Uden at kunne måle sig med den originale sceneversion, viser Teater Nordkrafts hurtigt producerede digitale udgave af Dig og mig ved Daggry, at onlineformatet har potentiale til mere.
”Glæder mig:)” – ”Ja, det bliver spændende…”
Samtalen kunne være hentet fra en vilkårlig foyer i det danske teaterlandskab før en virus fra Wuhan i Kina, sendte os alle i hjemmeisolation og derfor også i ufrivillig teaterkarantæne. I stedet er det nu sætninger i en chatfunktion, som popper op på min skærm få minutter inden Teater Nordkrafts online-version af Dig og mig ved Daggry skal til at starte.
Teater Nordkraft har på kort tid lavet denne særudgave af forestillingen, som skulle have spillet på diverse lokale skoler og på teatret. Så i stedet for en mørk sal med publikum samlet, sidder vi nu hver for sig bag en skærm og kan se de smilende skuespillere tænde deres kamera, kort præsentere forestillingen for derefter at gå i gang.
Teater er nu og her
Forestillingen Dig og mig ved daggry bygger på bogen af samme navn, og den blev i 2019 belønnet med en Reumert for bedste børne- og ungdomsforestilling. Dengang var det en meget bevægende oplevelse på grund af det stærke karakterarbejde, ensemblespillet og selve nerven i forestillingen. Så hvordan overfører man det til en digital version, hvor skuespillerne sidder i hver deres lejlighed og spiller til et kamera? For os der har brugt de sidste par måneder på at sidde i diverse onlinemøder med svigtende internetforbindelse og afbrudt kommunikation, er det nemt at forestille sig, hvordan idéen kunne ende ud i en noget kikset affære.
Men allerede fra de første replikker ryger ud af munden på Jela Natius Abildgaard, der spiller hovedkarakteren Louise, mærker man et ekstremt nærvær. Selvom vi ikke er fysisk til stede sammen, er vi tydeligvis i samme mentale rum, og konflikterne i stykket bliver hurtigt levende og virkelige for øjnene af os.
I forestillingen møder vi Louise og Liam, som finder kærligheden sammen, mens de også drives ud i en voldelig, umulig og katastrofal historie, der ender i døden. Men vi får også fortællingen om de forvirrede og ulykkelige forældre, som også forsøger at finde deres egen vej, kærlighed og mening midt i ulykken.
Som i den oprindelige version er Alexander Clements og Jela Natius Abildgaard et godt match som det unge forelskede par. At skuespillerne har spillet den her tekst før på gulvet side om side må være en kæmpe styrke, når man skal have en digital version til at gå op i en højere enhed. Som skuespillerne fortalte i stykkets aftertalk, så skal de blandt andet indregne den lille forsinkelse, som opstår ved digital transmission, i deres spil. Men det virker ikke desto mindre troværdigt og fuldt af nærvær, når de spiller overfor hinanden på hver deres kamera i denne digitale version af forestillingen.
Hvad tilbyder mediet?
Man kommer selvfølgelig hurtigt til at savne Claus Helbos enkle og fantasifulde scenografi fra den fysiske forestilling, når man ser den digitale version. Men i stedet for at dvæle ved, at vi ikke sidder i en sal, så lad os kigge på, hvad mediet egentlig tilbyder.
I det digitale format får vi i stedet en leg med mediet, når karakteren Liam sætter forskellige farverige baggrunde på skærmen, når det unge par har mulighed for at tage kameraet med rundt i deres reelle lejlighed og vise rundt, eller når kameraet presses helt op i ansigtet på Louise, mens Liam tager kvælertag på hende.
Samtidig fungerer det godt, når en person pludselig tænder for kameraet og med en overraskelseseffekt kan træde ind i en scene eller på andre tidspunkter diskret overvære andres dialog fra et hjørne af skærmen.
Forestillingen varer 147 minutter inklusiv pause, og det er rigtig lang tid for et publikum at skulle holde koncentrationen i det format, så det tager også noget af intensiteten ud i slutningen.
Om denne virtuelle teaterformat har en fremtid er svært at spå om. I stykkets aftertalk talte skuespillerne selv om, at man måske kunne benytte det til en slags ekstraprodukter i forbindelse med kommende forestillinger, hvilket bestemt ikke er en dum tanke.
Hvor mange andre digitale teaterproduktioner har været oplevelser, som mindede om at streame en serie på Netflix, så gav Teater Nordkrafts digitale version os en følelse af at være fælles om en oplevelse ”her og nu”. Det var på mange måder rørende at opleve, hvordan publikum i slutningen tændte deres kameraer, så alle i en kort stund faktisk kunne se hinanden, og her kom sal og scene egentlig tættere på hinanden, end man oplever ved en reel fysisk opsætning.
LÆS OGSÅ: Googleren – klaustrofobisk digital rædsel
Får du muligheden for det, så bør du se Teater Nordkrafts Dig og mig ved Daggry i en teatersal… men så længe det ikke kan lade sig gøre, er det her et rigtig fint alternativ til alle os med teaterabstinenser, og forestillingen er det klart stærkeste bud, jeg har set, på online teater i en karantæneperiode.
Læs mere om forestillingen her
