De to egnsteatre Team Teatret i Herning og Teatret Møllen i Haderslev har hevet den lille, røde arbejdersangbog frem fra gemmerne og udvalgt 16 sange til deres teaterkoncert Arbejder – sange fra hjertet. Resultatet er godt halvanden times underholdende teateroplevelse, hvor især musikkens diversitet og de morsomme påfund i instruktionen gør forestillingen seværdig.
Vi kommer vidt omkring i løbet af de cirka 100 minutter, teaterkoncerten varer. Fra protestsange med 70’er-kampånd til en ny udgave af sangen om Jens Vejmand med Bollywood-lyd. Fra inderlighed og akustisk guitar til sansebombarderende elektronisk beat og blitzende stroboskoplys i en voldsom udgave af Sangen om Larsen.
Arbejder – sange fra hjertet rummer et særdeles varieret musikalsk univers, hvor Johannes Smeds musikalske arrangementer både spiller med og mod sangene, som vi kender dem. Fem skuespillere og to musikere står på scenen i teaterchef på Teatret Møllen, Nikolaj Minekas, iscenesættelse, som sætter musikken i fokus frem for individerne. Og det virker som det helt rigtige valg, for det er sangene, som bærer forestillingen, og ikke de varierende sangpræstationer fra de medvirkende skuespillere.
Stærkt musikalsk arrangement
Det er som udgangspunkt en virkelig interessant ide at skabe en teaterkoncert ud fra Arbejdersangbogen. Teaterkoncerten byder på både velkendte, ældre sange som Blichers Det er hvidt derude, der har fået en skæbnesvanger og næsten dommedagsagtig klang, og Oskar Hansens Når jeg ser et rødt flag smælde, der med Stig Reggelsen Skjold i front først er helt forsigtig og forsagt akkompagneret af bevidst ubehjælpeligt blokfløjtespil, og dernæst skifter til en noget mere powerfuld version med fuld skrue på musikken.
Men koncerten byder også på numre, der for mig var ukendte. Her var blandt andet en virkelig fin udgave af Halvdan Sivertsens Sommerfugl i vinterland, som Klaus Andersen fremfører alene siddende på en værktøjskasse med en akustisk guitar i gyldent lys. Og Signe Svendsens Hjemløse hjerter, der med Marie Vestergård Jacobsens markante sangstemme fremmaner en autentisk stemning af 70’er-protestsang, som leder tankerne hen på sangerinder som fx Annisette Koppel.
Mobile lockerskabe
Johanne Eggert og Allan Frausings velfungerende scenografi er holdt helt enkel. Lockerskabe på hjul flyttes rundt i det sorte scenerum efter behov og skaber nye udtryk fra sang til sang.
I begyndelsen benyttes de som skabe, hvorfra skuespillerne henter sorte arbejdshjelme frem. Jeppe Aakjærs Jeg bærer med smil min byrde synger Line Vejgaard Kjær og Marie Vestergård Jacobsen i en fin, lys udgave inde fra lockerskabene. Og ved afslutningen, hvor alle syv sammen synger Carsten Bo Jensens Gi’ mig flaget igen, sidder de på skabene, der er lagt ned på gulvet. Dette sidste scenebillede, hvor de medvirkende fremstår som mørke silhuetter i skarpt modlys i Søren Lydersens lyssætning, bliver en klar reference til det ikoniske fotografi af amerikanske stålarbejdere, der holder frokostpause højt oppe over New Yorks skyline. På elegant vis en fin afsluttende reminder til publikum om, at det arbejdende folk er i fokus.
Gennemstrømmet af humor
Nikolaj Minekas iscenesættelse er uhøjtidelig og vender hele tiden tilbage til humoristiske elementer. Det ses blandt andet når Line Vejgaard Kjær, Marie Vestergård Jacobsen, Stig Reggelsen Skjold og Klaus Andersen med Johannes Smed som korleder med stemmegaffel i bedste Frelsens Hær-stil synger Hans Laursens danske version af Internationale. Deres indbyrdes kamp om opmærksomhed er måske nok lidt fjollet, men alligevel temmelig underholdende. Ligesom ordene “Rejs jer, fordømte her på jorden” får en helt ny betydning i en religiøs kontekst.
Netop måden, sangene fremføres på, er det, der især gør Arbejder – sange fra hjertet interessant. At de fire kvindelige skuespillere i Brødre, lad våbnene lyne synger “Andre tog magten og æren. Sliddet var levnet til os,” og undervejs ændrer ordlyden til “søstre” giver sangen et nyt præg. Flere af sangene lader desuden til at være ændret i tonearten, så de får et skævt, anderledes udtryk, som gør, at de føles nye. De to musikerne Nana Schwartzlose og Johannes Smed, der spiller på alt fra kontrabas og kalimba til guitar og bjælder, giver den gas fra start til slut. Teaterkoncerten her byder måske ikke på de allerstørste sangpræstationer, men til gengæld er der velovervejede og velfungerende nyfortolkninger af et udvalg af Arbejdersangbogens materiale.
