Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Jean de France – forfængelighed og fremmedhad i flamboyant fysisk iscenesættelse

Grønnegårds Teatret byder på flamboyant, fandenivoldsk underholdning i sommernatten. Holbergs Jean de France viser sig atter slidstærk og vedkommende med en stærkt spillende Nicolai Jørgensen i front.

Folketeatret havde en sylespids drag queen-version af Jean de France på plakaten for fem år siden, og også Grønnegårds Teatrets aktuelle variant er et besøg værd. Som Erasmus Montanus rammer denne Holbergtekst noget genkendeligt aktuelt. Curlingbørn og dem/os-problematikker er tydeligvis ikke en moderne opfindelse.

Trine Wisbech og instruktør Charlotte Munksø har givet teksten et frisk pust. De vægter komedien, men giver også det fremmedangste tema en foruroligende farlighed.  Anslået i optaktens Langt højere bjerge, Grundtvigs hymne til fædrelandet: ”vi er ikke skabte til højhed og blæst/ved jorden at blive, det tjener os bedst”. Snerrende samlet op i det afsluttende talekorstableau, hvor danskhedens selvtilstrækkelighed maliciøst hyldes.

Jean de France
Jean de France på Grønnegårds Teatret. Foto: Bjarne Stæhr.

Teaterhistorisk sus og curlingunger

At blive ved jorden er jo bestemt heller ikke noget for udlandsfareren Jean. Han hedder jo egentlig Hans, men efter sit ophold i Paris, må der naturligvis finere boller på suppen. Jean har lært lidt af hvert om la mode og fransk kogekunst. Men kun mama i Tina Gylling Mortensens kontant-erotiske skikkelse kan se storheden i curlingungens manierede trin og affekterede formuleringer. Takes one to know one. Gylling Mortensen har kun få scener, men inkarnerer det teaterhistoriske sus med sin kombination af sødmefyldt klukken og melodramatiske udbrud.

Begge dele rammer Benjamin Kitters resignerede papa. Han krabber undseeligt rundt mellem sin dominatrix af en frue og Tom Jensens svært patriarkalske Jeronimus. De to handler børn, som vi andre handler venskaber på sociale medier. Kan man ikke få den ene, kan man da få den anden, og dermed få svogerskabet i hus. Arrangerede ægteskaber er ikke kønne at se på.

Men selvom de to unge elskende er nok så søde og kan snave, så det mærkes på bagerste række, tror vi faktisk heller ikke helt på deres romantiske kærlighed. De er måske knap så fjantet påklædt,  men ikke mindre curlingunger end Jean selv. Så mon ikke, de snart bliver trætte af hinanden og begynder at plage om noget nyt. Fin lille aktualisering af plottets præmis.  

Jean de France
Jean de France på Grønnegårds Teatret. Foto: Bjarne Stæhr.

Fandenivoldsk, flamboyant underholdning

Charlotte Munksø har lavet en forrygende fysisk iscenesættelse. Den spiller godt sammen med den opdaterede tekst, der veksler flot mellem grovkornede gags, ordlir, glimt af vemodighed og velvalgte sange på dansk og fransk. Munksøs opdatering af commedia dell’Artens karikerede kropssprog får fuld gas i de sure gamle mænds skridt over scenen. Men også krydderier i form af hipsterkokke, drabelige besvimelser og fiffige, forklædte tjenestefolk flyder energisk og opfindsomt over scenen i Karin Betz’ skægge forvandlingskostumer.

Skønnest af alle er naturligvis Nicolai Jørgensen, der virkelig får lov at folde talentet ud. Hans Jean er utåleligt selvoptaget, men rummer også en afgrund af smerte. Skabagtig, forfængelig, stupidt betaget af alt fremmed. Jo vist, men han bliver så sandelig også prompte afvist og latterliggjort af alle. Det mærker vi i hans små resignerede replikker, der sidder lige, hvor de skal og giver komedien dybde. Nicolai Jørgensen har en helt eminent timing, og får fremragende medspil af Jens Frederik Sætter-Lassen som hans cool tjener Pierre og af Rosalinde Mynster og Andreas Jebro som de ikke mindre selvforelskede, intrigerende tjenestefolk.

Grønnegårds Teatrets Jean de France er god underholdning i sommeraftenen. Den løfter fandenivoldsk de historiske rødder med ind i samtiden med sin rytmiske tekst og en flamboyant, fysisk spillestil, der ikke kan andet end forføre.   

Hvad bliver Nicolai Jørgensen selv rørt af i teatret? Læs ISCENEs interview.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce