindre kultur-medier og andre nichemedier som blogs og podcasts drevet af fagkompetente journalister er i færd med at overtager pladsen efter de landsdækkende medier. Spørgsmålet er bare, om de, som medielandskabet ser ud nu, har muskler nok til at løfte samtalen ud i den brede offentlighed, hvor den kan sætte spor og ruske op i samfundet.
Måske er det tid til, også fra kulturministeriets side, at ryste posen og se på hvilken formidling de ønsker af fremtidens medier i forhold til at lade kunsten og kulturen (for)blive en del af en udviklende samfundsdialog.
