Coronakrisen har været – og er fortsat – hård for Danmarks professionelle kunstnere, der både har mærket krisen i forhold til deres indtjening og beskæftigelse. Men der har også været stor kreativitet og lyspunkter undervejs. Det afslører en ny, stor dataundersøgelse, som Dansk Kunstnerråd står bag.
Coronakrisen og nedlukningen af Danmark betød også krise for Danmarks kunstnere. Dansk Kunstnerråd, der blandt andet tæller organisationer som Foreningen af danske sceneinstruktører og Danske scenografer, har derfor afdækket de professionelle kunstneres situation under coronakrisen gennem en historisk undersøgelse af Covid-19-pandemiens indvirkning på kunstneres indtjening, beskæftigelse og produktion.
Undersøgelsen, der er finansieret af genstartsteamet under Kulturministeriet, viser, hvordan de professionelle kunstnere har klaret sig under skiftende restriktioner og nedlukninger af det danske samfund.
Trods coronakrisens omfattende nedlukning af kulturlivet viser undersøgelsen, at mange danske kunstnere har formået at omsætte krisens udfordringer til handling.
”Der er opløftende pointer at finde i undersøgelsen, og særligt kunstnernes handlekraft er tydelig. Tæt på halvdelen af kunstnerne var klar på at supplere deres indtægter med arbejde i andre brancher, ligesom 30 pct. brugte deres kreative evner til at udvikle nye formater og måder at formidle deres kunst på. Derudover blev de helt nødvendige kompensations- og støtteordninger taget i brug, og 6 ud af 10 kunstnere vurderer, at de var værd at søge,” udtaler formand for Dansk Kunstnerråd, Jørgen Thorup, og fortsætter:
”Det ændrer dog ikke på billedet af, at vi har en samlet kunstnerstand, som har et godt stykke vej endnu, før både det praktiske og det økonomiske niveau er tilbage på det stadie, det var på, før krisen satte ind. Ikke mindst for nye kunstnere, der er i starten af karrieren. Her viser undersøgelsen, at mange helt unge kunstnere har været særligt hårdt ramt af ledighed.”
En atypisk gruppe på arbejdsmarkedet
Professionelle kunst- og kulturarbejdere er på mange måde en atypisk gruppe på arbejdsmarkedet. Der har historisk set manglet data om de professionelle kunstneres indtjening og virke i Danmark. Det er et faktum, der blev særligt synligt i forbindelse med coronakrisen og de indledende forhandlinger om kompensation til denne gruppe.
De professionelle kunstnere er en mangfoldig gruppe, der tæller mange kunstformer med vidt forskellige arbejdsvilkår og veje ud til publikum. Der er markante forskelle indenfor gruppens beskæftigelsesforhold, ligesom der også er store forskelle på tværs af generationerne.
Udover at belyse den indvirkning Covid-19 har haft på kunsternes motivation, kreativitet og mulighed for at praktisere deres kunstneriske virke, går undersøgelsen også i dybden med, hvilke overvejelser og valg kunstnerne har gjort sig om supplering af indkomst, skift af branche og videreuddannelse. Desuden kortlægger den også tendenser vedrørende indtægt og ledighed blandt kunstnerne.
Historiske data
Undersøgelsen af Covid-19-pandemiens indvirkning på kunstnernes indtjening, beskæftigelse og produktion er foretaget af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Danmarks Statistik og Rambøll Management Consulting, der udarbejdede henholdsvis en register- og spørgeskemaundersøgelse.
Undersøgelsen dækker perioden marts 2020 til september 2021 og er en opgave, der blev udstukket af Kulturens Genstartsteam, nedsat af regeringen i december 2020.
”Det er historisk at få samlet data på danske kunstneres beskæftigelse, indtjening og indholdsproduktion. Jeg er glad for at genstartsteamet bakkede op om forslaget, som vi nu ser vigtigheden af. Krisen har ramt kunstnerne forskelligt afhængigt af, hvilken kunstform man arbejder indenfor, og nuanceret viden er afgørende for at skabe gode vilkår for kunsten og kunstnere i Danmark. Derfor håber jeg, at denne undersøgelse ikke bliver den sidste af sin art,” siger Sara Indrio, der er medlem af genstartsteamet og leder af referencegruppen for projektet.
Læs mere om undersøgelsen her.
Læs hele rapporten her.
Der er 24 medlemsorganisationer i Dansk Kunstnerråd, som har valgt at tilbyde deres medlemmer at deltage i undersøgelsen. 2.506 kunstnere er endt med at deltage, hvilket svarer til en svarprocent på spørgeskemaet på i alt ca. 15 pct. Medlemsorganisationen, Dansehallerne, samarbejder også med Dansk Kunstnerråd om undersøgelsen, men er dog ikke medlem af Dansk Kunstnerråd.