Sydhavn Teater og Glad Teater har med Man on the Moon skabt en særdeles vellykket association over grundangsten. I et helstøbt sanseligt univers befolket af dragende karakterer udfordres vi til at lade os falde ned i uhyggen på rejsen gennem dødsriget.
Ene lukkes jeg ind i Østre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor jeg mødes af to skoggerleende kvinder. En tilsyneladende nysgerrig konversation udvikler sig til lidt af et tredjegradsforhør om mine private forhold, inden kvinderne meddeler, at jeg er død, og skubber mig videre.
Ind i den labyrint af forbundne, men dog enestående rum, som Steffen Aarfing har skabt i karakteristisk Sydhavn Teater-stil. Godt med plastic og knitrende sølvstrimler. Men denne gang befolket med skuespillere fra Glad Teater, der har forskellige former for funktionsvariationer.
Det er uhyggeligt
Fra de foruroligende, leende kvinder kommer jeg til en kvinde på en båre. Hun er forvirret og råber om hjælp. Jeg kunne høre hendes skrig allerede i det første rum, og det er en uhyre virkningsfuld effekt, der går igen på rejsen gennem det dødsrige, Østre Kapel er omskabt til. Sang lokker fra næste rum. Hvisken fra det foregående sætter det næste i perspektiv. Nutid flyder sammen med fortid og fremtid. Intenst konfronteret direkte med en anden person, der insisterende holder øjenkontakten og kræver min opmærksomhed, og samtidig distraheret af de ukendte lyde.
Det er uhyggeligt. Det er en gyser. Men samtidig formår Man on the Moon at skabe en stærk ro, der bundfælder sig i sidste scenes vandring over kirkegården med en paraplybærende kvinde. Jeg er i trygge hænder hos disse væsener, der ægger frygten i mig, men også prikker til fascinationen. Frygten for det uvisse, for døden, for kontroltabet. Fascinationen af det anderledes, af at give slip og lade sig falde i det ukendte univers.
Afmagten lurer
Man on the Moon er en stedsspecifik association over Béla Bártoks opera Bluebeards Castle fra 1911. Den handler om kvinden Judith, der trods hans protester åbner låste døre i sin nye mands slot med fatal udgang. I Østre Kapel er man selv Judith, mens rejsen gennem rummene har deres eget konkrete og dog ganske abstrakte liv. Elementer fra operaen går igen i enkelte replikker og i det smukke soundtrack med Annisette Koppel, Naja Rosa Koppel og Billie Koppel. Daggry, middag, aften og nat indrammer livet, katastrofen og døden i deres inciterende stemmer.
Scenerne lyser som fortættede stjerner med hvert deres lys. I høj grad båret af de enkelte spilleres nærvær og greb, fordi man er så tæt på dem, men også med et fælles udtryk af styrke og skrøbelighed i et. Flot personificeret i Julie Andersens og Michelle Rasmussens kontrasterende karakterer, som også lydligt overlapper hinanden. Sværest for mig var Sandra Halles karakter, der kalder så smerteligt på hjælp. For jeg kan jo ikke hjælpe, bare se på. Ulykken er sket.
Afmagten over for det uafvendelige lurer, og refleksionen over egen dødelighed er helt uundgåelig i mødet med universet og de mennesker, der bebor det. En refleksion, der nok kan blive ganske konkret, når man alene vandrer det sidste stykke, men som også folder sig ud i et mere abstrakt, æstetisk rum i denne særdeles vellykkede association over grundangsten.
Læs mere om Man on the Moon her.
