Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

Årets top-10 over de mest læste anmeldelser på ISCENE

Selvom teatersæsonen i 2021 først begyndte i maj, har der været masser af spændende scenekunst over hele landet. Vi ser tilbage på teateråret med en top-10 over mest læste anmeldelser på ISCENE i år.

2021 har på mange måder – som 2020 – været et anderledes år. Efter en lang nedlukning vendte teatrene fra maj tilbage for fuld styrke. På ISCENE har vi bragt anmeldelser af scenekunst inden for stort set alle genrer. Fra børneteater og musicals til ny dansk dramatik og opera. Fra revyer og klassiske dramaer til dans og performance.

Hvilke scenekunstoplevelser har danskerne så ønsket at læse mere om efter den lange nedlukning? Det kan du få et overblik over i denne top-10 over de mest læste anmeldelser på ISCENE fra 1. januar 2021 til dags dato.

10. plads til 1001 nat

“Trods det overvejende fine og humoristiske spil, er det mig en gåde, hvad jeg skal tage med mig. En gåde, jeg ikke rigtig har lyst til at løse. Dertil er forestillingen for diffus og løber selv en smule sur i en labyrint af ekspressiv gestik og løse referencer til kønskamp, der formentlig er tænkt som et vestligt udtryk for det arabiske forlægs særlige struktur.” Uddrag af anmeldelsen.

1001 nat
1001 nat på Østerbro Teater. Foto Natascha Thiara Rydvald.

Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af 1001 Nats Eventyr på Teater Republique løber med pladsen som den 10. mest læste anmeldelse i 2021. Forestillingen, der fik 3 stjerner af ISCENEs anmelder, spillede 29. oktober – 4. december.

Læs hele anmeldelsen her.

Storproduktion snupper 9. plads

“Et hav af detaljer skaber universet. Poetiske pileskud markerer elvernes ankomst, mens andre pile flammende når deres mål. Den skrift, kun elvere kan se, lyser ligesom Bilbos ring op i mørket. Jeanett Albecks kompositioner får med underliggende ansatser til både burlesk og western fint accentueret den gennemgående storladne, episke lyd, som næsten er uomgængelig i fantasy-universet og som får forførende fuld gas på skæbnetemaet i den afsluttende korsang.” Uddrag af anmeldelsen.

Hobbitten Ulvedalene
Hobbitten. Det Kongelige Teater i Ulvedalene. Foto Miklos Szabo

Kasper Holtens anmelderroste iscenesættelse af Tolkiens klassiker Hobbitten lander på 9. pladsen over mest læste anmeldelse i 2021. Den storladne opsætning og de dygtige, dukkeførende skuespillere fik 5 stjerner af ISCENEs anmelder. Forestillingen spillede i Ulvedalene 21. maj – 3. juli, og kan opleves igen ved Moesgaard i 2022.

Læs hele anmeldelsen her.

1-stjernet anmeldelse på 8. pladsen

“Det Kongelige Teaters Skuespilhus lukker året med en helt igennem rædsom forestilling, som aldrig burde have åbnet dørene for publikum. Holder man af familien Ullmann/Bergman skal man holde sig langt væk. Det skal man også, hvis man ikke ved, hvem de er.” Uddrag af anmeldelsen.  

De urolige
De urolige på Det Kongelige Teater. Foto Karoline Lieberkind.

Selvom anmeldelsen af Peter Langdals iscenesættelse af De urolige på Det Kongelige Teater er under to uger gammel, så har den allerede fundet sig godt til rette i top-10 over de mest læste anmeldelser på ISCENE i år. 1 enkelt stjerne gav ISCENEs anmelder forestilling, der spiller helt til 5. marts 2022.

Læs hele anmeldelsen her.

Familieforestilling på 7. pladsen

“Det er, som om teatrets magi kun dukker op i små glimt hist og her, og i stedet mestendels går tabt midt i det store udstyrsstykke med rekvisitter og videoprojektioner. Og det til trods for det velspillende cast, dygtige sangere og den betagende præstation i rollen som Charlie Bucket, der på premieredagen spilles af den 12-årige Bertram Lyng Engelsted Jarkilde.” Uddrag af anmeldelsen

Charlie og chokoladefabrikken Aarhus Teater anmeldelse
Charlie og chokoladefabrikken, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

ISCENEs læsere har gerne villet vide mere om familieteater i begge ender af landet. For på 7. pladsen over mest læste anmeldelser i 2021 finder vi Aarhus Teaters udgave af Charlie og chokoladefabrikken, der spillede på Store Scene 6. maj – 19. juni.

Læs hele anmeldelsen her.

Operaanmeldelse er den 6. mest læste

“Hvis man bare lukkede øjnene, da Den Jyske Opera og Odense Symfoniorkester opførte Verdis udødelige Aida, gik man ikke skuffet hjem. Åbnede man dem, var det en helt anden snak.” Uddrag af anmeldelsen.

AIDA
AIDA på turné. Den Jyske Opera. Foto Anders Bach.

På 6. pladsen dukker den eneste operaanmeldelse i årets top-10 op. Her finder vi nemlig anmeldelsen af Roland Schwabs iscenesættelse af Aida for Den Jyske Opera, som ISCENEs anmelder gav 3 stjerner. Forestillingen var på Danmarksturné 15. oktober – 4. december.

Læs hele anmeldelsen her.

Friluftsteater på 5. pladsen

“Charlotte Munksø har lavet en forrygende fysisk iscenesættelse. Den spiller godt sammen med den opdaterede tekst, der veksler flot mellem grovkornede gags, ordlir, glimt af vemodighed og velvalgte sange på dansk og fransk.” Uddrag af anmeldelsen.

Jean de France
Jean de France på Grønnegårds Teatret. Foto Bjarne Stæhr.

Klassikere under åben himmel er ofte et hit. Og i 2021 er det da også anmeldelsen af Jean de France på Grønnegaards Teatret, der fik 5 stjerner af ISCENEs anmelder, som tager 5. pladsen. Charlotte Munksø stod bag iscenesættelsen, hvor især Nicolai Jørgensens imponerende præstation blev fremhævet. Jean de France spillede 30. juni – 28. august.

Læs hele anmeldelsen her.

4. plads til Ibsen

“Hykleriet står skarpt frem på både scene og i salen, der inddrages direkte i Stockmanns fejlslagne borgermøde. Heldigvis er afklædningen af den omvendte logik, hvor tryghed er frihed, som en af vor regerings ministre plejer at udtrykke det, lige så skarp. I En folkefjende rotter politikere, erhvervsliv og pressen sig sammen om den retorik, der får kapitallogik til at fremstå som demokrati.” Uddrag af anmeldelsen.

En folkefjende
En Folkefjende på Nørrebro Teater og Odense Teater. Foto Sara Galbiati.

Viktor Tjernelds iscenesættelse af Henrik Ibsens En folkefjende for Nørrebro Teater og Odense Teater høstede 5 stjerner fra ISCENEs anmeldelser. Forestillingen, der havde Søren Pilmark i hovedrollen, kunne opleves på Nørrebro 18. september – 23. oktober og i Odense 4. – 30. november.

Læs hele anmeldelsen her.

Nordjysk revy er med i top-3

“Hjørring Revyen 2021 byder ind til en god aften i godt, musikalsk selskab. Der er flere virkeligt sjove numre iblandt og de fire medvirkende på scenen leverer deres punchlines med skarp præcision.” Uddrag af anmeldelsen.

Hjørringen Revyen 2021. Foto: Thomas Petri
Hjørringen Revyen 2021. Foto: Thomas Petri

Hjørring Revyen 2021 indtager pladsen som den 4. mest læste anmeldelse på ISCENE i år. Birgitte Næss-Schmidts instruktion og Henrik Baloo Andersens skønne musik kunne opleves 12. juni – 31. juli.

Læs hele anmeldelsen her.

Cirkusrevy på flot 2. plads

“Det har taget et helt corona-år at nå ud til Cirkusrevyen i Klampenborg, men ventetiden har været det værd. Boblende og overskudsramt tager denne revy pulsen på tidsånden og fusen på publikum, for numrene er pokkers spidsfindige og nuancerede, og så er Cirkusrevyen 2021 tvistet på en måde, der også peger i retning af ønsket om at nå en ny og yngre målgruppe.” Uddrag af anmeldelsen.

Cirkusrevyen 2021 anmeldelse
Cirkusrevyen 2021. Foto: Henrik Petit

Vi fortsætter med at have revyanmeldelser i toppen af de mest læste anmeldelser i 2021. På andenpladsen finder vi nemlig anmeldelsen af Cirkusrevyen 2021, som blev 40-års jubilaren Ulf Pilgaards sidste. Cirkusrevyen 2021, der fik 5 stjerner af ISCENEs anmelder, kunne opleves 6. maj – 28. august.

Læs hele anmeldelsen her.

Og førstepladsen går til…

“Odense Sommerrevy 2021 åbner revysæsonen med skarpe tekster, lumre brandere, overlegen musikalitet og en perfekt formet latterkurve i et mix af genkendelighed, originalitet, aktualitet og lokalkolorit. Det er opskriften på en god revy.” Uddrag af anmeldelsen.

Odense Sommerrevy 2021
Odense Sommerrevy 2021 i Fruens Bøge. Foto: Odense Sommerrevy.

Selvom Cirkusrevyen måske nok er den mest kendte revy i Danmark, så er det anmeldelsen af Odense Sommerrevy 2021, der er den absolut mest læste anmeldelse på ISCENE i hele 2021. Revyen, der var instrueret af Joy-Maria Frederiksen, spillede i Fruens Bøge 6. maj – 29. august og modtog 5 stjerner fra ISCENEs anmelder.

Læs hele anmeldelsen her.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Annonce

Scenekunstens Årsmøde 2024 sætter fokus på fremtidens scenekunst

Mandag den 3. juni afholdes Scenekunstens Årsmøde som en del af programmet for CPH Stage 2024. I år er temaet Scenekunstens fremtid og mødet...