Teatret Fair Plays gribende og koreografisk flotte Ping Pong er en barsk fortælling om livet som ung og anbragt uden for hjemmet.
Ungdomsforestillingen Ping Pong fortsætter Teatret Fair Plays linje med fokus på unge mennesker på kanten af samfundet. Forestillingen er skrevet af makkerparret Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel, der fx også står bag den anmelderroste, musikalske familieforestilling Ud med Knud, som var en dramatisering af Jesper Wung-Sungs bog.
Denne gang har de to researchet forestillingen frem gennem møder med unge, der er anbragt udenfor hjemmet. Og resultatet er den rørendende og barske forestilling Ping Pong.
Flyvske tirader og tyrede bordtennisbolde
Noa (Mads Emil Duelund Hansen) hedder den nye dreng på døgninstitutionen. Han er en stille dreng, der bag sit lange hår og nedtrukne hue gemmer på et afsindigt raseri over årelangt svigt.
Nu står han så her. Fire opholdssteder og to børnehjem senere og skal finde sig til rette i sit nye ’hjem’. Men hvordan får man et nyt hjem, når man allerede har et sted, der kaldes hjem? Hvordan skal man føle sig hjemme, når de voksne går ’hjem’, når de har fri, og systemet flytter en videre til et nyt hjem, så snart man er faldet til?
På scenen følger vi Noa og den speedsnakkende Sander (Janus Elsig), som også er anbragt på institutionen. De spiller bordtennis, snakker råt, slås for sjov og alvor, mens de tonser på med flyvske tirader og tyrede bordtennisbolde.
Stærke skuespilpræstationer
Det er svært at være ung og anbragt udenfor hjemmet. Ordene bliver hurtigt hårde og holdes som skjold mod de følelser, de ikke magter. De spiller som gjaldt det livet, mens lyden af bolde, der springer, fylder rummet, og sorg og frustrationer får frit løb i tæsk til dem, der egentlig burde være deres venner.
I Ping Pong er der ingen helte og skurke, men en gennemgribende empati for de unge, som bag deres barske ydre rummer så afgrundsdybe svigt, at det er svært at fatte.
Skuespillerne gør det så godt. Nyuddannede Mads Emil Duelund Hansen er overbevisende som Noa med de indestængte frustrationer og det følsomme sind, som han får forløst med stor fysisk overlegenhed. Mens Janus Elsig brillerer som Sander, der bag sine drømme og irriterende speedsnak, skjuler en afgrundsdyb fortvivlelse, som kan mærkes dybt ind i sjælen.
Ping Pong viser de barske skæbner
Vi bliver klogere undervejs, mens vi i ser små brudstykker fra fortiden, der præsenterer en verden, hvor kernefamilie og kærlighed er erstattet med vold, misbrug, psykisk sygdom og svigt. En verden, hvor de unge alt for længe har været overladt til sig selv.
Systemet svigter. Ikke af ondskab, men det er ikke gearet til de enkeltes behov. De forjagede sagsbehandlere og velmenende pædagoger lytter ikke til de unge, som fx Noa, der tvinges til overnatning hos sin fordrukne mor, trods et oprigtigt ønske om at undslippe de opslidende besøg.
Det kunne have været ubærligt at se på, men holdet bag Ping Pong får elegant ført os gennem de barske skæbner og giver et gribende indblik i livet som ung, anbragt og på kanten af samfundet.
Koreograf Rebecca Lund løfter fortællingens råhed med et flot og billedstærkt fysisk formsprog, som instruktør Leiv Arne Kjøllmoen suverænt samler med sine stærke karakterskildringer, et fængende action-tempo og en skarpt fokuseret fortælling. Alt sammen forløst i flot samspil med Vedel og Kjøllmoens levende ord, hvor slang og sproglig slagkraft sætter kant på fortællingen. Her er ungdomsteater med meget op hjerte i en flot og fængende fortælling.
