Folketeatret tilbød Anden Påskedag en filmet version af Ordet, der med lethed i tonen og Dreyer-elementer i filmformidlingen giver teksten aktualitet uden dog helt at ramme smertens yderpunkter.
”Ræk mig ordet, det levende, det skabende”, siger Johannes mod slutningen af Kaj Munks Ordet, historien om at tro – at vælge at tro på mirakler. Og netop ordet snor sig legende, skabende gennem denne tekst, der trods sine knap 100 år fremstår (i en kraftig bearbejdning) sprogligt veloplagt.
Her er ikke for meget, ikke for lidt, alle replikker passer ind i eller spiller op imod hinanden på både tekstligt og tematisk niveau, men giver stadig plads til vores egen refleksion, vores egen fantasis fylden huller ud med mening.
Carl Th. Dreyer taler med
Skrevet i 1925, dog først opført i 1932 til stor succes, siden spillet et hav af gange og udødeliggjort i Carl Th. Drejers film fra 1955. Filminstruktør Torben Skjødt Jensen dykker i sin dokumentar Carl Th. Dreyer – min metier (1995, opdateret 2018) dybt ned i mesterens filmsprog, der også får lov at skinne igennem i Skjødt Jensens fint filmede version af Folketeatrets forestilling, der skulle have haft premiere tilbage i januar.
Nu blev det som så meget andet en digital løsning. Det er stadig teater, vi ser, men i kategorien filmet teater, der sjældent hæver sig over det dokumentariske og i værste fald bliver ufokuseret, får vi en skarp og medfortællende forløsning. Skjødt Jensen veksler som Dreyer mellem lange indstillinger og enkle kameragange som slutningens svimlende bevægelse op, hvor vi ender i Guds perspektiv kiggende ned på menneskene. Livet leves på jorden. Det filmiske tilføjer en fin sans for og plads til den lille mimik, som særligt Waage Sandø i rollen som gamle Mikkel Borgen mestrer til perfektion
Palle Steen Christensens scenografi spiller også ind i traditionen for at lade det rå, vestjyske landskab i form af piskende bølger og gådefulde klitlandskaber danne rammen om den menneskelige strid om ordet. Knap så originalt som i David Gehrts sort-hvide version på Aarhus Teater i sidste sæson, men dog virkningsfuld i det mere blåligt-dunkle univers, hvor troskampen denne gang udspiller sig.
At tro eller ikke tro
For det handler jo om tro. Om at tro eller ikke tro. Om undere og mirakler. Trods en inciterende tekst i et meddigtende, visuelt univers melder spørgsmålet sig uundgåeligt: Hvad skal vi med en kamp mellem grundtvigianisme og indre mission i dag? For en kulturkristen som mig selv kan det være svært at se den helt store forskel mellem missionens mørkemænd og den postulerede lyse grundtvigianisme, som den livsskuffede Mikkel Borgen repræsenterer.
”Du ser jo selv ofte så træt og trist ud”, pointerer netop missionsmanden Peter Skrædder i de to patriarkers bråvallaslag på kristne ord. Borgen er skuffet over sine sønner, og er blevet ramt af tvivl. Peter Skrædder tvivler ikke, før hans fordømmende ord pludselig får djævelsk kraft, da Borgens lysende svigerdatter (måske) dør i barselsseng. De to mænd strækker sig mod hinanden i en forsonende gestus og lukker sidst også miraklet ind. Da har også videnskaben i kraft af lægen og den kulturkristne præst talt. Alle kom de til orde, og det er nok netop derfor, at Munks tekst vedbliver at være relevant.
Tro og håb findes til alle tider
Vi er i en særlig tid et særligt sted i danmarkshistorien, men tro og håb findes til alle tider og bliver i dag som dengang ofte kampplads for ideologiske og religiøse strømninger. Måske er manglen på tro, som Mikkel Borgen repræsenterer, i virkeligheden det, der rammer nogle af os allermest? Det er i samtalen, udvekslingen af ord, vi kan nå hinanden.
Moqi Simon Trolin har iscenesat med en lethed i tonen, der især fungerer godt i de indledende sekvenser, der fra forfatterens hånd også næsten har et præg af folkekomedie. Der er en indbygget udfordring mellem tekstens lavkomik og dens episke tragik, og jeg synes ikke helt, der bliver bygget bro til smerten i anden del trods stærke, nedtonede præstationer af særligt Waage Sandø som Borgen og Preben Kristensen som Peter Skrædder.
