Del

Instruktøren, auteuren, kunstneren Jacques Seferian Matthiessen er ikke mere hos os. Han døde d. 6 marts. Dette mindeord er skrevet af Madeleine Røn Juul og Christoffer Berdal, Foreningen af Danske Sceneinstruktører, hvor Jacques sad i bestyrelsen.

Jacques Matthiessen begyndte sit teaterliv allerede som 17-årig som danser og fysisk performer. Hans uddannelse var mesterlære hos bl.a. Etienne Decroux og Yves Lebreton i Paris og Teatro Potlatc og Farfa/Pio di Buedo i Italien.

I Danmark fulgte han nogle af tidens instruktører som assistent og han instruerede sin første forestilling i 1986. Siden er det blevet til over 70 forestillinger i Danmark – de fleste af dem skrev han selv.

Med sine tværkulturelle rødder og uddannelse havde han fra starten et internationalt perspektiv og i 1992 fik han sit første job som dramatiker og instruktør i udlandet, og siden da har han arbejdet sig verden rundt; Italien, Tyrkiet, Rusland, Nepal, Burkino Faso, Uganda, Uruguay, Kroatien, Mali, Tanzania, Sverige og Grønland. 

Jacques arbejdede tit i meget fattige lande og i nogle af verdens brændpunkter. Hans filosofi var, at man gennem arbejdet med en teaterforestilling også fik en interkulturel gevinst. Det var ham magtpåliggende at alle parter lærte noget og fik forståelse og respekt for hinanden.

I 2007 stiftede Jacques sit eget teater PTP (Paspartout Theatre Productions), der blev ramme om internationale samarbejdsprojekter og co-produktioner med kunstnere og teatre i hele verden. Han var også initiativtager til at danne PROSPERO; en nordisk, international platform for interkulturel udvikling af nye teaterformer.

Jacques var et professionelt, ukueligt menneske og hans arbejde var drevet af høje kunstneriske og filantropist-ambitioner. Således skabte han senest en dybt rørende, poetisk og vidunderlig enkel forestilling To be om de sytten verdensmål, basale menneskerettigheder og racisme. De medvirkende var tandbørster og skuresvampe.

Jacques har skabt et enestående internationalt netværk – et netværk som vil leve videre efter ham. For sådan var Jacques; han satte altid samarbejdet højt. Han forbandt mennesker og troede fast på, at tværkulturel mellemmenneskelig dialog og forståelse i sidste ende kan gøre verden til et bedre sted at leve. 

Jacques var medlem af bestyrelsen i Foreningen af Danske Sceneinstruktører i en årrække og vi vil savne hans indsigt, hans humor og hans menneskeforstand.