Jeg har skudt mig selv for sidste gang 3 er tredje og sidste del af AAT Streams trilogi, hvor karakterer forlader deres oprindelige drama og mødes på kryds og tværs. I denne samtaleanmeldelse udveksler ISCENEs anmeldere tanker om den afsluttende del.
I Jeg har skudt mig selv for sidste gang 3 på den digitale scene AAT Stream lader husdramatiker Julie Maj Jakobsen seks figurer fra tre forskellige dramaer mødes: Kvinden og Manden fra De skønne dage i Aranjuez, Tine og Berg fra Tine samt Hedda og Ejlert Løvborg fra Hedda Gabler.
De seks karakterer mases ind i et eksperimenterende format iscenesat af Jacob Schokking, hvor de livestreamer en kort forestilling, som de kun har haft en enkelt dags prøver på. Og med indlagte spørgsmål, der via publikums svar skal påvirke det videre handlingsforløb.
Som en sæbeopera
ANNE: Jeg har skudt mig selv for sidste gang 3 er forsynet med resumé og optakt a la den længst hedengangne soap-parodi Soap: “Hvor er Hedda? Svaret på dette spørgsmål og mange flere får du måske i dette afsnit”.
Lige det får vi svar på. Hedda sidder under et tæppe på en ussel madras og stener og voldæder. Mopset er hun også. Tine og Kvinden har fundet hende, men hun “er altså ikke en bevægelse, man bare kan tilslutte sig”. De tre kvinder er mere resignerede end oprørske, for “Alle kan forlade en historie, men hvem kan skabe en – som ikke er skrevet af en mand?”.
Snart står det klart, at Hedda er gravid. Er det er soloprojekt eller kan man godt prioritere moderskabet, diskuterer de tre, mens jeg får lyst til at spørge: Hvorfor fremstilles kvinder (og mænd) som klicheer i en fortælling, der blandt andet vil diskutere netop kønsroller?
LÆS OGSÅ: Jeg har skudt mig selv for sidste gang rammer bundniveau for digitalt teater
Kønskamp og Rema-poser
TRINE: Aalborg Teaters digitale eksperiment vil alt for meget på én gang. Kønsdebat, frigørelse, debat af eksistentielle emner og plat humor blandet sammen i en stor gryde. Kampen mellem kønnene fylder meget – især her i tredje del, hvor skuespillerne indledningsvist helt fysisk er opdelt i to grupper med henholdsvis mænd og kvinder.
I kvindegruppen er Bolette Nørregaard Bangs Hedda måske nok den mest dominerende, som hun kommanderer rundt med de to andre, der – hvis man skal dømme på deres medbragte plastikposer – har været en tur i Rema for at gøre indkøb. Camilla Gjelstrups Kvinden forsøger at være fornuftens stemme, der let får en meget mor-agtig tone. “Gør dig nu lidt nyttig”, siger hun bebrejdende til Line Nørholts Tine, som svarer ved på barnlig vis at beklage sig over, at de taler til hende, som om hun var et barn.
“Det er bare så slut med venindekjoler nu og hvide skørter”, proklamerer Tine, før hun klæder om til jeans og sneakers. Og det lader til, at Tine-figuren har ret meget på hjerte i dette afsnit. Det virker bare lidt retningsløst. For hvorfor er det, hun reagerer på de tre mænds ankomst ved at true dem med en pistol?
Hashkager eller roadmovie
ANNE: Pistolen er jo en gennemgående rekvisit – et symbol på frihed? Pistolen, som Hedda ikke skød sig med – og dermed trådte ud af sin ur-storyline. Pistolen, som Kvinden til gengæld skød Werther med i første afsnit, så vi kunne få ham ud af historien – og som Tine nu skyder sin tidligere så elskede Berg med. Man kan vel mene, at hun næsten kastrerer Berg mere ved at trøstebolle med ham, før hun får taget sig sammen til at skyde og gå.
Tilbage sidder de tre mænd og småtuder ned i hashkagerne. Det er igen småt med nuancerne, og den lille ansats til forsoning i Kvinden og Mandens fælles exit slettes, da Kvinden uden forklaring vender tilbage og drager videre i roadmovien med Tine og Hedda.
Køn, kamp, kultur. Hvide mænd, mansplaining, bromance. Hvide kjoler, moderskab og retten til egen historie. Vi kom tematisk vidt omkring, men Jeg har skudt mig selv for sidste gang var jo også en markant del af Aalborg Teaters digitale satsning. Hvor placerer trilogien sig i det felt, der netop nu rykker i hele verden?
LÆS OGSÅ: Jeg har skudt mig selv for sidste gang #2 – send Tine til 1212
Ufrivilligt komisk
TRINE: Det er bestemt prisværdigt at eksperimentere. Men resultaterne af Aalborg Teaters forsøg har bare været for useriøse. Det lader ikke til, at teatret tager hverken formatet eller publikum alvorligt, og ingen af forestillingerne i trilogien har hævet sig ret meget over bundniveau.
Aalborg Teater har modtaget støtte til at afprøve de digitale formater, så derfor undrer det, at deres forsøg ikke bærer præg af større professionalisme. Hvis der ikke kan afsættes tid og skuespillere til AAT Stream, som må nøjes med at bruge “de forhåndenværende skuespillere”, som teatret dramaturg Jens Christian Lauenstein Led formulerer det i aftertalken, hvad er støttekronerne så egentlig brugt til?
Jeg grinede flere gange i løbet af Jeg har skudt mig selv for sidste gang 3. Men det var over det komiske i hele situationen. Hvad sker der med de hashkager? Hvorfor stiller man ikke spørgsmål til publikum, der rent faktisk kan påvirke handlingsforløbet som lovet? Et af aftenens spørgsmål var, om Tine skulle spise Sure kastanjer eller Salte fisk? Under ⅓ af tilskuerne valgte at svare. Det virkede helt uendeligt ligegyldigt. Og da næste spørgsmål stilles, og publikum vælger, at Hedda skal afsløre faren til sit barn, gør hun det ikke, fordi hun ikke vil “underlægge” sig andres meninger. Hvad er så overhovedet pointen med publikumsinddragelsen?
ANNE: Lige det fravalg gav vel mening som konkretisering af hele plottet: der er ingen bånd, der binder mig! Kvinderne underlægger sig ingen autoriteter, hverken dramatiker, mænd eller publikum. Men også jeg sad tilbage med en flad smag af sure kastanjer i munden over konceptet, der kun i minimal grad får udnyttet digitale muligheder, men lader tilfældighedsprincip og grimhedens æstetik råde uden synderlig fokuseret retning. Livet er svært og uretfærdigt og ikke et styret narrativ? Svarene blafrer i de kolde, nordjyske gader.
