Del

Aalborg Teater fortsætter ufortrødent sit digitale eksperiment med en interaktiv, kønspolitisk trilogi. Det lyder godt, men forløses heller ikke rigtig i del to, der fremstår indforstået og noget klichefyldt på både form og indholdsplan.

Der er kommet bedre styr på teknikken her i anden del af streamingtrilogien Jeg har skudt mig selv for sidste gang #2, men det er fortsat svært at forstå, hvad Aalborg Teater vil med konceptet. 

Julie Maj Jakobsens tekst lader karakterer fra teatrets øvrige repertoire mødes i en fortælling, der handler om kvindeoprør og om at tage sin skæbne i egen hånd. Karakterer, der forlader fiktionen og dermed også deres skaber, dramatikeren, er jo ikke i sig selv en dårlig idé. Men metalegen med fiktionsbrud er set virkelig mange gange før og er jo ikke noget i sig selv her 100 år efter Luigi Pirandellos Seks personer søger en forfatter (1921), hvis ikke det bruges til noget nyt. 

Hvem er Hedda?

Måske er trilogien en form for homage til Pirandellos leg med virkelighed og fiktion? Der så får et ekstra lag gennem det interaktive format, hvor publikum to gange stemmer om, hvilken retning historien skal tage? Og dermed fjerner deres nyvundne frie vilje og låser dem i en ny skæbne? Jeg prøver at spænde min metafiktive jahat godt fast om hagen, men har det mest som den med-tilskuer, der i den efterfølgende online dialog (den vender vi tilbage til) spagt spørger: ”Hvem er Hedda?”

Jeg har skudt mig selv for sidste gang del 2 aalborg teater streaming
Jeg har skudt mig selv for sidste gang #2, Aalborg Teater. Skærmbillede.

Ja, hun er jo Hedda Gabler, der i trilogiens første afsnit startede det kvindeoprør, som også denne aftens kvinder tilslutter sig efter første publikumsafstemning. Men man skal være vaks ved havelågen for at fange koblingen, hvis man ikke så første del – eller kender Heddas oprindelige storyline. Teksten er i sekvenser uhyre indforstået (hvem er fx Pinocchio og hvad skal han stikke næsen i?), og genetablerer på den måde den distance til publikum, som den via afstemningsformatet med den anden hånd forsøger at nedbryde.  

LÆS OGSÅ: Jeg har skudt mig selv for sidste gang rammer bundniveau for digitalt teater

Jem & Fix

Måske er det hele bare en ”historieløs streamingting”, som en af de afrundende replikker med dobbelt meta-ladning lyder? Det er det jo netop ikke, da et vist kendskab til karakterernes oprindelse og forfattere er spundet ind i teksten. Men det bærer i hvert fald faren for at tænde det bål, der stempler kunst som elitær med sit implicitte krav om dramafaglig indsigt. 

Havde forestillingen så blot været spændende eller dragende i sig selv, men det er den ikke. Det foregår i en rodet kælder, hvor artefakter fra fortiden – drejetelefon og skrivemaskine – kæmper med et jem&fix-papkassen og store dyrekostumer om at trække fokus væk fra spillet. Camilla Gjelstrup brænder stærkt og overbevisende igennem, mens de øvrige mest råber og kaster med ting. Der er kun brugt en dag på prøver og det kan man se, mest på den dårlige måde. 

Jeg har skudt mig selv for sidste gang #2 aalborg teater streaming
Jeg har skudt mig selv for sidste gang #2, Aalborg Teater. Skærmbillede.

Gik de fri?

Forestillingen taler ind i tidens #metoo-agenda med sit kvindeoprør og flugten fra de hvide mænd, der har skrevet dem – om end vi lige får en sjat homofobi med i købet, da Løvborg fra Hedda Gabler stiller spørgsmålstegn ved Berg fra Tines forfatter Herman Bangs maskulinitet. Det er i det hele taget et meget bøvet billede af stupide og barnagtige mænd, vi efterlades med. 

Publikum vælger at sende de to mænd efter de to kvinder, der blev ”stemt ud” af fortællingen i første publikumsafgørelse. Interaktionen er behersket, og kommer som antydet mest til at mime realityens deltagerreduktion a la ”send Tine til 1212”. Blandt andet derfor er det også lidt ærgerligt, at den efterfølgende moderatortalk foregår i en statisk skrifttråd i stedet for som live dialog, som det blev gjort i første del. 

Man vil rigtig meget med Jeg har skudt mig selv for sidste gang #2, og al respekt for eksperimentet med det interaktive format, men jeg oplever ikke at blive inviteret indenfor og står også lidt rådvild tilbage i forhold til det kønspolitiske narrativ, der er tæt på at stivne i klicheer. 

Tekst: Julie Maj Jakobsen. Instruktør: Jacob Schokking. Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Line Nørholt, Thomas Kristian Bek og Marcus Gad Johansen. Premiere set på AAT Stream 17. marts 2021. Del tre sendes samme sted 7. april. Læs mere her.