Del

Ordet
13. feb - 19. mar 2020
Aarhus Teater

Ordet på Aarhus Teater fænger billedskønt og løftes af stærke skuespillerkræfter. Her diskuteres tro med sprudlende passion, mens sort/hvide billeder fylder lærredet i baggrunden og lader bølger brage mod kysten, marehalm bøjes af vinden, og en ensom kirke anes i baggrunden. Den tragiske faldhøjde er perfekt og kan forsone selv gamle fjender, lover ISCENEs anmelder.

Gamle Borgen bryder sig ikke om de indremissionskes omvendelsespjat, deres dødslængsler, alvor og helvedsdomme over de allerfleste af os. Og alligevel rammer Peter Skrædder et ømt punkt, da han påpeger, at han jo tit er stødt på Borgen, og han dér har set så træt og trist ud. Hvis han var tilfreds med sin grundtvigianisme, hvorfor ventede han sig så en reformator af sin søn?

Vi er i Vestjylland et sted i 1920’erne. Et stengærde beskytter mod Vesterhavets evige bølger. Marehalm begrænser sandflugt. Og i ørene lyder lange, sørgmodige strøg fra strygere.

Steder som disse, ved kysten, hvor naturen er barsk og ubarmhjertig, mægtigere end menneskene, og pengene små, er gudstro en belejlig trøst, og gamle Borgen, spillet af Henrik Birch med en sej og vindblæst, bondsk ansigtstegning, har længe trådt sine tunge, trætte skridt på Borgensgaard. Den niende i slægten er han, og i snart 50 år har han forsøgt at udbrede grundtvigianismen i sognet; den lyse, lette og mere folkelige variant af kristendommen, med forsamlingshuse, sang og musik, og et større fokus på livet før døden.

Men meget er gået gamle Borgen imod. Udover at han plages af slidgigt og ingen drengebørnebørn har, er Johannes (Kjartan Hansen), den ene af hans sønner, stoltheden og håbet med de ”ualmindelige evner”, blevet gal, tosset med vrangforestillinger om sig selv som Jesus fra Nazaret, efter en tragisk bilulykke: Agathe, Johannes kæreste, så bilen og gav, selvopfodrende, Johannes et hårdt skub, men døde selv.

Ordet
Ordet på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Johannes er profet, synsk. I åbningsscenen ligger han splitternøgen, i forsterstilling, i det sorte sand, badet i en lyskegle, inden han bliver klædt på af sin familie. Johannes er oplyst, et medie med kontakt til de højere magter, tungetalende og overbevist af sit eget geni. Og Kjartan Hansen gør det godt som den gale, og måske geniale, Johannes, med bar overkrop og en gangart og gestik som en ’seer’, mystiker, magiker; med albuerne tæt ind til kroppen, forsigtige trin (hvad er han nervøs for at træde på? Døde kroppe? Hvad ser han, som vi ikke ser?) og arme, der gør tryllefagter, trækker i tråde, berører usynligt materie.

Selvforagtende, som han er, bebrejder gamle Borgen ikke Gud Johannes’ skæbne; det var Borgen selv, der ikke bad med tro, men tvivl, og ”når en far, skønt det gælder hans yderste nød, ikke kan bede med tro, så er miraklet gjort hjemløst i verden”.

Inger, gift med Mikkel, en anden af Borgens sønner, er familiens lys, spillet med en ægte sødme af Anne Plauborg, og den, der bedst kan bløde den gamle Borgen op. Med en udstråling som en engel beder hun ham acceptere Anders’, den sidste af Borgens sønners, ønske om at gifte sig med Peter Skrædders (Morten Suurballe) datter, Anne (Luise Skov). Så betænksom er hun. Og missionen lykkes, også fordi Borgen ikke vil finde sig i et ’nej’ fra skrædderen, der vistnok er under hans egen stand: trods Peter Skrædders indremissionske overbevisning, hans ”mørke længsler”, vil Borgen ikke spænde ben for sin søns oprigtige ønske, og sammen med Anders drager han hen til Peter Skrædder for at få ham til at omgøre sit ’nej’ til ægteskabet mellem de unge mennesker.

Ordet
Ordet på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Ideologernes kamp

Hos Peter Skrædder, i forestillingens anden akt, støder de to ideologer, Peter Skrædder og gamle Borgen, sammen i en kamp, som fordeler ’sol og vind’, sympati og foragt, lige.

Med et flot indlevet spil af de to skuespillere tegnes de to forskellige udgaver af kristendommen skarpt op: den ranke holdning, mådeholdne gestik og docerende gammelmandsdiktion (stædigt ’messende’ trods mangel på luft) møder en mand med bondehat, en gigtplaget holdning, friere armbevægelser og en mere ’talt’ strøm af ord.

”Træd Satan fast imod, der er plads til hver en synder ved korsets fod,” lyder en meget sigende strofe fra Peter Skrædders mund: mennesket er en synder, der skal frygte Guds vrede, bøje sig i andagt, krybe til korset, som Peter Skrædder selv gjorde, også han var engang en synder. Og da han spørger Borgen, hvad det er, han ikke han lide ved de indremissionske, får han rent svar: ”For os er Gud fader og skaber. I gør Gud til formand for et parti”. Til det svarer Peter Skrædder: ”Det er helt forkert alt sammen, kære Mikkel, det viser bare alt sammen, hvor lidt du forstår af det. Vi gør ikke Gud til Formand for et parti, nej, for han er det; vi sætter ikke skel. Skellet er der jo, skellet mellem godt og ondt, sandt og løgn, tro og vantro, og vi er oplyst af ånden, så vi kan se det”.

Gamle Borgen bryder sig ikke om de indremissionskes omvendelsespjat, deres dødslængsler, alvor og helvedsdomme over de allerfleste af os. Og alligevel rammer Peter Skrædder et ømt punkt, da han påpeger, at han jo tit er stødt på Borgen, og han dér har set så træt og trist ud. Hvis han var tilfreds med sin grundtvigianisme, hvorfor ventede han sig så en reformator af sin søn? Hvorfor behøve én til igen at antænde gnisten? Fører det grundtvigianske liv til blaserthed? Vil mere have mere?

Ligvaskning i et guddommeligt øjeblik

Forestillingen Ordet er eminent iscenesat. Sort/hvide billeder fylder lærredet i baggrunden: bølger brager uendeligt mod kysten, marehalm bøjes af vinden, en ensom kirke anes i baggrunden, et grenet træværk ses tæt på. Og på scenen, der omkranses af en halvcirkel af træ, vandrer personerne i sort, forkullet sand; det er arven, de står på, de dødes aske, som de vader rundt i, tradition, forventninger og tro, symbolsk set. Et andet symbolsk greb er den øvre grænse på lærredet, som nogle gange kører op, andre gange ned, for på den måde at lade ’himlen’ fylde mere eller mindre.

Generelt er grebene velvalgte, og et absolut højdepunkt er ritualet omkring engelskønne Inger, der lider en tragisk død, lægges på et bord og klædes af. Herefter vaskes hun omhyggeligt af de pårørende med vandfad og klude. Nøgne er vi sårbare, blottede for verden. Og der ligger hun, den sødeste og reneste af dem alle, livsløs, med synlige ribben som tegn på sit beskedne væsen, og uden mulighed for selv at dække sig til.

Den gode dør efter at have været udsat for frygtelige pinsler, det er så urimeligt, så ubarmhjerteligt. Den tragiske faldhøjde er perfekt og kan forsone selv gamle, stædige fjender.

Læs mere om forestillingen her

Af Kaj Munk / Iscenesættelse Anja Behrens / Scenografi Og Kostumedesign David Gehrt / Lysdesign Súni Joensen / Lyddesign Kim Engelbredt / Videodesign Kim Glud / Medvirkende Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov M.fl.