Teater- og danseanmelder ved Dagbladet Information og tidligere dramaturg på Vendsyssel Teater Anne Middelboe Christensen skriver mindeord om skuespiller Hans Holtegaard.
Åh, Hans… Skuespilleren Hans Holtegaard er død, 68 år gammel. Han skulle netop til at genindstudere rollen som munken Lorenzo i Rune David Grues iscenesættelse af Shakespeares Romeo og Julie på Vendsyssel Teater. Nu findes hans rørende præstation som den hjælpsomme, men enfoldige munk kun i erindringen hos os, der befandt os i Vendsyssel Teater de tre aftener, som forestillingen fik lov til at spille i december 2020, inden regeringen coronalukkede alt.
Som skuespiller var Hans begavet med en usvigelig musikalitet. Han serverede sine replikker med knusende sikkerhed. Hans timing var perfekt, og hans underdrivelse var legendarisk. Som vendelbo sagde han ikke ét ord for meget, og den præcision tog han med sig på scenen og foran filmkameraet.
Selv blev jeg overrumplet over Hans, da han kom på gæstespil på Gladsaxe Teater i 2008 med Vendsyssel Teaters Prinsesserne i rollen som uhumsk horebuk. Og jeg blev fuldstændig betaget af Hans, da han spillede den modbydelige Gruesen i Parasitterne i Mogens Pedersens stærke psykologiske opsætning på Vendsyssel Teater i 2014. For Hans spillede så kynisk grumt og beregnende, at volden lå og sitrede under hver eneste replik, når han lænede sig ind over kaffebordet med sin store, truende krop. Netop denne præstation skaffede ham en Reumert-nominering som Årets mandlige hovedrolle.
I Niels Hausgaard-forestillingen I fornuftens land af Teatret Møllen og Vendsyssel Teater i 2016 spillede Hans en søn, der lige fra han var dreng, havde forsøgt at opnå sin fars anerkendelse. Nu sad han så ved faderens dødsleje i Ole Sørensens nedtonede instruktion og sang med sin sindige stemme, hvor hvert eneste sungne ord fik sin egen, resignerede klang. »Du nåede det ikke far. Det blev for sent,« sang Hans, mens han sank mere og mere sammen i sin tunge krop. Det var kærlighedslængsel, der gjorde ondt i tilskueren.
Samtidig var Hans også komikeren, der mestrede både revyen, farcen og komedien. Som selvlært skuespiller – og afholdt sanger og trommeslager i Slåbrock Band – var Hans med til at stifte Vendsyssel Egnsteater i Hjørring tilbage i 1984. Han var en af teatrets kerneskuespillerne lige siden – og en af de kerneskuespillere, der var med til at sætte kvalitetsniveauet for skuespillet i det nybyggede Vendsyssel Teater fra 2017. Desuden var han en afgørende spiller i Hjørring Revyen.
Som dramaturg ved Vendsyssel Teater fra 2017 havde jeg den store glæde at lære Hans og hans herlige latter at kende – og at være med til at få skrevet ny dramatik specielt til ham. I Gunvor Reynbergs komedie Turisterne i 2018 var Hans således med til at forme historien om livet i en lille nordjysk kystby med fyrtårn – en by, der mindede om det Lønstrup, hvor Hans selv boede. Og Hans havde rollen som en forsagt eks-soldat fra Frømandskorpset, der længe havde været hemmeligt forelsket i Lone Rødbroes frisør. Indtil der i Louise Schouws hjertevarme instruktion opstod en lykkelig juledrømmestund, når Hans brød ud i lavmælt sang til julesangen Vil du være min i nat – og kærligheden alligevel fik en chance.
Hans inspirerede dog også til et helt anderledes og grusomt portræt af den gamle, sadistiske herremand Bonde Due, der tvang Laura Kolds purunge Elisabeth til at blive sin hustru i Stormene på Vendsyssel Teater i 2020 – i Maj Rørbæk Damgaards dramatisering af Maria Hellebergs roman om Stygge Krumpens elskede Elisabeth.
Særligt i de senere år var der bud efter Hans som filmskuespiller. Med sit stille ansigt og sine udtryksfulde øjne – og sin stædige krop med alvoren og urokkeligheden – skabte han en stribe markante portrætter. I 2011 spillede han Henning (og dermed varianten af Helligånden kaldet Henningånden) i tv-julekalenderen Ludvig og Julemanden, der blev optaget på Børglum Kloster i Vendsyssel. Han var også med i film som Hvidsten Gruppen og tv-serien Norskov – og han lyste op som bl.a. pantelåneren i som Bille Augusts film Lykke-Per i 2018.
Det er blot et halvt år siden, at Hans gik rundt i sin munkekutte under Romeo og Julie. Han bøjede sig ned mod jorden og samlede urter til dødseliksiren op i sin kurv, mens sangerinden Molly Koppel stod bag ham som syngende dødsengel til Benjamin Koppels musik. I disse scener mærkede man Hans’ egen skrøbelighed. Alligevel funklede hans komik uformindsket. Ikke mindst når han forsøgte at remse op over for Lue Støvelbæks Romeo og Lone Rødbroes Amme, hvorfor Romeo i virkeligheden burde føle sig heldig over at være blevet landsforvist. Som hans groteske replik konkluderede over Romeos ulykke: »Dét er en lykke«
Åh, Hans. Det var en lykke at opleve dig på scenen.
