På Kolding Egnsteater har de kastet sig over et tungt emne, når de iscenesætter Lin Melkanes Syren Hawaii Undulat om livet som pårørende til en demensramt. Men Kimmie Liv Sennovas stærke solopræstation på scenen gør både forestillingen levende, interessant og seværdig.
“Min far har været i gang med at dø i syv år. Da han åndede ud, stoppede han med at dø,” siger skuespiller Kimmie Liv Sennova på et tidspunkt i Syren Hawaii Undulat. Hun er Judy, der fortæller os om sin fars demenssygdom, og hvordan den påvirkede hende personligt.
Sitrende energi
Kimmie Liv Sennova indtager og ejer scenerummet på fuldstændig naturlig vis. I Kristoffer L.A. Pedersens instruktion forvandles Lin Melkanes tekst til Sennovas egen fortælling, som hun overbevisende deler med publikum.
Hun er næsten i konstant bevægelse. Ruller rundt på gulvet, kravler op på kassen, drejer rundt om sig selv, fortæller eller synger sin historie. Selv når hun står stille, virker hun som en sitrende energi på scenen, der drager vores blikke mod sig. Denne energi spiller fint sammen med forestillingens lydunivers, der er skabt af bandet AZADEH med elektroniske beats og blid musik til Sennovas rene sangstemme. Musikken fylder ikke meget i iscenesættelsen, men nok til at bidrage til dynamikken, så det aldrig bliver kedeligt, selvom der måske godt kunne have været skåret 15 minutter fra i sidste ende.
En eksplosion af farver
Rummet omkring Kimmie Liv Sennova er stort set tomt og de sorte vægge, gulvet og loftet står bart frem. Scenografien udgøres kun af tre mindre potteplanter med blomster, der ligner syrener, samt en stor, bolsjestribet dragkiste med hvide, postkasserøde, solgule og flaskegrønne striber. “Nede i kisten ligger alt det, der gjorde min far til et menneske,” forklarer Kimmie Liv Sennova og stirrer ned i kassen, hvorfra et hvidt lys kastes tilbage på hendes ansigt.
Både lyset og farverne spiller en central rolle i Syren Hawaii Undulat. Der er markante skift i Morten Dorvins lyssætning, som anvender både lyset og kontrasterne fra det bælgmørke scenerum. “For mig er sorgen Ursula-lilla,” siger Kimmie Liv Sennova, netop som et lillarødt spot oplyser hende direkte fra siden, så der kastes lange skygger. Og på et andet tidspunkt synger hun et uddrag fra en Miley Cirus-sang; ” there’s probably a rainbow. But I don’t care. Cause all the colors left with you”.
Farverne dukker op overalt. De er på Kimmie Liv Sennovas multifarvede, ternede kjole over solgule strømpebukser. De er i striberne på dragkisten. Og de eksploderer ud over scenen fra konfettikanoner i hendes hænder, som skaber et fortryllende regnbuefarvet univers omkring hende. Der dannes en skarp kontrast mellem sorgen og farverne, der normalt forbindes med glæden, som virker fuldstændig oplagt, når vi kigger på Kristoffer L.A. Pedersens iscenesættelse.
Tankevækkende, men ikke rørende
Syren Hawaii Undulat er en vellykket forestilling, der især bæres af Kimmie Liv Sennovas stærke præstation. Til trods for det alvorstunge emne, må vi blandt publikum gentagne gange trække på smilebåndet over det absurde i hele fortællingen – og over den underholdende måde, det hele formidles på.
Indimellem Kimmie Liv Sennovas fortælling hører vi forudoptagede speaks, der deler faktuel viden om bl.a. demens. Skræmmende tal om en stødt stigende tendens til flere og flere demensramte. Sammen med forestillingens fortælling om skyld og skam, frustrationer og sorg hos den nære pårørende, er Syren Hawaii Undulat derfor bestemt en tankevækkende oplevelse, om end valget om den humoristiske tilgang til emnet gør, at det aldrig for alvor bliver rigtigt rørende. Måske vil det dog føles helt anderledes og endnu stærkere, hvis man selv har haft demens tæt inde på livet.
“Hvem er man uden dem, der har kendt en hele ens liv?” spørger Kimmie Liv Sennova på et tidspunkt, som nok bliver det tætteste forestillingen kommer på at være rørende.
At man har valgt titlen Syren Hawaii Undulat, der absolut ingen mening giver, før man har set forestillingen, er lidt en skam. For en mindre underlig, mindre tvetydig titel ville måske tiltrække flere til forestillingens fine univers. For det er en seværdig oplevelse og en skarp skuespilpræstation, der lige nu kan opleves på Kolding Egnsteater.
