Aalborg Teater byder atter på digitalt drama. Denne gang i en co-produktion med kompagniet Flyvende Grise om en aften med kunstneriske og neurofilosofiske vinkler på begrebet AI – kunstig intelligens. The Robot Project er momentvist rørende, mestendels oplysende, men kombinationsformatet er uklart kommunikeret.
Danny og lillebror Leo har en kunstnermor og en far med interesse for neurologiske emner og teser, han gerne tester på sin yngste søn. Han har nemlig en ”bug” i hjernen, mener den noget uempatiske farmand.
Kunst og videnskab er også konceptet for hele aftenen, hvor vi inviteres med i et interaktivt forskningsprojekt før og efter Flyvende Grises forestilling The Robot Project. Faktisk præsenteres konceptet som interaktivt før, under og efter, hvilket skabte lettere frustration i forestillingens første 15-20 minutter, hvor jeg rastløst klikkede frem og tilbage til fuld skærm i håbet om, at der dukkede spørgsmål op. Det gjorde der ikke, så jeg gav op og viede koncentrationen til Ernesto Piga Carbone, der ene mand varetog historiens karakterer i samspil med chatbots og robotelementer.
LÆS OGSÅ: Aalborg Teater rykker på livestreaming
Længslen efter de døde
Om Leos selvmord skyldes hans selvopfyldte og fraværende mor, hans fars pseudovidenskabelige excesser, eller om han faktisk havde en bug i hjernen, ved vi ikke, men vi føler med Danny, der i dyb sorg forsøger at genskabe sin bror som kunstig intelligens. Computeren KUBE er hans hjælper, og langsomt folder de gennem minder Leos personlighed ud. Først er han kun sorg og livslede, fordi KUBE tager afsæt i hans dødsattest, men lag for lag afdækker de følelser af forelskelse, latter og triumf, men også af frygt og panikangst.
En enkelt gang sletter Danny et minde igen. Det er mindet om lille Leo, der vil sove hos storebror, fordi forældrene skændes igen. Det er ikke en unik fortælling, men Ernesto Piga Carbone skaber fine, poetiske øjeblikke med de to brødre og den kolde verden omkring dem, og løfter sammen med robotelementet historien ud af det banale.
For hvad sker der, når vi dør? Og er det virkelig muligt – i dag eller i en nær fremtid – at genskabe elskede afdøde ved hjælp af data?
Forskeren på banen
Forestillingen efterlader os med spørgsmålene. Dannys ihærdige robotprojekt er vel blot en variant af en sorgproces. Hvor vi tidligere genskabte eller mindedes de afdøde i poesien eller musikken, kan vi måske i fremtiden gøre dem til hologrammer eller blot stemmer i hovedet?
LÆS OGSÅ: Jeg har skudt mig selv for sidste gang rammer bundniveau for digitalt teater
Efter kunsten tager videnskaben over, da vi i dialog med den pædagogiske forskningsleder Kristian Martiny fra Enactlab diskuterer muligheder og farer ved brugen af kunstig intelligens. Før forestillingen blev vi efter fødselsår inddelt i to grupper, og gruppe 1 svarede på en række spørgsmål, vi alle nu konfronteres med i let omskreven form. Umiddelbart er den samlede gruppe lidt mere åben for brug af kunstig intelligens end gruppe 1 var før forestillingen, hvilket jo i sig selv er et ganske interessant output af en aften i teatret.
Det var en god og relativ velfungerende kombination, men jeg blev forstyrret af den uklare formidling af konceptet, som skabte splittet opmærksomhed og lod forestillingen lidt i stikken til trods for Martinys klare faglige formidling.
Læs mere her.
