I et samarbejde mellem Glad Teater og Sydhavn Teater bliver publikum konfronteret med sin grundangst formidlet og forløst af skuespillere med funktionsvariationer. Det er vigtigt at udfordre vanerne for, hvem der kan stå på en scene, mener instruktør Mille Maria Dalsgaard.
Hendes blik er på én gang fjernt og insisterende, sårbart og konfrontatorisk – havfruepigens, som sidder over for mig på en stol og synger. Musikken smyger sig ind under min gåsehud i en konstant fusion af dur og mol, mens jeg ser hende i øjnene.
Jeg kan ikke beslutte, om stemningen i det trange, mørke rum er rædselsvækkende eller æggende, og skuespilleren i havfruekostumet gør det ikke nemmere. Tusind følelser stråler fra hendes brune øjne, mens hun vrider sig på stolen og til sidst kvæles i sin egen stemme.
Et møde med grundangsten
Michelle Rasmussen er en fast del af skuespillerensemblet på Glad Teater – Danmarks største scene for mennesker med funktionsvariation. I disse dage gør hun sig klar til premieren på Man on the Moon – en parafrasering af den ungarske komponist Béla Bártoks gyseropera Bluebeards Castle fra 1911 og det første samarbejde mellem Glad Teater og Sydhavn Teater.
Jeg er inviteret til gennemspilning for at få et indblik i forestillingen, som er bygget op som site-specific i kapellet på Vestre Kirkegård. Så er scenen sat, når man som publikum én ad gangen går gennem syv rum og møder “sin grundangst” personificeret af skuespillere fra Glad Teater.
“For mig har det altid været en drøm at lave en gyser, så jeg er i mit rette element i denne forestilling. Jeg kan god lide at være en uhyggelig karakter, ikke at være mig selv,” fortæller Michelle Rasmussen, da jeg efter endt gennemspilning er sluppet ud af kapellet i ét stykke med Annisette, Naja og Billie Koppels smukke heksestemmer i ørerne.
Ønske om samarbejde med Glad Teater
Soundtracket til forestillingen er nemlig komponeret af komponist og producer Frank Hasselstroem og indsunget af Koppel-kvinderne – når altså ikke Michelle Rasmussen synger den live under forestillingen. Et ønske, den 34-årige skuespiller har fået opfyldt som medvirkende i Man on the Moon: At få en sang komponeret bare til hende. Michelle Rasmussen er dog ikke helt tilfreds med dagens gennemspilning.
“Jeg havde fået en ny note, som jeg skulle prøve at have med. Så jeg blev sådan fjern i det og fik ikke rigtigt taget publikum ordentligt ind fra begyndelsen”, siger hun, da jeg i selskab med hende, skuespillerkollegaen Julie Andersen, kunstnerisk leder af Glad Teater, Lars Werner Thomsen, samt instruktør på Man on the Moon, Mille Maria Dalsgaard sidder med udsigt til Vestre Kirkegaard.
Mille Maria Dalsgaard, som til daglig leder Sydhavn Teater, har længe haft lyst til et samarbejde med Glad Teater, og det har været gensidigt. En fælles vision om at skubbe til grænserne for, hvem der kan stå på en teaterscene, og hvad scenekunst er, forenede de to kompagnier. Efter godt to års prøveforløb og lidt Corona-forsinkelse er de nu næsten klar til at invitere publikum indenfor i kapellet på Kirkegaarden.
Spærret inde med sine fordomme
At lave en site-specific på baggrund af Bluebeards Castle tog sit udgangspunkt i Mille Maria Dalsgaard og hendes medinstruktør, den tysk-slovenske operainstruktør Marco Štormans idé om at skabe “livsforandrende scenekunst”. Inspireret af det amerikanske teaterkompagni Odyssey Works’ stærkt tilrettelagte performances for én person ville de gestalte et møde mellem publikum og skuespillere, som rummer kimen til selvransagelse og udfordring af fordomme. At bruge Glads ensemble var for Mille Maria Dalsgaard i den sammenhæng oplagt.
“Vi syntes, det var spændende at lade tilskueren gennemgå en dødsrejse, som Judith gør i Béla Bártoks opera. Hvordan reagerer mennesket, når det bliver konfronteret med sin grundangst? Det var et af vores arbejdsspørgsmål, og her bringer Glad-performerne noget andet til bordet, end hvad man er vant til,” siger instruktøren og bliver suppleret af Lars Werner Thomsen:
“Vores spillere kan være med til at åbne nogle døre, fordi de er så filterløse – de er direkte og umiddelbare, fordi de er rigtig gode til bare at være dem, de er. Derfor er det et enormt generøst rum, der opstår – for når man er så intim med spillerne, bliver man suget ind i deres univers og er nødt til at overgive sig til det,” siger han og henviser til de små rum i kapellet, man som publikum møder performerne i.
Intimt format
Allerede i det første rum blev denne publikummer da også konfronteret med sin blufærdighed, da to skuespillere med tydelig kognitiv funktionsvariation, stiller mig spørgsmål om mit liv. Jeg er i tvivl, om jeg skal svare. Det interaktive format lægger op til det, men i hvor høj grad kan jeg gå i dialog med disse skuespillere?
”Mange har tendens til at gå i en bue uden om mennesker med handicap, men her bliver du bedt om at være i rum med dem, og så kan der ikke undgå at opstå et eller andet, som man ikke havde forudset. Det bliver samtidig en meget individuel oplevelse, fordi forskellige mennesker får forskellige ting ud af det møde,” siger Lars Werner Thomsen, og Mille Maria Dalsgaard nikker:
“Når vi arbejder i sådan et intimt format, har vi virkelig mulighed for at gå ind i mødet mellem Glads spillere og publikum. Det bliver et eksklusivt møde, fordi det er så sjældent – for de flestes vedkommende – at man i sin hverdag har med mennesker med funtionsvariationer at gøre. Jeg tror, at det vil være en ny oplevelse for mange, og det er vores håb at skubbe lidt til folks blik og spørge: Hvad er normen?”
Nyder at skræmme publikum
I Danmark er der 50.000 udviklingshæmmede. Indtil 1980, hvor Åndssvageforsorgen – to bosteder for fysisk og psykisk handicappede mennesker – blev nedlagt, blev disse mennesker i vid udstrækning gemt væk og sendt på institution. I dag anses personer med funktionsvariationer i højere grad som bidragsydere i samfundet – også når det gælder kunsten.
Glad Teater blev grundlagt i 2006 og huser en fagskole for skuespillere samt et ensemble bestående af skuespillere med funktionsvariationer, der medvirker i teatrets egne produktioner og bliver castet til eksterne projekter. Både Michelle Rasmussen og hendes kollega, Julie Andersen, har spillet med i en række forestillinger. Man on the Moon har dog udfordret de to kvinder på flere måder, end de er vant til – både fordi, forestillingen er en site-specific, og fordi den i så høj grad er bygget op omkring musik.
LÆS OGSÅ: Sydhavn Teater – Kunsten er det kulturelle kit i Sydhavnen
“At skulle være i det samme rum så længe ad gangen og lave den samme scene så mange gange i træk, er udfordrende. Da jeg skulle lære min sang udenad, var jeg meget perfektionistisk og blev sur på mig selv, hvis jeg ikke kunne ramme tonerne. Så blev jeg irriteret og måtte tage en pause. Men jeg prøvede at styre mig på settet og blive sur derhjemme i stedet,” fortæller Michelle Rasmussen om prøveforløbet på Man on the Moon. Forestillingen er hendes første uden for Glad Teater. Det har været hårdt at være så meget på, men også lærerigt, fordi det er en helt anden måde at arbejde på, end hun er vant til, siger skuespilleren, og hendes kollega istemmer:
”Enkelte gange har vi haft prøver fra kl. 13 til sent om aftenen, og det har vi ikke prøvet før. Det har været lidt udfordrende. Nogle af opvarmningsøvelserne har også været anderledes, og der er blevet talt engelsk nogle gange. Det kan godt gøre mig træt i hovedet nogle gange,” siger Julie Andersen. Hun udviklede sin karakter – en The Ring-agtig-heksekvinde, som stirrer én i øjnene i forestillingens fjerde rum – mens hun udstøder nogle ur-lyde, der nok vil give de fleste mareridt – allerede under første prøve.
Hvordan har det været at skulle improvisere forestillingen frem?
“Det har været sjovt og spændende og lærerigt og også svært at skulle holde koncentrationen. At gøre hvad instruktøren siger og lade være at slå sig selv i hovedet, hvis man ikke kan finde ud af det. På et tidspunkt slog vi mit og Micheles rum sammen, og der skulle jeg virkelig holde hovedet koldt og var på et tidspunkt nødt til at sige “time out” og gå ud og sparke til en sten og komme ind igen,” erindrer Julie Rasmussen.
“Mille og Marco instruerer på en helt anden måde, end vi er vant til. Fx blev vi meget overraskede, da Marco begyndte at synge sin inspiration,” griner Michele Rasmussen, som også har fået udlevet sin drøm om at optræde som havfrue i forestillingen – ”men musikken hjælper også til at komme ind i stemningen og universet og gør det nemmere at lave den samme scene så mange gange i træk”.
Ingen af de to skuespillere har et problem med at være så tæt på publikum, som de små rum byder. Tværtimod er de begge vilde med gyser-genren og nyder at skræmme tilskuerne fra vid og sans.
“Jeg har fået at vide, at jeg er uhyggelig i stykket – og det kan jeg godt lide. Det synes jeg er fedt, det føles ret godt,” siger Michele.
Praktikken fylder meget
Når skuespillere fra Glad Teater medvirker i eksterne produktioner eller samarbejder med andre teatre, er Lars Werner Thomsen eller en anden konsulent fra teatret altid med. Deres rolle er dels at støtte deres spillere i prøve- og spilleforløbets logistiske udfordringer, der for mange af dem kan være udfordrende – dels at komme med råd og inputs til instruktøren udefra.
“Vi forsøger at holde igen med at sige, hvad vi synes og lade det første, kunstneriske møde mellem instruktør og skuespillere være så rent som muligt. Vi kender jo skuespillerne og deres historie, men vi skal lade instruktøren opleve vores spillere som rene lærreder. Samtidig er der en logistik omkring hver enkelt skuespiller med bosteder eller familie eller hjælpere, som vi har ansvaret for,” fortæller Lars Werner Thomsen. Hans job er at få skuespillerne til at fungere bedst muligt i prøvelokalet, så instruktøren kan holde fokus på den kunstneriske bold.
Mille, hvad har være den største udfordring ved at arbejde med spillerne fra Glad Teater?
“Det, der har overrasket mig mest, er, at en bagatel kunne blive til en kæmpe ting. Fx “vi mødes i morgen kl. 12”. Så er der måske en, der panikker og siger “havde I ikke sagt kvart over 12?”.
Lars Werner Thomsen istemmer: “Praktikken kan fylde rigtig meget. Mange af vores skuespillerne har brug for en meget skarp struktur og ramme for at kunne være til stede. Når der nogle gange opstår logistiske problemer, skal de lige have fem minutters time out til at kapere det”.
Det at reproducere en scene på en bestemt måde kan også være en udfordring, siger Mille Maria Dalsgaard.
”Nogle gange kom der scener, som sad i skabet med det samme – den fantasi og umiddelbarhed, de her spillere har, er fantastisk. Men man kan ikke være sikker på, at scenen bliver spillet på helt samme måde næste gang. Så det gjaldt om at lave en ramme, som kunne rumme en vis variation i scenerne”.
Hvad har du fået ud af arbejdet med disse spillere?
“Jeg har fået indblik i en helt ny verden og en endnu større nysgerrighed på det mangfoldige. Jeg er interesseret i at udfordre vores se-vaner. I min optik er det en nøgle til at skabe et meget større felt, som scenekunsten kan bevæge sig inden for, fordi alle mulige forskellige typer af fortællinger gør noget for scenekunsten”.
For instruktøren handler det først og fremmest om at nedbryde fordomme og udfordre folks tendens til at putte hinanden i bokse.
”Jeg synes, det er spændende hele tiden at se på, hvem det er, man bringer på scenen, hvilke historier, der bliver fortalt, og hvordan de kan fortælles på nye måder. At det bliver livsforandrende, kan jeg jo ikke love – men vi stiler efter det. Og vi synes, at grundkonceptet med at lave en performance for én person ad gangen, hvor man bliver konfronteret med Glad-skuespillerne i et interaktivt format, rummer potentialet”, smiler Mille Maria Dalsgaard, inden hun begiver sig om på bagsiden af kapellet for at give skuespillerne, der står og tripper, noter til dagens gennemspilning.
Livsforandrende eller ej, må denne skribent med skam erkende, at det var første gang, hun så et menneske med funktionsvariation i øjnene i mere end nogle minutter. At Man on the Moon også sætter sig spor i form af urolige drømme og kuldegysninger er en anden sag – til stor fryd for Michele Rasmussen og Julie Andersen.
