Det Kongelige Teater har gennem de senere år af og til sat fortællinger fra intimsfæren på scenen. Adaptionen af Tine Høegs roman Tour de chambre er det foreløbig bedste bud med en højenergisk iscenesættelse af et perfekt cast i en dybt rørende og eksistentielt reflekterende forestilling.
Jeg har ikke læst Tine Høegs roman, og er derfor lykkeligt fri for at mangle noget eller på anden vis ærgre mig over omsætningen fra bog til scene. Det er der nu næppe heller grund til for dem, der har læst romanen, for Tine Høeg har selv omskrevet til scenen og debuterer overbevisende som dramatiker med en stramt skåret version af sin sursøde beretning om at finde sig til rette i livet.
Det er ikke en voldsomt stor historie, men det, den kan, er at indfange ungdommens forståelser og misforståelser. Her sat på spidsen af et meningsløst dødsfald i vennekredsen. August, som var kæreste med Mai, men også havde en forbindelse til Asta, falder død om i det kollegiekøkken, der danner ramme for fortidsdelen af historien. I nutiden er Mai alenemor og Asta forfatter med skriveblokering. Hun får hul på bylden, da hun tager fat i hovedstolen og ad autofiktionens vej ruller venskabets bagtæppe op.
At blive til i hinandens blikke
Sproget gnistrer og perler i fed dialog med Øyunns piskende trommer, der holder ungdommens grasserende rastløse puls i sig. For så at tone over i sølvklingrende vølvesang, når smerten og ensomheden gnaver sig ind. At Øyunn samtidig formår at spille indebrændt, stortskældende kollegiesambo on/off, siger lidt om iscenesættelsens overskud. Husdramatiker Sigrid Strøm Reibo har stor sans for det skæve visuelle, men er også af og til lidt nordisk tung i travet. Med Tour de chambre har hun skabt en sprudlende opsætning. Kraftfuld, men perlende flyvende. Bardus, men nølende akavet. Prætentiøs som Augusts henslængte sms: ”Vi tager den prima vista”. Sød som Astas blide bejler Niels Klittens (ja, det hedder han altså) insisteren på, at ”matematik faktisk er ret abstrakt”.
Vi kender jo typerne. Vi kender facaderne, vi slår os på. Vi kender de øjeblikke, hvor vi bliver til i hinandens blikke. August ser forfatteren i Asta, og så tør hun selv tro på det. Samtidig plages hun af illoyalitetens svøbe overfor Mai, der dog viser sig at besidde lidt mere livsvisdom i sidste ende: ”Så unik er du altså heller ikke, at ingen kan nå ind til dig”. Et sart, intenst øjeblik i en forestilling, der er fuld af sådanne ladede momenter, men også forstår at sætte diskokuglen løs og kaste op i fællessengen midt i titlens druktur på kollegiegangen.
Et perfekt cast
Tour de chambre er begavet med et perfekt cast, der mere end står distancen i de mange skift mellem overmod og mismod, glødende kys og diskrete tilnærmelser, kunstnerisk Sturm und Drang og dagligdags bekymringer. Anna Bruus Christensen giver sin Asta sødme og særhed i en fin nedtonet kombination, mens Fanny Louise Bernth for en sjælden gang skyld får lov at vise sit store komiske talent. Selvfølgelig accentueret af den smerte, også hendes karakter bærer. Mathias Skov Rahbæk er den attråede lægestuderende, der oser af tilbagelænet selvsikkerhed – undtagen når hans dominerende kunstnermor i Karen-Lise Mynsters spot on-karakter tager scenen og ilten. Mikkel Becker Hilgarts jonglerer sine to vidt forskellige karakterer, generte Niels og bralrende Hannibal med sportstasken med sit stærke nærvær og sin fine sans for detaljer.
Tour de chambre er en meget konkret, men eviggyldig historie om at være ung. Det er ikke alle, der bliver til gennem kunsten, men de fleste vil kunne genkende følelserne i spændet mellem ung og voksen. At det så samtidig er en både højenergisk, dybt rørende og eksistentielt reflekterende forestilling er næsten magisk. Det Kongelige Teater har gennem de senere år af og til sat fortællinger fra intimsfæren på scenen. Tour de chambre er uden diskussion det foreløbig bedste bud.
Se forestillingstrailer her.
